80-årige Gudde har fulgt kurser i teologi for lægfolk: Nu hænger det hele sammen for mig

80-årige Gudde Nielsen fra landsbyen Farre i Østjylland har fulgt kurser i teologi for lægfolk, siden hun gik på efterløn for snart 18 år siden. Hun kan slet ikke få nok af det spændende univers, der har åbnet sig for hende

Gudde Nielsen har været særligt glad for at opdage den tyske præst Dietrich Bonhoeffer, som hun har lært om på Teologi for Lægfolk. Hun sammenligner ham med digterpræsten Kaj Munk, som hun altid har været optaget af. –
Gudde Nielsen har været særligt glad for at opdage den tyske præst Dietrich Bonhoeffer, som hun har lært om på Teologi for Lægfolk. Hun sammenligner ham med digterpræsten Kaj Munk, som hun altid har været optaget af. – . Foto: Lars Aarø/Fokus. SKÆfiles/2014/10/20141015210401_3.jpg/20141015210401_3.jpg.

Telefonen vækker hende. Gudde Nielsen, der egentlig hedder Gudrun, uden at nogen kalder hende det af den grund, sover udenfor på terrassen hele sommerperioden – og hun lå lige og drømte lidt om de dejlige dage, hun nu skal deltage i. Gudde Nielsen er nemlig en af de mange kursister på Teologi for Lægfolk, der denne weekend er med til at fejre 50-årsjubilæet – og hun har selv været med en stor del af tiden. Foreløbig 18 år.

”Jeg har altid haft lyst til at læse. Men det fik jeg ikke lov til, for min far var en fattig husmand, så jeg kom ud at arbejde i stedet for. Jeg blev senere gift med en landmand, så der var også meget at gøre i hjemmet, når jeg ikke var på arbejde i forsamlingshuset, hvor jeg var forpagter. Men da jeg gik på efterløn, så skulle det være, og efter først at have snuset lidt til dansk og kunsthistorie mødte jeg en kvinde, der sagde: ’Gudde, du, som er sådan et søgende menneske, du skal da læse teologi for lægfolk’.”

I dag er Gudde Nielsen 80 år og har for længst fået kursusbeviset for det treårige kursusforløb. Nu følger hun kurser på overbygningen. Med masser af forelæsninger og spændende diskussioner.

”Jeg kan jo ikke snakke så meget om religion og tro med mine naboer, men jeg overnatter altid, når jeg er på kursus, og så sidder vi der om aftenen med kage og rødvin og får vendt det hele,” fortæller Gudde Nielsen begejstret.

”Mit liv er simpelthen blevet rigere. Og selvom jeg kunne have problemer med teksterne i begyndelsen, fordi jeg altid har troet, at jeg var ordblind, og slet ikke var vant til at læse så meget og så svære tekster, er det gået over al forventning. Jeg er nemlig slet ikke ordblind, og det har været en kæmpe oplevelse at dykke ned i Bibelen, salmerne og den danske litteratur, der jo også er fyldt med teologiske overvejelser. Det er, som om det hele hænger sammen for mig nu – som om jeg har fået det hele samlet via teologien.”

For nylig var Gudde Nielsen derfor også inde at overvære en doktorafhandling på Aarhus Universitet, der tog seks timer og handlede om kristendommen i H.C. Andersens forfatterskab.

”Første gang, jeg var inde på universitetet, turde jeg næsten ikke trække vejret. Det var så stort for mig, at jeg nu pludselig var indenfor i det univers. Men denne gang havde jeg lyst til at løbe op ad trapperne i auditoriet og så rutsje ned ad gelænderet, fordi jeg var så glad for den verden, der nu har åbnet sig for mig.”

Gudde Nielsen har altid været meget optaget af den danske digterpræst Kaj Munk, ”som jeg ikke synes vi har behandlet ordentligt ved at give ham det eftermæle, han fortjente. Derfor har det optaget mig meget på kurserne at høre om den tyske præst Dietrich Bonhoeffer, som jo nærmest var for tyskerne, hvad Kaj Munk var for danskerne.”

Gudde Nielsen siger, at hun slet ikke kan forestille sig at stoppe, men at hun har lavet en aftale med formanden for Teologi for Lægfolk, Peter Lodberg, og så Vorherre.

”Den dag, hvor jeg ikke kan være med mere, så skal de prikke mig på skulderen. Hvem der kommer først, det ved jeg ikke,” siger hun med et grin og når så lige at fortælle, at hun også lige har meldt sig til efterårets studietur til Armenien.