Prøv avisen
Nekrolog

Den sidste store postmodernist er død

TGV hedder de franske lyntog, som blev udviklet i 1980’erne, samtidig med at Paul Virilio gjorde hastigheden til nøglebegreb i sin tænkning. – Foto: Amelie Geiger/ Ritzau Scanpix

Paul Virilio var en af de første intellektuelle til at pege på, at samfundets stigende hastighed er forbundet med øget social kontrol, manipulation og dominans

En af de sidste store franske filosoffer fra anden halvdel af det 20. århundrede er død. Paul Virilio, der fik et hjerteslag den 10. september i Paris, var en af disse ambitiøse intellektuelle, der kan og ved alt. Og han fungerede både som arkitekt, byplanlægger og urbanitetsteoretiker.

Paul Virilio spillede en vigtig rolle inden for den franske magtkritik. På det punkt inspirerede han poststrukturalisterne Michel Foucault

(1926-1984) og Gilles Deleuze (1925-1995). Desuden hørte han sammen med Jean-Francois Lyotard og Jean Baudrillard til de filosoffer, som kritiserede moderniteten og argumenterede for, at samfundet befinder sig i en postmodernistisk eller hypermodernistisk virkelighed, hvor arkitekturen og ikke mindst medieteknologien bidrager til at ophæve skellet mellem sandhed og løgn, illusion og virkelighed.

I løbet af sin universitetskarriere var Paul Virilio ansat på og senere leder af École Spéciale d’Architecture (arkitekturuddannelse) i Paris, hvor han kombinerede sin medieanalyse med postmodernistiske arkitekturanalyser. Som arkitekturkritiker havde han diskret, men stor indflydelse på flere generationer af de visionære franske arkitekter med sit fokus på den antimodernistiske skrå arkitektur uden rette vinkler.

Den nu afdøde filosof kan især siges at bidrage til at forstå teknologiens indflydelse på postmoderne menneskers oplevelse af verden. Blandt Virilios hovedværker er ”Vitesse et politique” (Hastighed og politik, 1977), der netop behandler en verden, der bevæger sig hurtigere og hurtigere.

Der er tale om et bredt filosofisk forfatterskab, som forfatteren selv har betegnet som en såkaldt dromologisk (løberings-logisk), altså en ”hastighedsvidenskab”, der udtrykker en mangfoldig forskning, der sammentænker teknikhistorie, krigsvidenskab, urbanitetsteori og metafysik. Hans tænkning var præget af et kritisk fokus på ”hastighedens” og ”accelerationens” betydning for politikken og samfundet, hvor den postmoderne virkelighed i medieteknologien, det vil sige fjernsyn og i vor tid internet, øger farten og mængden af indtryk og oplevelser, som mennesket udsættes for. Alt stiger i bevægelse, bliver varmere og løber hurtigere og hurtigere rundt. Alt forandres og bindes sammen, og verden bliver mindre og samles i en enhed, som i en centrifuge, hvor alt suges sammen, og rummet udviskes.

Tiden efter Murens fald og terrorbalancen betød ikke historiens ende, men derimod geografiens afslutning, fordi hele verden opsluges i de samme problemer om økonomi, klima og politik. Den teknologiske kommunikationsrevolution har befriet menneskekroppen fra dens naturlige begrænsninger.

Mennesket er ikke geografisk bundet, men kan fysisk rejse hurtigt med fly, eller virtuelt med få klik bevæge sig rundt hvor som helst i verden. Men geografiens opløsning gør samtidig rummet ens i hele verden.

Ifølge teorien om hastighedens politik konfronteres de økonomiske og politiske beslutningstagere hele tiden med accelerationen uden at have nogen muligheder for at gøre noget og træde ud af tidens tyranni. For Paul Virilio er bagsiden af den hurtige forandring seniliteten og glemslen, og derfor indeholder hastigheden samfundets selvødelæggelse, hvor ingen kan styre eller følge med i udviklingen. Vi har glemt betydningen af varigheden og vedholdenheden for de menneskelige relationer, og selvom vi ved, at vi ikke kan løse verdens problemer om fattigdom og klima på en dag, har vi ikke tid til at finde den tid, der skal til, fordi vi hele tiden må komme op i højere fart for at overleve.

