Det er ligesom med coronaen: Vi må kun kysse og kramme med vores nærmeste

Den epidemiologiske sunde fornuft, kan i kulturens og politikkens verden ende et sted, vi har forladt og ikke ønsker os tilbage til: En verden, hvor race og etnicitet igen bestemmer, hvem vi er

Det, der gør identitetspolitikken så sprængfarlig, er, at den handler om vores inderste, om de grundlæggende erfaringer, der gør os til dem, vi er, skriver Adam Paulsen.
Det, der gør identitetspolitikken så sprængfarlig, er, at den handler om vores inderste, om de grundlæggende erfaringer, der gør os til dem, vi er, skriver Adam Paulsen. Foto: George Coletrain/Unsplash

Hvad betyder identitetspolitik? Et kvalificeret gæt er, at selv politisk interesserede borgere vil have svært ved at stille noget op med begrebet, i særdeleshed hvis de er vokset op før Murens fald. For den, der har gået i skole i koldkrigsæraen, vil efter al sandsynlighed have lært, at politik handler om partier og ideologier, som kæmper om magten og brydes med hinanden i det offentlige rum. Ifølge denne børnelærdom er identitetspolitik tæt på at være en selvmodsigelse. Den identitet, der er tale om i disse år, er på ingen måde til forhandling og derfor heller ikke noget, der kan diskuteres meningsfuldt i et politisk rum.

Identitet sigter tværtimod til en essens, til et forhold, der vedrører mig eller den gruppe, jeg tilhører, og som bestemmer mit og min gruppes syn på verden. Identitet ligger med andre ord flere lag dybere nede end det politiske. Det er den eksistentielle bagage, vi nu engang bærer rundt på her i verden, og som vi ikke kan slippe af med uden at få ar på sjælen.

Det er det, der gør identitetspolitikken så sprængfarlig. Det handler om vores inderste, om de grundlæggende erfaringer, der gør os til dem, vi er, og det kan der naturligvis ikke forhandles om. Kompromisser er på forhånd udelukkede. Politikkens opgave består først og fremmest i at anerkende de respektive minoriteter og understøtte dem i at udfolde sig uden at møde modstand, det vil sige, uden at de udsættes for holdninger, der kan virke krænkende for den pågældende gruppes identitet. Safe spaces, canceling og trigger warnings er nogle af de redskaber, der kan tages i brug for at sikre dette.

Det kan muligvis lyde både humant og relativt uskyldigt, men prisen er høj. Først og fremmest truer det med at underminere de forestillinger om medborgerskab og solidaritet på tværs af klasser og grupper, som i en menneskealder har været definerende for velfærdsstaten. Spørgsmål om social retfærdighed og økonomisk lighed trænges i baggrunden, mens anerkendelses- og identitetspolitiske dagsordener vinder frem.

Men identitetspolitik rejser også spørgsmål om uddannelse, videnskab, kunst og kultur, som kan vende fuldkommen op og ned på vores måde at leve på.

En type konflikt, vi allerede har set flere eksempler på herhjemme, er den, der gemmer sig under termen kulturel appropriation, og som følger direkte af identitetspolitikkens krav om ikke-indblanding. Kulturel appropriering er det, der sker, når man kommer for tæt på andre, typisk udgrænsede gruppers kulturelle ejendom, som når studerende fra Københavns Universitet som led i deres introforløb klæder sig ud som mexicanere eller andre letgenkendelige nationaliteter, eller når det hvide teenageidol Justin Bieber anlægger dreadlocks. Afgørende er ikke, om approprieringen har en stigmatiserende karakter, eller om den tværtimod fejrer en minoritetsgruppe ved at gå på hugst i dens kulturelle arkiv. I begge tilfælde overskrides en grænse uretmæssigt.

Det er ligesom med coronaen: Vi må kun kysse og kramme med vores nærmeste. Alle andre skal vi holde os på behørig afstand af.

Men hvad der epidemiologisk er sund fornuft, kan i kulturens og politikkens verden ende et sted, vi har forladt og ikke ønsker os tilbage til: I en verden, hvor race og etnicitet igen bestemmer, hvem vi er, og hvem vi må omgås, og hvor empati for andre er begrænset til den gruppe, vi tilhører.

De to aktuelle sager, der omtales andetsteds på siden, viser nogle af dilemmaerne.