Prøv avisen
Interview

Filosof: Det er en farlig vildfarelse at gøre menneskerettigheder til noget rent vestligt

Langt op i det 20. århundrede har udviklingen i Vesten heller ikke hindret europæere og amerikanere i – især på behørig afstand i kolonierne – at sætte alle menneskerettigheder til side. Med Guantanamo og Abu Ghraib har vi endda to aktuelle symboler på, ”hvor hurtigt værdien ’menneskeværdighed’ kan trænges i defensiven af værdien ’national sikkerhed’,” som Hans Joas formulerer det. Foto: Ruth Withworth/Demotix

Menneskerettighederne grunder i en årtusindlang og verdensomspændende helliggørelse af mennesket, mener den tyske filosof Hans Joas. I ny bog gør han op med Vestens selvtilfredse forestilling om, at menneskerettighederne kun er tænkelige her

Vesten regnes for at være menneskerettighedernes vugge, men har samtidig perfektioneret slaveri, tortur og kolonialisme i højere grad end de fleste andre civilisationer. I sin bog ”Er menneskerettighederne vestlige?” rokker den tyske filosof Hans Joas ved Vestens selvtilfredse forestilling om, at universelle menneskerettigheder kun er tænkelige her.

I flyet fra sin anden arbejdsplads ved Chicago University har han pådraget sig en forkølelse, men han har alligevel inviteret på te i sit kontor på Humboldt Universitets teologiske institut med en prægtig udsigt over Berlins museumsø.

Her fortæller han, hvordan det ofte stillede spørgsmål, om menneskerettighederne har deres rødder i den jødisk-kristne tradition eller i den europæiske oplysning, nok er typisk, men at det ikke desto mindre er lodret forkert stillet.

Historien om menneskerettighederne begynder et helt andet sted, påpeger den katolske filosofiprofessor, som i årtier har arbejdet sig dybt ind i spørgsmål om menneskelige værdiforestillinger og almene menneskerettigheder – filosofisk, historisk og socialvidenskabeligt.

Før han overhovedet vil tale om sin nye bog ”Er menneskerettighederne vestlige?”, må han præcisere, at der findes mindst tre måder at opfatte begrebet ”menneskerettigheder” på.

”De første tænker på filosofiske eller religiøse former for etik, der går ud fra, at orienteringen mod alle menneskers ve og vel er forankret i for eksempel Bibelen eller den græske filosofi. Andre tænker på institutionaliseringen af grundlæggende rettigheder i nationale grundlove eller retssystemer. En tredje mulighed er at tale om menneskerettigheder som et internationalt sæt af regler, som stater har forpligtet sig til at overholde,” siger Hans Joas med henvisning til FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne fra 1948.

Den første institutionelle forankring af menneskerettigheder er entydigt opstået i USA og Frankrig i det 18. århundrede i forbindelse med den amerikanske uafhængighedserklæring og Den Franske Revolution. I filosofisk eller religiøs forstand er menneskerettigheder derimod ikke et udelukkende vestligt fænomen, pointerer Hans Joas.

I sin bog fokuserer han på den såkaldte ”aksetid” fra det 8. til det 2. århundrede f.Kr., hvor der i Øst som i Vest skete en grundlæggende forandring af menneskets verdens- og selvopfattelse. I den mytiske tidsalder havde det guddommelige været en del af verden, hvormed guderne havde direkte indflydelse på verden og omvendt kunne manipuleres af mennesker.

I ”aksetiden” opstod langsomt en adskillelse mellem det verdslige og det guddommelige, hvormed forestillingen om et hinsides overhovedet opstod. Selvom det guddommelige – som for eksempel ved Platon – kunne udråbes til at være det egentligt sande, opstod der en stærk spænding mellem verden og det transcendentale.

Samtidig opstod der i en lang række kulturer på tværs af verden forestillinger om en ”moralsk universalisme” – altså moralforestillinger, der er gældende for alle mennesker – som både de store filosofiske traditioner og verdensreligionerne siden da har hvilet på.

