For Spinoza var naturen guddommelig

Filosoffen Baruch de Spinoza forargede sin samtid i 1600-tallet med sine betragtninger om adskillelse af kirke og stat og mennesket som et naturprodukt. I en ny bog fortæller filosofihistoriker Carl Henrik Koch om Spinoza, en af religionskritikkens foregangsmænd

For Spinoza er det guddommelige lig med naturen. Gud er universel og ikke en person, men Gud er også i mennesket, fordi mennesket er et naturprodukt. Som Spinoza var Rembrandt van Rijn (1606-1669) fascineret af naturen, hvilket ses i dette og mange andre af hans landskabsmalerier. Spinoza og Rembrandt levede på samme tid i Amsterdam, og mange spekulerer i, at de to må have kendt hinanden. Der findes dog ingen håndfaste beviser derpå. -
For Spinoza er det guddommelige lig med naturen. Gud er universel og ikke en person, men Gud er også i mennesket, fordi mennesket er et naturprodukt. Som Spinoza var Rembrandt van Rijn (1606-1669) fascineret af naturen, hvilket ses i dette og mange andre af hans landskabsmalerier. Spinoza og Rembrandt levede på samme tid i Amsterdam, og mange spekulerer i, at de to må have kendt hinanden. Der findes dog ingen håndfaste beviser derpå. - .

I 1661 opholder den danske kemiker og filolog Ole Borch sig i universitetsbyen Leiden i Syd-Holland. På sin rejse nedfælder han flittigt sine oplevelser i en rejsedagbog. De Forenede Provinser, i dag Nederlandene, koger over med stridigheder mellem kirke og stat, aristokrater og fattige borgere.

Borch fortæller, at der i Amsterdam i Holland findes en række ateister; heriblandt ”en vis uvidende ateistisk jøde”. Denne tidligere jøde, nu ateist og senere kristen, bor i den nærliggende landsby Rijnsburg. Her fører han et, for Borch at se, overraskende retskaffent og ulasteligt liv og ernærer sig som eftertragtet linsesliber.

Der er dog mistanke om, at denne kætterske linsesliber har forfattet en afhandling på nederlandsk, som påstår, at ”der ved (ordet) Gud ikke forstås andet end hele universet”.

Manden hedder Baruch de Spinoza (1632-1677).

Med denne beretning indleder filosofi- og videnskabshistoriker Carl Henrik Koch sin biografi ”Spinoza - Kætter og filosof”, som netop er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Når Spinoza stadig er aktuel den dag, skyldes det ifølge Carl Henrik Koch de emner, som Spinoza beskæftigede sig med.

”Spinoza var en tidlig fortaler for en adskillelse af kirken og staten i Europa, og han var foregangsmand for den europæiske oplysningstid. Han har banet vejen for den tanke- og ytringsfrihed, som vi nyder godt af i dag,” fortæller filosofihistorikeren og fortsætter.

”Den tyske digter og forfatter Heinrich Heine (1797-1856, red.) har i 1833 skrevet, at vi ser verden gennem de briller, som Spinoza har slebet. Dette er selvfølgelig en reference til Spinozas håndværk som linsesliber, men endnu mere en hentydning til hans kritiske blik på religioner og kirken.”

Spinoza er i dag særligt værd at diskutere på grund af det stadig anspændte forhold mellem religion og politik flere steder i verden. For, som Carl Henrik Koch påpeger, er religionen på fremmarch både i den vestlige og den muslimske verden, og dette har igennem historien fremkaldt ufred og splittelse mellem mennesker og gør det stadigvæk.

Derfor efterlyser Koch en ny oplysningstid, hvor forholdet mellem religioner og politik holdes adskilt. I den vestlige verden er kirken stadig en stærk politisk faktor i lande som USA, Italien og Polen samt Rusland. Koch mener, at en ny religionskritik i Vesten måske vil inspirere muslimske lande til at følge efter.

”I dag oplever vi flere steder konfrontationer mellem den muslimske og den vestlige kultur. Derfor har der også siden år 2000 været en øget interesse for Spinoza, for han kan hjælpe os med at forstå vores samtid,” fortæller Koch.

