Patriark af Konstantinopel: Det, der forener os, er større end det, der skiller os

Homoseksuelle vielser og kvindelige præster deler kirkerne, siger patriark Bartholomæus af Konstantinopel, der er åndeligt overhoved for 300 millioner ortodokse kristne, om det svære forhold mellem kristne globalt

Patriark af Konstantinopel Bartholomæus I er mest kendt for sin strid med den russisk-ortodokse kirke. Den opstod, efter at han som den første blandt ligemænd i kredsen af ortodokse patriarker accepterede en selvbestemmende ukrainsk-ortodoks kirke i modstrid med russernes ønske. – Foto: Nikolaos Manginas/AP/Ritzau Scanpix.
Patriark af Konstantinopel Bartholomæus I er mest kendt for sin strid med den russisk-ortodokse kirke. Den opstod, efter at han som den første blandt ligemænd i kredsen af ortodokse patriarker accepterede en selvbestemmende ukrainsk-ortodoks kirke i modstrid med russernes ønske. – Foto: Nikolaos Manginas/AP/Ritzau Scanpix.

Den moderne bevægelse mod bedre forhold mellem kirkerne begyndte for over 100 år siden. Fra begyndelsen var de ortodokse kirker meget engagerede. I mellemtiden er samarbejde blevet omstridt blandt ortodokse kristne. Nogle afviser bøn med andre kristne konfessioner. Hvorfor er der så meget modstand?

I den ortodokse verden er der i dag forskellige grupper, som udtrykker en ekstremt anti-økumenisk ånd og kalder det økumeniske (det mellemkirkelige, red) for kætteri. De ortodokse kirkers hellige koncil på Kreta i 2016, som var den seneste store ortodokse forsamling, fordømte alle dem, der ødelægger båndene mellem den ortodokse kirke og resten af den kristne verden, samtidig med at de foregiver at forsvare den sande kristendom.

Der er kun en vej frem. Det er vejen mod enhed gennem ærlig dialog. Jeg ser det sådan, at det ikke er åbenhed og dialog, der truer kirken som vidne om sandheden, men lukkethed og indadvendthed. Målet med dialogen mellem kirker blev også defineret af koncilet på Kreta i 2016 som ”den ultimative genoprettelse af enhed i sand tro og kærlighed”.

Den ortodokse kirke har gennem sin deltagelse i økumenisk samtale aldrig accepteret noget kompromis i trosspørgsmål. Enhed baseret på sandhed er og bliver målet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Med indførelsen af homoseksuelle vielser og kvindelige præster i flere kirker er afstanden vokset mellem protestantiske kirker og andre kirker som den ortodokse og den katolske. Hvordan kommer vi tættere på hinanden igen?

Det er et svært spørgsmål. Vi er bekymrede over udviklingen, der er resultatet af sociale udviklinger og af en opfattelse af individuelle rettigheder, som breder sig i vor tid. Nogle kirkers praksis skaber også splittelse inden for egne rækker, som det ses hos for eksempel anglikanere og lutheranere. Det er et faktum, at uenigheder om menneske- og moralsyn skaber nye vanskeligheder i forholdet mellem kirker. Men hvad der er accepteret fra et sociologisk, psykologisk eller antropologisk synspunkt, bliver ikke automatisk acceptabelt og normativt for kirken. Kirken har sit eget menneskesyn. Sandheden er kriteriet i kirkens liv. Som det siges teologisk, er ”mennesket i kristendommen ikke et eksperiment. Det er defineret af sin oprindelse og sin destination.”

Den universelle kristenhed befinder sig i dag mellem 500-året for Reformationen og 1700-året for det historiske kirkemøde i Nikæa. Hvor er den økumeniske dialog i dag?

2020 var 100-året for den historiske encyklika om de kristnes enhed fra patriarkatet i Konstantinopel. Denne tekst er med rette blevet kaldt den økumeniske bevægelses grundlæggende erklæring. På basis af denne og i samarbejde med de protestantiske kirker blev Kirkernes Verdensråd skabt. Det bragte kristne sammen, og de kender i dag hinanden bedre og udfører næstekærlige og solidariske handlinger sammen.

Ved markeringen af 500-året for den lutherske reformation i 2017 deltog patriarkatet i Konstantinopel i en række arrangementer. I min tale i Tübingen i Tyskland, hvor jeg modtog en teologisk doktortitel fra universitetets protestantiske fakultet, sagde jeg, at den bedste måde at fejre jubilæet på var at fortsætte den teologiske dialog og livets dialog med alvor og oprigtighed. Jeg gjorde også opmærksom på, at den ære, der tilfaldt min person, retteligt tilkom patriarkatet i Konstantinopel, der mindre end tre årtier efter Martin Luthers død var involveret i dialog med hans bevægelse gennnem teologerne i Tübingen. Af særlig betydning er det også, at den officielle dialog mellem Det Lutherske Verdensforbund og hele den ortodokse kirke begyndte i 1981. I år fejrer vi 40-årsjubilæet for denne vigtige dialog.

De har talt for et stort møde mellem kirkerne i Nikæa i 2025, hvor det er 1700 år siden, man holdt det kirkemøde, der førte til den nikæanske trosbekendelse. Er det stadig en mulighed?

