Hvis man presser på med at fylde en masse boglig lærdom på børn, der ikke har evner eller interesse for det, risikerer man at skabe en mennesketype præget af anti-intellektualisme, had til fornuft og selvhad.
Borgerne skal deltage i fællesskabet i de funktioner, de virkelig har evner for, og ikke, hvad de tilfældigvis er blevet socialiseret til. Og for både borgere og politikere gælder det, at bevidstheden om fællesskabet skal være til stede i alt det, man gør. Man handler ikke for egen vindings skyld, men med henblik på den helhed, man er en del af.
Disse betragtninger kunne måske lyde som kritiske kommentarer til præstationspædagogik, populisme, pamperi og lignende nutidige dårskaber. Men de er uddraget fra en tekst, som blev skrevet i det antikke Grækenland for omkring 2400 år siden. En af de helt store bøger i verdensfilosofien. En bog, som mange har hørt eller læst om, men kun få har læst i sin helhed: Platons ”Staten”.
Gennem århundrederne har mange filosoffer, pædagoger, statsteoretikere og andre kloge hoveder beskæftiget sig med ”Staten”, men faktisk har der siden Anden Verdenskrig ikke været arbejdet så meget med Platons politiske filosofi. Dette kan hænge sammen med, at den græske filosofs demokratiskepsis og tanker om den ideelle stats indretning i kølvandet på et århundrede præget af kommunisme, fascisme og nazisme er blevet udlagt som totalitære.
Men nu er tiden inde til en tolkning af ”Staten”, der harmonerer med det 21. århundrede, mener Anne-Marie Eggert Olsen, lektor i pædagogisk filosofi ved DPU Aarhus Universitet. Hun har kendt til ”Staten”, siden hun for 40 år siden læste sit første uddrag som klassisksproglig gymnasieelev, og har siden skrevet både speciale, ph.d.-afhandling og doktordisputats ud fra Platon-tekster. Disputatsen, som hun forsvarede i går, handler om Platons politiske filosofi i ”Staten” og er lige udkommet i bogform med titlen ”At forandre verden”. Forfatteren karakteriserer selv denne bog som sit livsværk og ”Staten” som et mesterværk.
”’Staten’ er en type bog, som kunne optræde i ’Harry Potter’. Det er, som om den er levende. Hver gang man læser i den, står der ikke helt det samme som sidst. Bogen kan læses på utrolig mange måder, og jeg mener, at hver epoke bør have sin læsning og tolkning af den,” siger Anne-Marie Eggert Olsen.
En af de linjer, som ofte bliver brugt til at opsummere indholdet af ”Staten”, lyder: ”Filosofferne skal til magten”. Dette er ofte blevet udlagt som en elitær kritik af folkestyret, et budskab om, at de få skal regere over de mange. Men Anne-Marie Eggert Olsen argumenterer for, at budskabet er, at politisk styre skal tilrettelægges, så man sikrer, at fornuften og hensynet til det almene vel er med i beslutningerne, uanset styreform.
”Platon kritiserer demokratiet, men han kritiserer også alle andre styreformer. At demokratikritik fylder en del, hænger utvivlsomt sammen med, at det var den herskende styreform i Athen i hans levetid. Men det er vigtigt at se ’Staten’ som en nuanceret filosofisk undersøgelse og ikke en partipolitisk programerklæring,” forklarer hun.
Traditionelt ser man Platons vision om den gode stat som et idealistisk projekt, men i sin læsning af værket har Anne-Marie Eggert Olsen trukket på senere tiders kritiske teori formuleret af blandt andre Max Horkheimer, Theodor Adorno og Karl Marx. Den oldgræske bystat er naturligvis et helt andet samfund end dét, de tre beskriver og kritiserer, men ikke desto mindre mener hun, at ”Staten” kan ses som filosofihistoriens første samfundskritiske projekt.
”Den pointe, som jeg synes er vigtigst at føre frem, er, at Platon ser mennesket som et samfundsskabt væsen. Han siger ikke, det er sådan, det bør være, men at det er sådan, det ser ud til at være. Men hvis samfundet skaber mennesket, og mennesket skaber samfundet og påtager sig at styre det, og vi på den måde er vores eget produkt, hvordan kan vi så ændre på noget? Hvordan undgår vi, at vi bare kører rundt i ’plejer’?”.
