1. Evighed rummer tiden i sig
Forholdet til evigheden er afgørende for, hvordan mennesket ser sig selv. Uden del i evigheden er man låst til fødselsår og dødsår. Det siger Niels Henrik Gregersen, der er professor i systematisk teologi ved Det Teologiske Fakultet i København, da Kristeligt Dagblad kontakter ham for at diskutere hans nyudgivne bog ”Ind i fællesskabet. En samtidsteologi om gudsriget og det evige liv”.
”Hvis man ikke er en del af evigheden, så ender man med at være lænket til tidsperioden mellem fødsel og død. Så kan det hele stå på en gravsten,” siger Niels Henrik Gregersen.
Niels Henrik Gregersen forstår ikke evigheden som et modbillede til tiden. Evigheden rummer ikke alene tiden fra evighed til evighed, men hele tilværelsen.
”Det evige liv kan ikke forstås som en motor, der går i tomgang, indtil den så oprinder en dag efter døden,” siger professoren.
Han argumenterer for, at vi nødvendigvis allerede må stå midt i det evige liv. For ham at se er det ganske enkelt en logisk konsekvens.
”Hvis evigheden overhovedet findes, må det evige liv allerede findes nu, og vi må være i det lige nu,” siger han.
”Vi lever altid rytmisk, på en gang nuet, i fortiden og i fremtiden,” forklarer Niels Henrik Gregersen.
2. Resonans: De dybe og meningsfulde erfaringer
De vigtigste erfaringer, som vi mennesker gør os, kalder Niels Henrik Gregersen resonanserfaringer. Resonans-begrebet er hentet fra musikken, og det betegner i denne sammenhæng påvirkninger udefra, som forplanter sig i en, og som vi ikke kan anndet end at svare på.
”Resonanserfaringer opstår først og fremmest i de fællesskaber, som vi indgår i, hvor der nogle gange er samklang, og andre gange spændinger,” forklarer Niels Henrik Gregersen, der har ladet sig inspirere i sine tanker om resonans af den tyske tænker Hartmut Rosa.
”Men der opstår også resonanserfaringer, når man færdes i naturen og bliver hensat i en bestemt stemning og måske kommer i tanke om sin barndom, når man ser en tilfrosset sø uden en vind, der rører sig, eller hører lyden af en solsort ved solopgang.”
3. Gudsriget er resonansernes rige
Resonanserfaringer er ikke forbeholdt kristne, men oplevelsen af meningsfulde øjeblikke kan bruges til at forklare, hvordan gudsriget kan forstås. Dermed ikke sagt, at resonans kan stå alene, men i kombination med evangelierne er der en sammenhæng:
”I Jesu forkyndelse drejer gudsriget sig både om noget meget jordisk og dennesidigt, og samtidigt drejer det sig om noget kommende: Vi hører for eksempel om et korn, der vokser frem nede fra dybet og bliver et stort træ, uden at vi forstår hvordan. Vi hører om en kvinde, der har mistet en 25-øre og sætter alt ind på at finde den. Og vi hører om at blive inviteret med til en fest og sige ja eller nej til invitationen,” siger Niels Henrik Gregersen.
Det er afgørende, at Jesus med sine fortællinger om Gudsriget giver eksempler på, hvordan Gudsriget er, og hvordan det skal blive.
”Jesus giver eksempler, der helt konkret viser, hvordan Gud er til stede. Han fortæller ikke kun om noget fremtidigt, som om gudsriget er noget helt andet, end det der sker omkring ham og os. Nej! Han siger i stedet: ’Med Guds rige er det ligesom ...’ og ’Guds rige er midt iblandt jer.’ I den græske tekst i Lukasevangeliet kan den sætning endda oversættes til ’Guds rige er midt inde i jer’.”
4. Gudsriget på jord realiserer sig, når man svarer på tilværelsens resonanstilbud
Sammenholdt med de andre eksempler på, hvordan Gudsriget er i Jesu forkyndelse, så tegner der sig et billede i evangelierne af, at Gudsriget både er dennesidigt og hinsidigt – det er her altså allerede, og samtidig er det også noget, som vi skal opleve endnu stærkere i fremtiden.