1700-årsjubilæet kan tjene de kristne kirker som anledning til at reflektere over deres rejse, over deres fejltrin i fortid og nutid, og til at sætte en mere beslutsom økumenisk kurs. Det første økumeniske koncil i Nikæa i 325 er et symbol og et vendepunkt i kristendommens historie. Ikke bare fordi mødet formulerede trosbekendelsen, men også fordi man formulerede 20 kirkelove. ”Juridisk økumeni” er et overset aspekt af den teologiske dialog.

1700-årsfødselsdagen er et kald til alle kristne om at tænke over, at det, der forener os, er større end det, der holder os adskilt. Kristnes enhed og fælles tilgang til moderne problemer er ikke bare en timelig fordring, men en befaling fra kirkens grundlægger. De store jubilæer minder os om denne sandhed. Derfor må vi ære begivenheden på en anden måde, hvis ikke omstændighederne tillader det foreslåede møde mellem kristne i Nikæa i det nuværende Tyrkiet.

De har etableret et meget tæt forhold til pave Frans. Hvad er årsagerne til den relation?

Da pave Frans blev valgt, besluttede jeg at deltage i hans indsættelsesceremoni i Vatikanet. Fra da af har vi været forbundet med broderlige bånd. Vi har mødt hinanden omkring ti gange. Vi har fælles interesser, fælles fornemmelse for sociale spørgsmål såsom beskyttelse af medmennesker, der er i nød, fattige, flygtninge, fremme af fred og forsoning, tværreligiøs dialog, håndtering af religiøs fundamentalisme, klima og miljø og så videre.

Selvfølgelig er rejsen mod enhed, fremskridt i den teologiske dialog, afgørende for vores relation. Vi mødtes i Jerusalem i 2014 for at mindes det historiske møde 50 år tidligere i 1964 mellem vores forgængere, patriark af Konstantinopel Athenagoras og pave Paul VI. Den gensidige tillid mellem os og den fælles vilje til at overvinde forhindringer og til at nå en hurtigere vej mod enhed er værdifulde i udviklingen af bedre relationer mellem vores kirker. Også her gælder natuligvis de kristne principper: Mennesket kæmper, Gud velsigner og perfektionerer den menneskelige indsats. Fremtiden – herunder kampen for enhed – er i Guds hænder.

I Deres eget land, Tyrkiet, er spændingerne vokset de seneste år. Er omdannelsen af Hagia Sophia til en moské en trussel mod et pluralistisk tyrkisk samfund? Og hvad ønsker De fra den tyrkiske regerings side i den nærmeste fremtid?

I de første årtier af det 21. århundrede har Tyrkiet ændret sig grundlæggende. For ikke-muslimer har der været en positiv udvikling på mange områder. Men en kilde til konstant bekymring for det økumeniske patriarkat er, om vi kan få genåbnet præsteseminariet i Halki, som har været lukket siden 1971. Vi beder ikke vores regering om andre rettigheder, end hvad andre borgere i landet nyder godt af.

Vi er kede af, at kirken Hagia Sophia er blevet til en moské. At bygningen fungerede som moské fra 1453 til 1934, ændrer ikke på, at den blev bygget som kirke, og at det var den vigtigste kirke i verden gennem 900 år. Vi mener, at beslutningen om at lave en moské ud af dette monument sendte den forkerte besked til verden om betydningen af og muligheden for fred og samarbejde mellem religioner. I stedet for at Hagia Sophia betragtes som symbol på, at de osmanniske tyrkere erobrede byen, kunne den blive til et symbol på fredelig sameksistens mellem forskellige traditioner. Det samme gælder for omdannelsen af Chora-klostret til moské.

Hvad opfordrer De Europas kirker til at gøre ud over at bede, når det gælder forfølgelsen af kristne i dele af Afrika og Mellemøsten?

Det ortodokse koncil på Kreta i 2016 fordømte forfølgelsen af religiøse samfund, herunder tvangen til at konvertere, ødelæggelsen af Guds huse og af andre religiøse og kulturelle symboler. Vi opfordrede også regeringer i regionen til at beskytte kristne i deres tros vugge.

Vi mener, at religiøs intolerance og vold i Guds navn burde stå i centrum af den tværreligiøse dialog. Religionerne må udvikle det potentiale for fred og broderskab, som ligger i dem. Fred, som de taler om, er ikke bare en indre fred, men handler også om fred og retfærdighed i samfund og i forholdet mellem trossamfund. I dag dømmes religioner i hele verden på deres bidrag til at skabe fred.

Det bliver mindre og mindre acceptabelt, at religioner kan være fanatiske og splittende i stedet for at samle og understøtte freden. Og meget afhænger af, hvad trossamfundene gør. Hvis man vil opnå fred, er det ikke nok med videnskabelige fremskridt, økonomisk udvikling eller digital kommunikation. Vi kristne, der bærer fredens og retfærdighedens budskab, har den højeste pligt til at at vise, at kærlighed til Gud og kærligheden til næsten er en uadskillelig enhed. Troen på Kristus inspirerer os til at finde løsninger, hvor det kan synes nyttesløst og umuligt for mennesker.

Interviewet er foretaget over email.