”Populært sagt kan en af baggrundene for disse konfrontationer ligge i, at man ikke har haft en religionskritisk oplysningstid inden for islam, som vi har haft det i Vesten. Derfor er Spinoza også stadig relevant, fordi han på mange måder har stået for den vestlige verdens adskillelse mellem en folkelig religion på den ene side og et politisk styre på den anden.”

I Spinozas samtid er kirken og staten tæt forbundet. I Nederlandene er der stærke spændinger mellem de ortodokse calvinister og det velstående handelsborgerskab. Af samme grund lever Spinozas værker et omtumlet liv. Mange af afhandlingerne bliver bandlyst, og han vælger derfor at udgive dem anonymt.

Et af hovedværkerne, ”Teologisk-politisk afhandling”, udkom ved årsskiftet 1669-1670. Ikke alene udkom det anonymt, men for at beskytte Spinoza og hans tilhængere blev det udgivet under en opdigtet forlægger i Hamborg. Afhandlingen var så kontroversiel, at den vakte stor harme og forargelse blandt teologer, men også blandt samtidige tænkere og hos det almindelige borgerskab.

”Spinoza var i forvejen udstødt af den jødiske menighed i Amsterdam for blasfemiske udtalelser. I den forbindelse skrev han et forsvarsskrift, som i dag er forsvundet. Det er ud fra dette forsvarsskrift, at han skriver Teologisk-politisk afhandling,” forklarer Koch.

Som en af de første betragter Spinoza i dette værk Bibelen som et dokument, der er skrevet på et bestemt tidspunkt, af bestemte mennesker, der levede i deres tids forestillingsverden.

I sin afhandling undersøger Spinoza den historiske baggrund for jødedommen og kristendommen. Han analyserer en række religiøse grundelementer som mirakler, fromhed og profetier, og han sætter dem ind i en historisk sammenhæng, der mest handler om præsteskabets og kongernes magtbestræbelser. På denne måde drog Spinoza åbenlyse sammenhænge til sin samtid, og det skabte vrede.

”Så påstanden bliver i sidste ende den, at Bibelen ikke er guddommeligt inspireret på anden måde, end at der er nogle mennesker, som har haft nogle særlige talenter for at skrive. Han betragter simpelthen Bibelen som et skrift på linje med andre former for litteratur.”

Værket blev forbudt med det samme, og allerede få måneder efter udgivelsen blev det kendt, at Spinoza var ophavsmanden, fortæller Carl Henrik Koch. Derfor blev Spinoza stemplet som ateist.

Var Spinoza ateist?

”Det benægter han jo selv! Vi skal tænke på, at i det 17. århundrede betyder det at være ateist, at man har nogle meninger, der afviger fra det gængse. For eksempel sagde kirken om folk, der afviste eksistensen af en personlig Gud, altså Gud som en person, der dømmer os fra oven, at de var ateister. Og til dem hørte Spinoza! På den måde kan vi godt kalde ham ateist. Det spændende ved Spinoza er så, at han faktisk opererer med det guddommelige i sin filosofi, og derfor bliver det svært entydigt at kalde ham ateist.”

For Spinoza selv er det guddommelige lig med naturen. Gud er universel og ikke en person, men Gud er også i mennesket, fordi mennesket er et naturprodukt."

”Spinoza taler om, at Gud er i verden, fordi det guddommelige er indbygget i virkeligheden og dens lovmæssigheder og derfor så også indbygget i os. Så når vi erkender lovmæssighederne i verden, er vi på vej mod at være frie væsener. Vi oplever, at de ligger i os selv.”

”Fordi vi handler ud fra disse love, er vi, som vi er. Derimod er vi ikke underlagt nogen udefrakommende tvang. Vi er kun underlagt vores egne love, altså en form for autonomi. Og her kommer et vigtigt aspekt i Spinozas tænkning, for det er i kraft af dette, at vi er frie væsener,” siger Carl Henrik Koch.