Det satte ifølge Hans Joas gang i en årtusindelang ”sakralisering” eller helliggørelse af mennesket, hvor alle mennesker betragtes som individer med en universel værdighed – noget helligt i sig selv. Ikke i religiøs forstand, men som en ”kulturel forbindelse af værdier”.

”Mit fokus på denne ’aksetid’ viser, at de universalistiske etiske forestillinger ikke bare er europæiske, men også er opstået i det antikke Kina, i Inden og måske også i Iran,” siger Hans Joas.

”Når man påstår, at menneskerettighederne er vestlige, så skaber man samtidig en direkte sammenhæng mellem den retslige implementering af menneskerettighederne i det 18. århundrede og Europas religiøse og kulturelle traditioner. Her bliver det ofte mere eller mindre direkte påstået, at for eksempel kristendommen i sin kerne altid har indeholdt sådanne idéer, men at det bare har varet lang tid, før det kom til en retslig omsætning af disse idéer,” siger Hans Joas med hovedrysten og henviser til kirkens mange historisk tvivlsomme roller helt frem til Det Tredje Rige.

”I over 1700 år har kristendommen levet side om side med og endda legitimeret en lang række politiske systemer, som absolut ikke havde menneskerettigheder for øje. Hvis spiren til menneskerettighederne allerede ligger i evangeliet, hvorfor har det så varet 1700 år, før de kunne komme til udfoldelse retsligt?”, spørger han retorisk.

”Man behøver altså ikke 2000 års kristendom for at tro på menneskerettighederne. Problemet er, at folk, der tænker sådan, også mener, at menneskerettigheder og demokrati kun kan indføres med vold – eller slet ikke kan indføres – uden for den kristne del af verden.”

I sin bog har Hans Joas reserveret flere kapitler til at vise, hvordan tankerne om universelle menneskerettigheder er blevet diskuteret i den europæiske historie – og misrøgtet i den europæiske kolonialisme, hvor slaveri og tortur blev perfektioneret i markant højere grad, end de fleste andre civilisationer har formået.

I Europa var der kun skuldertræk tilovers for ”ligegyldige stridsmål som kastrering af slaver”, og i USA var der protestantisk vildrede over, hvordan man kunne opfylde buddet om at sprede kristendommen uden i kraft af dåben at gøre slaver til fuldgyldige kristne, som dermed ville have krav på frihed.

Langt op i det 20. århundrede har udviklingen i Vesten heller ikke hindret europæere og amerikanere i – især på behørig afstand i kolonierne – at sætte alle menneskerettigheder til side. Med Guantanamo og Abu Ghraib har vi endda to aktuelle symboler på, ”hvor hurtigt værdien ’menneskeværdighed’ kan trænges i defensiven af værdien ’national sikkerhed’,” som Hans Joas formulerer det.

Derfor er der stadig al mulig grund til en selvkritik af Vestens selvtilfredse attitude. Den forhindrer os nemlig ikke bare i at se vores egne skyggesider, mener Hans Joas.

”Med den holdning mister vi også fornemmelsen for, hvorfor andre ser på Vesten med helt andre øjne, end Vesten ser sig selv,” siger professoren og begiver sig ud i en længere ekskurs om Vestens dobbelte standarder for demokrati og menneskerettigheder i sin Mellemøst-politik siden Anden Verdenskrig.

På den lange bane er han stærkt pessimistisk, hvad demokrati og frihedsrettigheder angår, både for for eksempel Kinas og Ruslands vedkommende, men også for USA og Europa. Det skyldes dog ikke så meget den nuværende flygtningekrise og debatten om asyl, fortæller Hans Joas.

”Vi sammenblander her spørgsmålene om asyl for forfulgte med spørgsmålet om migration. Migration er ikke nogen menneskeret. Alle stater har ret til at regulere indvandringen på sit eget territorium, det bør afstemmes demokratisk,” siger Hans Joas.

Bekymringen ligger mere i det selvtilfredse Vesten, som har en tendens til at glemme, at vi ikke er født til, men faktisk har kæmpet os til universelle rettigheder – og at vi på daglig basis bliver nødt til at kæmpe videre.

”Demokrati, retsstat og menneskerettigheder kan atter bryde sammen. Det ved vi tyskere kun alt for godt.”