Den 25. juli 1967 rejste den rumænsk-fødte, jødiske digter Paul Celan til den tyske skov Schwarzwald. Dér havde filosoffen Martin Heidegger bygget sin egen hytte, så han i ro og mag kunne tænke, skrive og læse. Han mente, at filosofiens nødvendige sol stod i zenit, når den vilde snestorm rasede i skoven, dækkede alting til og forsøgte at blæse træhytten i småstykker, og dette mytologiske sted ville han meget gerne vise Paul Celan.
Så Celan drog af sted for at møde den store filosof, men havde ganske andre idéer om, hvorfor de skulle ses. Celan var som nævnt jøde, født i 1920. Han havde tilbragt flere af årene under Anden Verdenskrig i arbejdslejr, og begge hans forældre mistede livet i koncentrationslejre. På det tidspunkt var det offentligt kendt, at Heidegger havde været medlem af det tyske nazistparti fra de tidlige 1930'ere indtil krigens slutning, og Celan troede, at han skulle til Schwarzwald, fordi Heidegger ville give ham en undskyldning, eller at Celan i det mindste ville få en forklaring på, hvordan Heidegger kunne tage så grueligt fejl.
Det skete dog ikke. Celan fik lov til at gå en tur i skoven med den store filosof, og det var tilsyneladende alt, hvad han fik. Chaufføren fra dengang skal efter sigende have berettet om ”kvælende stilhed” blandt de to, da han kørte dem tilbage.
Heidegger så tilsyneladende ikke nogen grund til at sige undskyld, og derved blev det. Celan druknede sig selv i Seinen ved dens gennemløb i Paris i 1970, men i hans lejlighed fandt man dog et gennemnoteret eksemplar af Heideggers hovedværk ”Væren og tid”.
Beretningen om mødet mellem de to åndspersoner er atter blevet relevant, fordi spørgsmålet om Heideggers forhold til nazismen igen fylder de store tyske avisers kultursektioner, efter at hans notesbøger som en del af den videnskabelige udgivelse af hans samlede værker, den såkaldte Gesamtsausgabe, er udkommet. De bliver kaldt ”schwarze Hefte” (sorte hæfter) efter farven på deres oprindelige omslag, og de dækker Heideggers personlige skriblerier fra 1931 frem til hans død. Det er de første fire bind, der dækker perioden fra 1931 til 1948, der er blevet udgivet, og som endnu en gang har sat gang i den gamle diskussion. Spørgsmålet er, om vi er vidner til en nedbrydelse af filosofi-ikonet Heidegger - den formentlig vigtigste og største filosof, det 20. århundrede frembragte - for åbent tæppe, eller om der blot er tale om en nødvendig og afmålt korrektur til vores forståelse af Heideggers liv og levned, der ikke har stort med hans filosofiske arv at skaffe.
Heidegger-affæren begynder i 1933 og står stadig på. Det handler om rektorater i nazitiden, om, hvem der ejer filosofien, om magtspil og samvittighed i dag - og om filosofiens fremtid. Det ligner en fejltagelsesfuga, et ord, som filosoffen Peter Trawney har kanoniseret i sin bog om affæren i en kløgtig henvisning til netop jødiske Paul Celan, idet hans mest berømte digt hedder ”Todesfuga”, dødsfuga, og handler om koncentrationslejrens gru:
”Døden er en mester fra Tyskland/ vi drikker dig om aftenen og om morgenen vi drikker og drikker/ Døden er en mester fra Tyskland blåt er hans øje.”
Hvis Heidegger-affæren er en fejltagelsesfuga om mestertænkeren, begyndte den den 21. april 1933, da Martin Heidegger blev udnævnt til rektor ved universitetet i Freiburg. En god uge senere meldte han sig ind i nazistpartiet. Han trådte tilbage fra sin stilling som rektor året efter, i 1934, men forblev medlem af partiet indtil 1945, og intet tyder på, at han trådte tilbage som følge af uoverensstemmelser med den nazistiske ideologi.
De fleste historikere er enige om, at han trådte tilbage, fordi han følte, at han spildte sin tid på administration, og faktisk afslører de sorte hæfter, at Heidegger blandt andet mente, at Hitler ikke var radikal nok. Til gengæld er der ingen tvivl om, at nazisterne endte med at forhindre ham i at publicere bøger og artikler, og efter krigen udtalte Heidegger sig privat et antal gange angående nazitiden og kaldte ifølge den danske filosof Søren Gosvig Olesen sin tid som medlem for en ”fejltagelse”, men aldrig offentligt. Til gengæld skrev han det, således også til Gosvig Olesen, blandt andet til filosoffen Herbert Marcuse, sagde det til journalisten Frédéric de Towarnicki og skrev det endda også i et skrift om sin rektoratstid, der blev udgivet i 1983.
Disse ting har længe været vidst, og i mange år har Heideggers arv levet trygt og roligt videre. Filosofistuderende og forskere verden over har læst ham, taget hans metafysik- og teknik-kritik alvorligt uden hensyn til hans politiske ubehageligheder, og han har solidt indtaget pladsen som kontinentalfilosofiens største repræsentant fra det 20. århundrede. Spørgsmålet er, om vi nu er vidner til en radikal ændring i Vestens nyere idéhistorie.
