Gud med os, stod der på de tyske soldaters hjelme og bæltespænder under Første Verdenskrig. Gud med os, sagde de tyske og østrigske præster, da de velsignede officerernes våben forud for krigsudbruddet den 1. august 1914. Men som krigen skred frem, og stadig flere soldater i Europas plørede skyttegrave mistede en arm eller et ben, besindelsen eller selve livet til fjendens granater eller de nyopfundne maskingeværer, fremstod de fyndige ord stadig tommere. Ikke blot for de tabende tyskere. På hele kontinentet, ja, måske i hele verden, virkede Gud mere fjern end nogensinde før.
Første Verdenskrig, den første moderne massekrig og den hidtil mest bestialske, kostede omkring 17 millioner soldater og civile livet, mens flere end 20 millioner soldater blev såret eller invalideret for livstid. Og i forlængelse af krigen, som endte med en våbenhvile den 11. november 1918, blev mange mennesker et let bytte for den epidemiske spanske syge, der spredte sig over hele verden og dræbte mere end 50 millioner mennesker. Krigen havde ikke blot lagt det europæiske kontinent i ruiner. Den protestantiske kultur og teologi, som i århundreder havde sat sit dybe præg på landene i Nord- og Vesteuropa, var også brudt sammen. Krigen havde med den samtidige teolog Martin Rades ord ført til ”kristenhedens bankerot”. Det påpeger Georg Pfleiderer, professor i teologi ved det schweiziske Basel Universitet og forfatter til en lang række bøger og videnskabelige artikler om teologiske strømninger efter Første Verdenskrig.
”Situationen var katastrofal. Alle positive idealer og forestillinger var kollapset med krigen. Sårene på krop og sjæl var enorme. Verdens tilstand kunne ikke være længere væk fra den hidtil toneangivende teologi. Borte var alle idéer fra det 19. århundrede; den religiøse mysticisme, de romantiske forestillinger om naturen, at Gud kunne opleves gennem gode følelser fremkaldt af en solnedgang, at menneskehedens moralske udvikling bragte mennesket tættere på Gud,” siger han.
Som reaktion på dette sammenbrud tonede en gruppe tænkere i de tysktalende områder frem med nye, radikalt andre teologiske tanker, som har sat deres præg på det teologiske og kirkelige liv helt frem til vores tid – og langt ind i den danske folkekirkes rækker. Men skal man forstå, hvor grelt det stod til med teologiens troværdighed efter Den Store Krig, må man forstå den fremherskende tankegang i årene op til sammenbruddet.
I 1912 artikulerede den protestantiske teolog Ernst Troeltsch tidens optimisme med værket ”Protestantisme og fremgang; en historisk undersøgelse af protestantismens forhold til den moderne verden”, og den generelle holdning i samfundet var, at menneskeheden havde forandret verden på fantastiske måder, fortæller professor Georg Pfleiderer. Denne fremskridtstro – et barn af oplysningstidens tiltro til menneskets fornuft og industrialiseringens landvindinger – hang sammen med den moderne kulturprotestantisme. Den fremherskende teologi var liberal-teologien, som har rødder i oplysningstiden, romantikken og idealismen og lagde vægt på kristendommens etiske betydning.
”Den teologiske kerne i denne protestantisme er, at vi oplever Gud enten gennem følelser eller gennem den praktiske fornuft, og at Gud ønsker fremskridt af menneskeheden – enten i en liberal udgave eller en religiøs socialistisk udgave, alt afhængig af øjet der ser,” siger han.
Langt de fleste tyske præster og en stor del af de akademiske teologer var i begyndelsen af 1900-tallet præget af national-konservative tanker, og næsten alle fejrede krigsudbruddet i 1914. Men ligesom den øvrige befolkning blev de fleste af dem stadig mere desillusionerede i løbet af krigen. Teologerne reagerede forskelligt på krigskatastrofen. En protestantisk teolog som Emanuel Hirsch, der senere blev medlem af nazi-partiet, så det tyske tab af krigen som den største katastrofe.
”Men for mange kritiske yngre teologer faldt hele denne tro på Gud som motoren for den menneskelige fremgang fuldstændig sammen under krigen,” siger Georg Pfleiderer og nævner Paul Tillich, Friedrich Gogarten, Rudolf Bultmann og ikke mindst schweiziske Karl Barth som den nye generations teologiske spydspidser.
”Krigen havde afdækket menneskets ondskab, og blandt andre Barth vendte sig til reformatoren Martin Luthers tanker om menneskets grundlæggende ondskab,” siger han.
For Karl Barth, den mest fremtrædende protestantiske teolog i sin generation, som for mange jævnaldrende teologer, forfattere, kunstnere og filosoffer hørte det 19. århundredes syntese mellem kultur, moral og religion nu fortiden til.
Det store spørgsmål for Barth blev, hvordan man grundlæggende kan bedrive teologi, fordi han allerede ved krigsudbruddet oplevede sine liberal-teologiske læreres tilslutning til krigsførelsen, fortæller Christine Svinth-Værge Põder, som er lektor i teologi ved Københavns Universitet og blandt andet beskæftiger sig med Karl Barths teologi.
”Hans læreres begejstring afspejlede ud over den almindelige krigstilslutning blandt andet en kulturbegejstring, hvor Tyskland blev opfattet som kulturelt overlegen. For Karl Barth at se mistede deres teologi, som han opfattede som forudsætningen for deres beslutning, dermed sin troværdighed,” siger hun.
