Det 20. århundredes vigtigste morallærer

Gandhis radikale krav om ikke-vold og næstekærlighed havde rod i både hinduismen og kristendommen

På væggen i sit kontor i Johannesburg i Sydafrika, hvor Mahatma Gandhi boede og arbejdede som advokat i 21 år, var der tre billeder på væggene: Jesus, Lev Tolstoj og Annie Besant, der tilhørte Det Teosofiske Selskab i London, en nyåndelig bevægelse.

Gandhi var hindu, og den ene af hans store inspirationskilder var hinduernes hellige tekst Bhagavad Gita. Men den anden store inspirationskilde var Bjergprædikenen og Kristi ord til disciplene om, at fattigdom, lidelse og forfølgelse ikke er prøvelser, de skal beklage sig over:

”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.”

Mere præcist kan Gandhis livsanskuelse næppe beskrives. Kernen i hans livsanskuelse var et radikalt kærlighedsbud.

”Gandhi troede på selvopofrelse som et moralsk krav, ligesom Kristus ofrede sig på korset af kærlighed til menneskene. Han var formentlig det 20. århundredes vigtigste morallærer,” siger Vinit Haksar, æresdoktor i moral, etik og politisk filosofi ved universitetet i Edinburgh.

Selvopofrelsen kom for eksempel til udtryk i de sultestrejker, som var en af Gandhis metoder i kampen for Indiens selvstændighed fra det britiske kolonistyre. Hans ”Satyagraha” eller søgen efter sandheden hviler på en næstekærlighed, som han udviklede til en kampform, blandt andet da de første demonstrationer mod koloniherrerne endte i blodbad, som for eksempel Amritsar-massakren, der kostede flere hundrede mennesker livet i 1919.

”Jeg opdagede under demonstrationerne, at man ikke kan søge sandheden ved at tvinge den ned over hovedet på sin modstander, men at fejltagelsen kun kan bekæmpes med tålmodighed og sympati. Og tålmodighed indebærer lidelse. Det vil sige, at når man hævder sandheden, indebærer det lidelse ikke for modstanderen, men for én selv,” skrev Gandhi i 1920.

Her er han tydeligt inspireret af det tredje portræt på væggen i Johannesburg. Lev Tolstoj var en af sin generations mest indflydelsesrige pacifister og en stærk fortaler for ikke-vold med sit krav om ikke at sætte sig op mod det onde og ikke gøre modstand mod den, der fornærmer.

Et af de fællesskaber, som Gandhi opbyggede i Sydafrika med flere af sine tilhængere og medarbejdere, fik navnet Tolstoj-farmen, og her udviklede han den strenge asketiske levevis og frigørelsen fra materielle behov, der var et andet udtryk for hans livsanskuelse.

”Gandhi var en stor beundrer af Tolstoj, som han korresponderede med lige omkring århundredeskiftet. Den russiske forfatter leverede den ideologi, som Gandhi udviklede til en metode til at bekæmpe uretfærdighed i verden med civil ulydighed i stedet for voldelig kamp. Men han var også inspireret af den amerikanske pacifist Henry David Thoreau, som i 1849 offentliggjorde et essay om civil ulydighed mod regeringer, der handler uetisk,” påpeger Vinit Haksar.

Trods interessen for kristendommen forblev Gandhi hindu.

”Men dybest set mente han, at ingen religion besidder den endegyldige sandhed eller visdom. Og at enhver har pligt til at søge sandheden i sin egen tro. Det er den kristnes pligt at blive en bedre kristen, muslimens at blive en bedre muslim. Og det bliver man blandt andet, mente han, ved at lytte til det åndelige budskab i andre religioner,” siger Vinit Haksar.