Her kommer vi tilbage til titlen på Spinozas ”Teologisk-politisk afhandling,” for i sidste ende er Spinoza interesseret i, at kirken og staten skal adskilles, for at mennesket kan være frit. I en demokratisk styreform skal staten, og ikke kirken eller en personificeret Gud, sætte rammerne for, at denne frihed kan virkeliggøres.

”Spinoza er inspireret af den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679), som mener, at mennesket oprindelig har levet i alles krig mod alle. Så fandt vi ud af, at fordi vi trods alt også er tænkende, fornuftige væsener, så har vi alle den største fordel af, at vi holder fred. Vi skaber en institution, der kan opretholde samfundsordenen og freden i et samfund, og så får vi en statsmagt.”

”Men hvor Hobbes mener, at det i hans stat er magthaveren, der bestemmer, hvad folk skal tro på for at opretholde fred, der mener Spinoza, at man ikke kan bestemme, hvad folk skal tro på. Man må med andre ord ikke kontrollere den menneskelige tankevirksomhed. Der må være tankefrihed og derved trosfrihed!”

Frihed er et kernebegreb hos Spinoza, forklarer Carl Henrik Koch. At være fri er ensbetydende med, at vi ikke er underkastet ydre tvang. Og det er vi ikke, i det øjeblik vi kender os selv.

”Etikken hos Spinoza bunder i en ekstrem naturalisme. Mennesket er et naturprodukt, og hvad vi tænker og tror, det er udsprunget af, at vi er et naturvæsen. Der findes ingen Vorherre hævet over verden. Det guddommelige er igen i verden i det sæt af love, som bestemmer, hvordan verden er indrettet. Spørgsmålet bliver så, hvordan vi skal forholde os i sådan en verden,” siger Carl Henrik Koch.

Og her går Spinoza også imod sin samtid. Præster og teologer tænker på denne tid ud fra den paulinske kristendom, hvor kødet er menneskets fjende, og her opstår en voldsom modsætning mellem sjæl og legeme.

Spinoza mener derimod, at sjæl og legeme er et og det samme. I sidste ende drejer det sig som menneske om at opnå en situation, hvor man kan eliminere de negative følelser i verden som angst og frygt eller misundelse og jalousi, der nedsætter livskvaliteten hos os, fortæller Koch.

”Det hele er indbygget i Spinozas etik. Det er en følelseslivets psykologi, som han udvikler i sit andet hovedværk ”Etik,” som udkom efter hans død i 1678. Glæden ved at erkende noget er en positiv følelse, som fremmer vores livskvalitet. Den skal så beherske eller eliminere de negative følelser, som forringer vores livskvalitet. For Spinoza drejer det sig om at opnå en viden om, hvordan verden er sat sammen, og en viden om, at godt og ondt er noget, vi lægger ind i tingene. Tingene er, som de er, og det samme gælder smukt og grimt. Det er altså noget, der lægges ind i tingene af os selv. Det er ikke noget, der kommer ovenfra.”

Religionen kan være til hinder for denne selvindsigt, mener Spinoza. Derfor skal statens administration og lovgivning være adskilt fra kirken.

”I dag er der stadigvæk, rundt omkring i verden, en religiøst betinget lovgivning mod for eksempel homoseksuelle, ægteskab mellem fraskilte og udenomsægteskabelige aktiviteter,” siger Carl Henrik Koch.

I den danske regerings nye regeringsgrundlag er det indskrevet, at vi er et kristent land“

”Ja, det står der! Og det kan jeg ikke forstå. Man kan selvfølgelig godt sige det ud fra, at flertallet af Danmarks befolkning er døbt. Men spørger vi, om flertallet følger en kristen livsindstilling, eller hvad der ligger i den kristne tro, bliver det klart, at vi stort set kun er kulturkristne. At vi skulle være et kristent land i den forstand, at vi tror på, at der har levet en Gud i menneskeskikkelse, og at han er steget til Himlen på et eller andet tidspunkt og så genopstået, det tvivler jeg stærkt på,” siger Carl Henrik Koch.