På skuldrene af Luther indledte Karl Barth et opgør med tidens toneangivende teologi og blev en af hovedtænkerne bag en ny teologi kendt som dialektisk teologi. Denne teologi hævder, at Gud er det helt andet, menneskets absolutte modsætning, og at Gud derfor ikke kan findes i menneskelige følelser eller oplevelser, religion eller kultur.
Opgøret foretog han ikke med et polemisk lejlighedsskrift, men med en bibelkommentar, ”Der Römerbrief” (Romerbrevet), fra 1922, som blev et gennembrud for den dialektiske teologi. I kommentaren tog han udgangspunkt i den ”uendelige kvalitative forskel mellem tid og evighed” og præsenterede et radikaliseret syndsbegreb, som var temmelig stærk kost for samtidens humanistiske teologer – det er egentlig ikke Gud, der er på afstand af mennesket, men omvendt, fastslog han.
”Hans Romerbrevs-kommentar kommer til at virke som et frontalangreb på samtidens toneangivende og optimistiske teologi. Det kan virke pessimistisk, men hans ærinde er i første omgang at afmontere fastgroede teologiske forestillinger,” siger Christine Svinth-Værge Põder og tilføjer, at Barth i sin senere teologi mere omfattende udfolder den opfattelse, at Gud ikke er fuldstændigt skjult, men åbenbarer sig for mennesker i Jesus Kristus.
Dette var ikke en fuldkommen ny tanke, tilføjer Christine Svinth-Værge Põder.
”Men den menneskelige katastrofe gjorde menneskeheden i stand til at genopdage den,” siger hun.
Både Barth, Rudolf Bultmann og Paul Tillich bidrog til et markant skifte mod en mere eksistentiel teologi, der var inspireret af blandt andre den danske filosof Søren Kierkegaard, fortæller Georg Pfleiderer. Denne teologi forsøgte at finde svar i den kristne åbenbaring på de menneskelige eksistens-problemer, som var fremkaldt af krigens rædsler og tabet af normer og moral og tydeliggjort af tidens eksistens-filosofiske analyser.
Den dialektiske teologi var imidlertid ikke den eneste betydelige strømning i mellemkrigstiden. En anden hovedstrømning var Luther-renæssancen, som blandt andet tog sin begyndelse med teologen Karl Holls Luther-tolkning. Karl Holl var optaget af det moralske sammenbrud efter krigen, og ved hjælp af Luther gjorde han op med tidens eudaimonisme, det vil sige den opfattelse, at menneskets mål var lykke og efter døden evig salighed.
”Holl forstod derimod frelse som etisk fuldkommenhed og mente, at vished om Gud for den kristne medførte en vished om at handle som Guds værktøj – uden hensigter om løn eller frygt for straf. Det var i Holls øjne det, der var brug for i et Tyskland præget af sammenbrud,” siger Christine Svinth-Værge Põder.
Mest markant var dog stadig den dialektiske teologi, hvis repræsentanter tog kampen op med nazisterne efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Den dialektiske teologis skepsis over for enhver form for idealisme og dyrkelse af mennesket var medvirkende til, at de fremtrædende teologer – reformerte og lutheranere – gik sammen mod de nazistiske Tyske Kristne. I 1934 stiftede de Bekendelseskirken og udsendte Barmenerklæringen, der uden at nævne Hitler og nazismen ved navn tog klart afstand fra regimets misbrug af evangeliet, politisering af kirken og dyrkelse af enhver anden herre end Jesus Kristus.
Men 1930’ernes kirkekamp i Tyskland er for længst historie. Så spiller den dialektiske teologi stadig nogen rolle?
Ja, mener lektor Christine Svinth-Værge Põder. Hun påpeger, at Tidehverv, en af de vigtigste strømninger i dansk kirkeliv i det 20. århundrede, var stærkt inspireret af dialektisk teologi. Ligesom Barth gjorde op med tidens liberalteologi, gjorde Tidehverv op med de danske vækkelsesbevægelsers hævdelse af, at kristendommen krævede en særlig moralsk og kristen livsførelse.
”Men ellers har Barth i en periode i dansk sammenhæng mest været en, man gjorde op med,” siger hun og påpeger, at teologen K.E. Løgstrup for eksempel i sin tidlige teologi var præget af dialektisk teologi, men senere skrev sig op imod den.
Det samme gælder teologen Regin Prenter. Men senere fik Barth-forskningen en mindre renæssance fra 1980’erne og frem. Den dialektiske teologi har ikke mindst haft en vigtig teologisk virkningshistorie i det 20. århundrede.
”Rigtig meget nyere teologi forudsætter den dialektiske teologi og indeholder pointer om Gud og menneske, tro og erfaring fra den dialektiske teologi i transformeret form. Så dialektisk teologi er teologihistorisk ikke til at komme uden om,” siger hun.
Selvom Barths teologi først var meget pessimistisk, udfoldede han siden en teologi, som fokuserede på Guds nåde, var ikke-moralsk og betonede, at det ikke kræver en særlig religiøs evne at være kristen, fortæller den tyske professor Georg Pfleiderer.
“Denne teologi er stadig relevant, idet den i meget stor udstrækning passer til det moderne sekulære samfund. Hans teologi er også forenelig med nutidens religiøse pluralisme, idet Barth understreger, at religiøs sandhed kun eksisterer inden for troen og ikke kan bevises af fornuften eller en bestemt religiøs oplevelse,” siger han.