Prøv avisen
Interview

Filosof: Det kræver fantasi at være troende

”Lysternes Have” skildres på en oliemalet altertavle af den nederlandske maler Hieronymus Bosch (1450-1516) fra omkring 1500. Vi skal også hengive os til fantasien for at erkende og forstå værket, der blandt andet behandler det menneskelige begær. – Foto: Wikimedia

Vi er i dag for fantasiforskrækkede til at hengive os til troen. Problemet skal spores tilbage til Reformationen, forklarer filosof Dorthe Jørgensen, der er aktuel med bog om emnet

Hvis man ikke er religiøs, kan det være svært at forstå, hvordan fantasien i troen på Gud kan adskille sig fra fantasien i fantasybøger som ”Harry Potter”. Særligt i dag, hvor alt skal forklares ved at blive målt og vejet. Er vi blevet fantasiforskrækkede, spørger filosof, teolog og idéhistoriker Dorthe Jørgensen i sin seneste bog ”Hvorfor er vi så fantasiforskrækkede? Om Reformationen og æstetikken”. Og hendes svar er ja:

”Vi betragter i dag fantasi som noget negativt, ofte naivt og barnligt, vi bare skal komme ud over, så forstanden kan komme på banen. Eller også opfatter vi fantasi som en fri fabuleren, hvor vi bare rabler derudad,” uddyber hun.

Det skyldes, at den frie fabuleren ikke er rodfæstet i noget. Problematikken skal spores tilbage til de traditioner, der opstår efter Reformationen. Idet Reformationen var en reaktion mod katolicismen, blev mange katolske ritualer med røgelse, vievand og religiøse ikoner skiftet ud med en mere individualiseret tilgang til forholdet mellem Gud og den enkelte samt hvide, spartansk udsmykkede kirker og salmesang. Den protestantiske forståelse af troen som noget personligt og inderligt indebar en risiko for en mere vilkårlig og relativ dyrkelse af Gud, som protestantiske teologer hurtigt blev opmærksomme på. Det var heller ikke det, Luther var ude på, forklarer Jørgensen.

”For den teologiske tænkning, Luther og reformatorerne producerede, er skriften, Bibelen, den eneste autoritet, vi har, når det kommer til teologi. Vi skal selv læse og fortolke skriften i en forhandling med os selv og Gud. Luther kalder det ”sola scriptura”, skriften alene. For katolikkerne er kirken og paven derimod autoriteten. De fortolker Bibelen for folk og forklarer, hvordan den skal forstås,” siger hun.

Netop fordi Luther tog udgangspunkt i skriften, måtte fantasien ikke slå over i fri fabuleren uden hensyntagen til skriftens ord. Luther så en sådan fri fabuleren hos dem, han kaldte ”sværmerne”. Blandt andre Andreas Karlstadt og Thomas Müntzer, der på hver sin måde bragte en negativ fantasifuldhed ind i kristendommen, blandt andet ved tvang og magt i form af ikonoklasme og bondeoprør: Kirker blev voldeligt tømt for billeder og relikvier, og bønder gjorde blodigt oprør.

”Luther problematiserede sværmerne, for de var for fantasifulde. Det betyder ikke, at Luther kun havde et negativt syn på fantasien. Tværtimod. Han talte for eksempel om ’det billeddigtende hjerte’, der maler Kristus for vore øjne, når vi læser Bibelen. Gud er poetisk-fantasifuld, sagde han. For Luther var fantasi faktisk en vigtig dimension af troen: For at kunne tro må man simpelthen være begavet med fantasi. Det skal forstås som at være begavet med produktive billeder af frelsen og forsoningen. Ikke fantasi som fri fabuleren, men som en produktion af nogle specifikke religiøse billeder. I bogen udlægger jeg denne fantasibegavelse som en tildragelse. Det vil sige, at fantasien ikke er en subjektiv evne, men noget, der kommer til én udefra og udvirker en forvandling, igennem hvilken der produceres de religiøse billeder, der her er tale om. Og som vækker troen.”

Her nærmer vi os undertitlen på Dorthe Jørgensens bog, nemlig forholdet mellem æstetik og reformation. For ligesom Reformationen har haft indflydelse på vort forhold til fantasi i dag, så har Reformationen også påvirket forholdet til den æstetik, der ifølge Jørgensen kan give os en nøgle til at vende tilbage til fantasien i en luthersk forstand. Hun slår dog med det samme fast, at når hun i denne forbindelse taler om æstetik eller filosofisk æstetik, så skal det ikke forveksles med kunst eller kunstteori. Kunst, musik og litteratur er blot noget af det, æstetikken beskæftiger sig med.

”Hvis vi siger, at fokus ikke er på kunsten, men på æstetikken, så kommer vi over i at arbejde med sensitiviteten og herigennem også fantasien,” fortæller hun.

Den tyske og protestantiskfødte filosof Alexander Gottlieb Baumgarten grundlagde i første halvdel af 1700-tallet den filosofiske æstetik. På denne tid anså man mennesket for at være udstyret med en lavere erkendeevne (sansningen og følelserne), der var upræcis og forvirrende, og en højere erkendeevne (forstanden og fornuften), hvor den sande erkendelse skulle findes.

Baumgarten gjorde op med dette ved at forstå sensitiviteten, der blandt andet omfatter fantasien, som en erkendeform i sig selv og dermed som noget andet og mere end blot fysisk sansning eller privat føleri: Vi erkender noget igennem det, vi føler, fornemmer og aner. Denne erkendelse er ikke styret af forstand og fornuft. Dorthe Jørgensen viser i sin bog, at denne æstetik ikke kunne opstå uden Luther og Reformationen.

”Helt konkret udspringer den filosofiske æstetik af den filosofiske rationalisme og pietismen i begyndelsen af 1700-tallet. Rationalismen ville forklare alt logisk. Men pietismen var en luthersk-evangelisk fromhedsbevægelse, der prædikede en levende og personlig tro på Gud. Baumgarten byggede bro imellem disse to trends.”

For Dorthe Jørgensen producerer sensitiviteten, og herunder fantasien, sin egen erkendelse. Nærmere bestemt erkendelse, der både er konkret og lader os ane tilstedeværelsen af noget, der er større end os selv. Her viser et paradoks sig imidlertid. For selvom Reformationen banede vejen for den filosofiske æstetik, så kan der iagttages en modvilje mod æstetik i den evangelisk-lutherske teologi, som stadig gør sig gældende i dag, forklarer hun.

”Det æstetiske og især netop fantasien bliver typisk opfattet som noget, der forårsager relativisme, fordi det kommer indefra, fra os selv.”

Men det æstetiske kan faktisk komme udefra, forklarer hun.

”Fantasien åbner hjertet. Den åbner hjertet for det, der er større end os selv. Den gør os modtagelige for den tro, i hvilken vi møder noget, der er større end os. Det kan æstetikken underbygge, fordi den fokuserer på sensitiviteten og forstår fantasien som en del af det felt, som sensitiviteten udgør.”

Oversat til den evangelisk-lutherske tankegang handler det om at være åben over for de billeder, Skriften vækker via fantasien. Vi skal føle billederne og lade os overrumple af dem. Vi kan godt analysere tekst og billeder rationelt, men skal vi forstå dem, må vi også give os hen til dem for at opleve, at noget kommer til os udefra og giver en erfaring af, at der er noget, der er større end os, mener Dorthe Jørgensen.