Når man møder samtidens religionskritik, bliver man nogle gange så træt. Måske er det den følelse, der har fået forlaget Anis til at sende en lille bog på gaden, som samler klassisk religionskritik i korte uddrag fra filosofferne David Hume (1711-1776), Immanuel Kant (1724-1804), Friedrich Nietzsche (1844-1900) og Ludwig Wittgenstein (1889-1951).
De herrer er fra en anden tid og en anden kultur. En kultur, hvor man argumenterede ud fra et kendskab til det, man kritiserede. Alle fire tænkere i udgivelsen ”Kritik og tro” står på toppen af en kristen kulturarv, som de er præget af, har beskæftiget sig med og går i infight med.
Det giver en mere kvalificeret kritik end religionskritikken anno 2015, som begiver sig i kamp mod en gigantisk tankebygning bevæbnet med en lineal og stor selvtillid. Ateist-ikonet Richard Dawkins skrev i en Twitter-besked på 140 tegn, at han ikke behøvede læse Koranen for at mene noget om islam, for ”man behøver jo heller ikke læse 'Mein Kampf' for at have en mening om nazisme”.
David Hume, Immanuel Kant og Ludwig Wittgenstein ønskede sig ikke af med al religion. De ønskede den sande religion. Det mål deler de med en række religionsstiftere, herunder kristendommens.
Ikke bare er denne klassiske religionskritik vidende og givende, den fører også dele af kristendommens tankefigurer videre. Når Kant raser mod den trospraksis, der vægter regler og ritualer højere end det moralske sindelag, bevæger han sig inden for en lovkritisk tradition, som er gennemspillet på kryds og tværs i kirkehistorien.
Den sande religion, som Kant ønsker, står ikke nødvendigvis i kontrast til verdens religiøse institutioner:
”Der er kun én (sand) religion; men der kan gives mange former for tro. Man kan tilføje, at i de mange kirker, som skiller sig ud fra hinanden på grund af deres mange forskellige trosformer, kan man ikke desto mindre finde en og den samme sande religion.”
Kant anerkender menneskers behov for en kirke, og han anser det for ”moralsk nødvendigt at antage Guds eksistens” i ”Kritik af den praktiske fornuft”. Men han er kritisk over for kirkelige autoriteter, der sætter ”forordninger” over den sande mening. Og han retter skytset mod de ”forordninger, der holdes for guddommelige, men som er vilkårlige og tilfældige for vores rene moralske bedømmelse”.
Og netop ”vores rene moralske bedømmelse” er det, religion skal dømmes på i Kants optik. Den moralske lovs pligt kan erkendes gennem fornuften. Til det formål behøves ikke religion:
”Moral (...) behøver ikke en idé om et andet væsen over mennesket, for at erkende sin pligt,” lyder det i værket ”Religion inden for den blotte fornufts grænser”. Og den tanke leder til en hård kritik af al religion, som ikke har denne moralforståelse:
”Alt det, mennesker mener at kunne gøre, ud over den gode livsvandel, for at blive Gud til velbehag, er blot religionsillusion og falsk gudstjeneste.”
Denne falske gudstjeneste findes ifølge oplysningsmanden i det, han kalder ”statutarisk” tro, altså religiøse ”statutter” og ”forordninger” uden moralsk mål:
”Jo mere unyttige sådanne selvpinsler (bodsøvelser, spægelser og valfarter er Kants eksempler, red.) er, jo mindre deres formål er menneskets moralske forbedring, desto helligere forekommer de at være. Netop fordi de ikke er til nogen nytte i verden, men dog koster anstrengelser, synes de udelukkende at have til formål at bevidne menneskets hengivenhed over for Gud.”
Det siges ofte, at Kants religionskritik er universalistisk og tværkulturelt anlagt, eksempelvis fordi han inddrager tibetanske bedemøller og lignende i opgøret med den falske religion. Men i sin essens passer hans religionskritik påfaldende godt ind i en nordeuropæisk kulturprotestantisme, hvor religiøse ritualer og regler er taknemmelige skurke at skyde ned. Den sammenhæng er umulig at overse for personer fra kulturer med større traditionel vægt på forskrifter og påbud.
De fire klassiske filosoffers religionskritik er overvejende defineret af kristendommen. Kritikken er i alt væsentligt udviklet op imod kirkens historie, tænkt ind i en kristen monokultur og ofte gennem kristent tankegods.
Selv hos den antikristne af de fire - Friedrich Nietzsche - er den hadede kristendom modspiller for hans tankemønster her og der og alle vegne. Igen og igen tænker han i dualismer, hvor kristendommen sætter den ene modpol. For eksempel når han modstiller den kristne gud og den førkristne gud Dionysos, der kendes som vinens, mysteriernes og seksualitetens vilde gud i græsk mytologi:
”Dionysos og den korsfæstede: Dér har du modsætningen. Det tragiske menneske bejaer endog den bitreste lidelse: Han er stærk, opfyldt, guddommeliggjort nok til at gøre det. Den kristne siger endog nej til den lykkeligste lod på jorden: Han er tilstrækkelig svag, fattig, arveløs til at lide ved livet i enhver form.”
Nietzsches begreb om den fornemme giver klarest mening, når det forstås i modsætning til den kristelige ”degenerations-bevægelse” af udskud og slaver. Viljen til magt giver mening over for kristendommens afgivelse af magt, og så videre.
I modsætning til megen nutidig religionskritik er Nietzsche klar over, hvad han er oppe imod. Han bekæmper en kristendom, der har været grundsten for en hel civilisations moraltænkning. Han forklejner ikke kampen til at være et spørgsmål om at måle enkeltheder som den naturvidenskabelige kritik. Filosoffen med hammeren slås idéhistorisk. Her står han i skarp kontrast til religionskritikken nu 125 år senere. Et eksempel er forordet til ”Moralens oprindelse”, hvor han advarer imod kristendommens ”omsiggribende medlidenhedsmoral (...) som det mest uhyggelige symptom på vor stadig mere uhyggelige europæiske kultur”.
Også i værket ”Antikrist” tager Nietzsche livtag med kristendommen som den store kulturbærer. Her skyder han på hele rækken af tyske mestertænkere fra Hegel til Kant, fordi de bærer kristendommen videre, hvor de burde afskaffe den. Han sammenfatter opgøret i billedet:
”Den protestantiske præst er bedstefar til den tyske filosofi.”
Som søn af en luthersk præst vidste han, hvad han talte om.
Det siger noget om kultur-åbenheden i det dengang kristne Europa, at den klassiske religionskritik fik lov at vokse frem, forme den reelt eksisterende kirke og langt hen ad vejen medvirke til at gøre kontinentets kirker levedygtige i en kritisk modernitet. Den tradition har gødet jorden for modsigelse af religion siden.
Anderledes ser det ud nu, hvor religionskritikken bliver mindre, mens genstanden for kritikken bliver større. De kritiserendes viden er skrumpende, mens det kritiserede vokser. De gamle religionskritikere tænkte originalt og idéhistorisk komplekst om kristendommen. De nye står - med lineal i hånden - over for det totale spektrum af verdensreligioner og byg-selv-spiritualitet.
Kritik og tro. Hume, Kant, Nietzsche og Wittgenstein. Af Peter K. Westergaard. Anis 2015. 118 sider.