Samtidig tegner der sig et billede af, at Gudsriget både er en sindstilstand og en social begivenhed. I begge tilfælde gælder det om at svare på tilværelsens resonanstilbud.
”Gudsriget er det, der hele tiden realiserer sig rundt om Jesus, når der bliver svaret på tilværelsens invitationer. Og det samme gælder stadig for os i dag: Gudsriget bliver realiseret i form af intensiverede erfaringer med tilværelsens resonanser. Det vil altså sige, at man skal åbne sig for fællesskaber, naturoplevelser og andre invitationer til at erfare resonans,” siger Niels Henrik Gregersen.
5. Det kommende gudsrige: ild, renselse og frelse
Både det nuværende og det kommende gudsrige er kendetegnet ved intensiverede resonanserfaringer. Det betyder imidlertid, at alle de fællesskaber, som fylder vores tilværelse, skal opstå sammen med os i et kommende gudsrige. Gudsriget er fællesskabet af levende og døde.
”Opstandelsen fra de døde kan kun forstås som en social genopstandelse af alt det, som det drejer sig om i vores liv. Det er derfor, bogen hedder ”Ind i fællesskabet”. Opstandelsen er naturligvis noget personligt og individuelt, men det er fællesskabet, der er det bærende, også for individet,” siger Niels Henrik Gregersen.
Når det kommer til opstandelsen og det kommende Gudsrige, så er det i Niels Henrik Gregersens forståelse forbundet med kristendommens forestilling om en renselse, der sker i Guds dom. Guds dom må tænkes at gå midt gennem enhver af os. Men Guds nåde må også bygge os op igen. Kristus er ikke dommer uden også at være frelser.
”Frelse er for mig at se en forvandling, hvor noget af os faktisk skal væk: Alt det, som vi binder vores identitet til i denne verden – det kan for eksempel være ens selvbillede eller politiske holdning, ens forfatterskab eller Facebook-profil. Og selvom vi jo ikke kan vide noget med sikkerhed, så tror jeg ikke, det hører hjemme i det kommende Gudsrige,” siger Niels Henrik Gregersen med et smil på læben og tilføjer:
”Det må vi vente og se.”
Hvad er samtidsteologi?
Samtidsteologiens opgave er at give gennemtænkte bud på, hvordan man kan forstå kristendommen i en nutidig kontekst.
Hvorfor fylder musik så meget i din teologi?
Oplevelsen af musik er det grundlæggende eksempel på en resonanserfaring, et sindsopladende samspil mellem mig og tilværelsens mange stemmer. At nynne en melodi er samtidig et eksempel på en tidsoverskridende erfaring, et lille stykke evighed, hvor vi har melodiens tidligere forløb med os og forventer, at tonerne melder sig nærmest af sig selv. Måske også fordi jeg har savnet at synge i corona-tiden!
Hvis fællesskab er så vigtigt for at forstå gudsriget, hvad stiller man så op, hvis man er ensom?
Gudsriget er kristendommens grundlæggende sociale vision om at blive inviteret med ind i fællesskabet. Men man kan godt være alene uden at være ensom. Gudsriget er ”midt iblandt jer” (Lukas 17,21), men den græske tekst kan også oversættes med, at gudsriget er ”midt inde i jer”.
Hvad er dybdeinkarnation? Og er det egentlig dig, der har opfundet det?
Dybdeinkarnation er en tolkning af Kristus, der tager alvorligt, at Gud ikke kun inkarnerede sig i Jesus af Nazareth som individ, men at Gud dermed tog hele menneskeheden, ja hele kødets skrøbelige verden, på sig og til sig. Således i Johannesevangeliet 1,14: ”og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”. I inkarnationen blev Gud ikke kun menneske, men forbandt sig med hele jorden: græsset, blomsten og ræven. Jo, jeg satte det på begreb i 2001, men siden er der skrevet mange artikler, bøger og afhandlinger om dybdeinkarnation, ikke mindst inden for økoteologien. Men i selve sagen kan ideen følges tilbage til oldkirken.