Som i megen vis filosofi er de begavede spørgsmål lettere at finde frem end de skråsikre svar. Men læsningen af ”Staten” lægger op til, at vejen til at forandre staten og verden til det bedre ligger i at bruge så meget fornuft som muligt i magtudøvelsen og i så tidligt som muligt at opdrage og danne det enkelte individ til ikke kun at tænke på sig selv, men også tage hensyn til fællesskabet. At kunne udvise myndighed, ansvarlighed og selvkontrol.
I efterkrigstiden har der været lige lovlig meget fokus på individets ubegrænsede frihed som en reaktion på 1930’ernes massesamfund. Men som Platon også påpeger, er størstedelen af al vores individualitet pseudo, når det kommer til stykket, og vi bruger alle sammen vores frihed til at ride med på den ene eller anden modebølge. Og jo mere fokus vi har rettet mod individidet, jo større er problemerne blevet med overhovedet at have et fællesskab og en fællesskabsfølelse. Derfor er det igen blevet aktuelt at diskutere opdragelse til fællesskab i en tid, hvor det er lige før, vi er nødt til at sætte empati på skoleskemaet. Her kan Platons analyse bruges til meget. Der er ingen grund til, at vi i nutiden skal være dummere end Platon,” siger Anne-Marie Eggert Olsen.
Platon satiriserer nemlig elegant over det demokratiske menneske, som svinger rundt i evige kursskifter. Det ene øjeblik vægtes personlig frihed, det næste den store masse, det ene øjeblik asketisk levevis, det næste bordets glæder. Det bliver som en tv-sendeflade, der skifter direkte fra et motionsprogram til ”Den store bagedyst”. Og menneskene er hver især optaget af at forfølge egne personlige mål og tjene penge til sig selv. Når samfundet ikke bryder sammen i al denne egeninteresse, skyldes det ikke menneskelig godhed, men nogle normer om ikke anstændighedsmæssigt at skille sig alt for meget ud som en Simon Spies eller Stein Bagger.
Naturligvis skriver Platon ikke om tv eller skandaleramte danske millionærer fra det 20. århundrede, men hans betragtninger om, hvordan samfundet bliver, hvis man ikke fra første færd opdrager borgerne til at virke for fællesskabet, kan overføres hertil, argumenterer Anne-Marie Eggert Olsen.
”Platon mener, at politik hviler på pædagogik, og at vi slet ikke kan begynde for tidligt med at opdrage børn til fællesskab og solidaritet. Allerede før fødslen anbefaler han, at den gravide kvinde bevæger sig meget, og efter fødslen bør barnet blive båret rundt. For liv er bevægelse. Og alt, hvad vi gør med og for barnet, skal vi overveje nøje, fordi det får betydning,” forklarer lektoren, som påpeger, at da den schweizisk-franske filosof Jean-Jacques Rousseau i 1762 udgav værket ”Emile”, som revolutionerede synet på børneopdragelse, refererede han i indledningen til ”Staten” som sin inspirationskilde.
Selvom fokus er på opdragelse og dannelse i en grad, så det står klart, at undervisningsministerposten er statens klart vigtigste, så rummer Platons værk samtidig en tilbageholdenhed over for formynderi, uddannelses- og arbejdstvang, som Anne-Marie Eggert Olsen mener, at nutiden kunne lære meget af:
”Vi lever i en tid, hvor ældre får at vide, de skal blive længere på arbejdsmarkedet, og samtidig skal unge blive hurtigere færdige med at uddanne sig. Alle skal lære i samme tempo. I børnehaven skal man leve op til at kunne blive erklæret skoleparat, og selv i vuggestuen er der læringsmål, den enkelte skal opfylde. Mange af disse mål nøjes man med at lade børnene tilegne sig i det ydre som ren udenadslære. Over for dette er det værd at bemærke, at Rousseau sagde ’spild tiden’, og at Platon gav det råd at tage sig god tid med den enkelte elev og indse, at evner og lyst hænger sammen.”