Skæringspunktet hedder 21. marts 2014. På denne dato udkom de første bøger af bemeldte ”sorte hæfter”. De har aldrig været kendt i offentligheden før, fordi Martin Heidegger holdt hæfterne godt gemt væk og beordrede sine arvinger til ikke at udgive disse tænkningsdagbøger, før alt andet i en samlet værkudgivelse var blevet offentliggjort. Dertil kom man så altså i marts sidste år, og så var, som Heidegger med profetisk klarhed selv skal have sagt det, katten ude af sækken.
Måske tænkte han ligefrem, som den tyske journalist Tomas Assheuer har foreslået det i Die Zeit, at de sorte hæfter skulle være slut- og nøglestenen i indgangsbuen til hans filosofiske katedral.
Hvis det er tilfældet, ser det ikke godt ud for Heideggers filosofiske arv, for de sorte hæfter er virkelig fyldt med antisemitiske udsagn. Den mest omtalte passage kunne være denne: ”Verdensjødedommen, der opildnes af de emigranter, der er blevet lukket ud af Tyskland, er ubegribelig, og den behøver trods al sin magtudfoldelse ingen steder at deltage i krigeriske handlinger, hvorimod vi ikke har andet valg end at ofre det bedste blod fra vort eget folks bedste mænd.”
Det fik kulturredaktøren ved Frankfurter Allgemeine Zeitung, Jürgen Kaube, til at konkludere, at hvor vi før vidste, at Heidegger var nationalsocialist, ved vi nu, at han også var antisemit.
Således gik debatten sin gang, men der skulle gå et lille år, før udgivelsen af de sorte hæfter begyndte at få det, man kunne kalde akademiske konsekvenser. Efter en månedlang debat besluttede Heidegger-eksperten og Freiburg-professoren Günter Figal nemlig at træde tilbage fra sin stilling som formand for det tyske Martin Heidegger-selskab. Han havde i årevis forsvaret Heidegger, men udgivelsen af de sorte hæfter blev for meget.
”Jeg kan og vil ikke længere forsvare Heidegger,” sagde Günter Figal i tysk radio den 15. januar i år og uddybede:
”Som formand for et selskab, hvis navn også er Heideggers, bliver man jo på en måde repræsentant for denne person, og det vil jeg ikke efter at have læst de sorte hæfter, særligt på grund af de antisemitiske passager. Disse ytringer har ikke bare chokeret mig, men også overbevist mig om, at det virker for svært at repræsentere den slags.”
Yderligere forklarede han, hvordan han nu mener, at det er på tide grundigt at forske i sammenhængen mellem Heideggers filosofi og hans nazistiske fortid, fordi de sorte hæfter viser, at Heideggers forhold til nationalsocialismen var langt mere intimt, end forskningen hidtil har troet.
Det kan forekomme ret bemærkelsesværdigt, at disse ting kan komme som et chok for en af verdens førende Heidegger-forskere, men det har sin helt særlige forklaring. Heideggers arvinger sidder nemlig suverænt på rettighederne til tusindvis af manuskriptsider, som Heidegger aldrig udgav. Arvingerne bestemmer egenhændigt, hvem der må se og læse manuskripterne, og dermed er store dele af Heideggers efterladte papirer ikke tilgængelige for offentligheden.
Men det har skullet blive værre for Heidegger-forskningen, for den nyeste udvikling i affæren er, at universitetet i Freiburg, hvor Heidegger altså var rektor, i marts annoncerede, at man vil nedlægge det såkaldte Heidegger-professorat til fordel for et juniorprofessorat i angelsaksisk sprogfilosofi. Universitetet i Freiburg har længe været kendt som et kraftcenter i studiet af både Heidegger og hans læremester Edmund Husserl, der var professor ved universitetet fra 1916 til 1928.
Til gengæld har den annoncerede nedlæggelse af Heidegger-professoratet også fået den konsekvens, at der verden over viser sig en bølge, der tiltagende i kraft støtter Heideggers arv og kræver Freiburg-professoratet bevaret.
Indtil videre har over 3000 mennesker skrevet under på en onlineprotest for at lægge pres på universitetet. Den tæller talrige intellektuelle, og flere af filosofiens meget store navne, blandt andre Jean-Luc Nancy, Judith Butler og Rüdiger Safranski, mens Bonn-filosoffen Markus Gabriel i Süddeutsche Zeitung har skrevet, at det ikke så meget er Heideggers tidstypiske udfald, der er farlige, som det er tysk filosofi og i særdeleshed universitetet i Freiburg, der gør en ”selvmorderisk gerning” ved at afbryde Heidegger-forskningen og nedlægge professoratet.
Og den nuværende Heidegger-professor i Freiburg? Ingen andre end samme Günter Figal, der altså ikke længere vil forsvare Heidegger, og hvis stilling inden længe nedlægges, når han går på pension.