Paul Virilio foreslog ironisk nok, at man skulle oprette et tidsministerium, der skulle håndtere accelerations- og boble-problemer, som det for eksempel er tilfældet med klimakrisens acceleration og med finanskrisen i 2008, hvor låneinstitutionernes krak var et resultat af en panisk boble-effekt, hvor alle investorer kom op i højt gear og ville sælge deres aktier og obligationer på samme tid. Paul Virilio formulerede allerede før internettets udbredelse sin filosofi om, hvordan mediernes opdigtede virkelighed bliver den egentlige virkelighed.

Paul Virilio blev sammen med Baudrillard for alvor berømt og berygtet, da han i forbindelse med den første Golfkrig mellem USA og Irak i 1990 anvendte de postmoderne kommunikationsanalyser til at forstå krigens medievirkelighed. Krigen blev set som et kommunikationsteater, en samling tegn og simulationer, der for det vestlige menneske kun var virkeligt på tv og således fuldstændigt afkoblet fra, hvad der egentlig skete i Irak. Ifølge den franske tænker var Golfkrigen den første postmoderne krig, og han mente, at en tredje verdenskrig ville blive en krigspropagandakrig, baseret på kommunikations- og computerteknologi, hvor krigens egentlige virkelighed ville finde sted i tv’ets virtuelle oplevelsesunivers.

Paul Virilio mente, at krigens mærkelige uvirkelighed i medierne udtrykte vores postmoderne vilkår, hvor simuleringen eller afbildningens fake-realitet i de elektroniske medier blev mere virkelig end virkeligheden. Dermed blev krigen ikke afgjort på slagmarken i ørkenen, men snarere i mediernes virtuelle og ideologiske gengivelse af krigen som en konfrontation mellem Vesten og islam. Denne krigsforståelse er blevet endnu mere dominerende i krigene i Afghanistan og Irak, krigen i Syrien og med den globale krig mod terror, hvor vi i høj grad oplever krigen igennem medierne.

Andre eksempler på, at mediernes falske og iscenesatte simuleringer bliver dominerende i politikken, er Donald Trumps selvoptagede medieshow fra Det Hvide Hus, eller en dansk integrationsdebat, hvor symbolske spørgsmål om håndtryk og burka træder i stedet for praktiske problemer. Interessant er ikke længere de hårde kendsgerninger, men show- og underholdningsværdien.

Paul Virilio mener samtidig, at den stigende hastighed er forbundet med forøget social kontrol, manipulation og dominans.

Denne idé har inspireret Gilles Deleuze i hans berømte filosofi om kontrolsamfundet, hvor Deleuze viser, hvordan Foucaults disciplinsamfund, baseret på rå magt er blevet forældet på grund af de nye kommunikationsteknologier.

Her følger Deleuze Virilios begreb om kontrol gennem fritsvævende teknologier i et åbent system som internettet og sociale medier, hvor kontrollen bliver selvdisciplinering igennem individets frie vilje, hvor individet bestemmer kontrollen ved at integrere sig med hastighed og magt. Dette gør sig for eksempel gældende i militære teknologier såsom droner el

ler civile teknologier, som automatiske selvkørende biler, eller computerne, som automatisk handler på finansmarkederne, hvor man frivilligt afgiver kontrol til maskinerne. Man kan sige, at disciplinsamfundets biomagt kombineres med kontrolsamfundets psyko-magt, hvor selvledelse og selvstyring bliver de dominerende magtteknikker.

Selvom Paul Virilios forfatterskab tit har stået i skyggen af de andre postmodernisters tænkning, er der tale om en original samfundskritisk filosofi, der har et dybt blik for risikoen ved de nye teknologier og for samfundets udfordringer med at håndtere disse udfordringer. At læse Paul Virilio kan give os en dyb indsigt i baggrunden for samtidens økonomiske, sociale og økologiske problemer og forhåbentlig også hjælpe os til at komme ud af krisen.8

Jacob Dahl Rendtorff er professor i på institut for samfundsvidenskab og erhverv på Roskilde Universitet og har forsket i fransk tænkning.