Prøv avisen

Hvad ville Kierkegaard, Nietzsche og Machiavelli tænke om Donald Trump?

Portæt af Machiavelli: Santi di Tito / Fotos: Ritzau / Grafisk bearbejdning: Ole Munk. Foto: Aaron Favila

Hvordan skal vi forstå tiltrækningskraften ved den amerikanske præsident Trump og hans lemfældige omgang med sandheden? I en ny bog trækkes historiens store tænkere frem for at se, om for eksempel Kierkegaard eller Nietzsche kan gøre os klogere på verdens nye magtmenneske

Mikkel Thorup havde det som mange andre, da han læste nyhederne om morgenen den 9. november sidste år. Donald Trump, milliardæren, forretningsmanden og tv-værten med det højtstående hår havde gjort det, alle anså for umuligt: Han havde vundet over Hillary Clinton og kunne nu fortsætte sin sejrsgang mod verdensmagtens centrum, Det Hvide Hus i Washington.

”Jeg troede, det var løgn. En drøm, som jeg nok ville vågne op fra. Men nu er der altså gået et år, og Trump sidder der stadig. Han er derfor fortsat en udfordring for vores tænkning, for hvordan skal vi forklare og forstå hans sejr og hans væremåde? Hans lemfældige omgang med sandheden, oppustede krigsretorik og forretningstilgang til magten er højst usædvanlig og kalder på en forklaring,” lyder det fra professoren (mso) i idéhistorie ved Aarhus Universitet.

Men forklaringen kan være svær at finde, hvis vi kun bruger os selv og vores egen nutid som linse, og derfor fik Mikkel Thorup idéen til at læse fænomenet Trump ved hjælp af en række af verdenshistoriens største tænkere. I den nye bog ”Uhørt!” kan man derfor læse, hvordan blandt andre Platon, Rousseau og Marx formodentlig ville tænke om nutidens version af et magtmenneske.

”Det er selvfølgelig ikke en særlig videnskabeligt holdbar metode at bruge fortiden til at læse nutiden med, da datidens tænkning jo foregik i en helt anden kontekst og ikke bare kan flyttes over i vores egen tid. Derfor er forsøget også lidt tænkt som en sjov idé, men vi har jo oplevet at være i en form for faglig undtagelsestilstand, når det gælder forståelsen af Trump, så nu prøver vi alligevel at bringe de døde filosoffer i spil.”

I det følgende giver vi ordet til tre af bogens øvrige tænkere: Machiavelli, Kierkegaard og Nietzsche – med henholdsvis idéhistorikerne Mikkel Thorup, Ole Morsing og Morten Haugaard Jeppesen som nutidige talerør.

Niccolo Machiavelli (1469-1527) er særligt kendt for skriftet ”Fyrsten”, som mange har anset for at være en række usædvanligt kyniske råd til magthaveren om, hvordan han skulle først erobre og siden fastholde magten. Flere har derfor også fremhævet netop Machiavel-li som en af de tænkere, der kunne have inspireret Trump.

”Men det er, som om Trump kun har læst den første del af Machiavellis råd. Den, der handler om at erobre magten. Den italienske renæssancetænker var nemlig meget overbevist om, at det er to vidt forskellige strategier, der er på spil i først magtkampen og siden regeringsperioden,” fortæller professor i idéhistorie Mikkel Thorup.

Machiavellis mest berygtede sætning lyder: ”Det er langt mere sikkert at være frygtet end at være elsket”, og den ser ifølge Mikkel Thorup ud til at appellere i høj grad til Trump og hans tilgang til verden – både til alle dem, han mener er hans egne, men også USA’s modstandere. Men Mikkel Thorup peger på, at Machiavellis sætning faktisk har en vigtig tilføjelse:

”Det farligste er dog at være foragtet og forladt.” For selvom Trump fortsat ser ud til at være populær hos de folk, der stemte på ham, så kan det ifølge Machiavelli være skæbnesvangert at fortsætte en retorik og handlemåde, som om der stadig er kamp om magten.

”Som jeg ser det, fortsætter Trump den krigsstrategi, han benyttede i valgkampen. Det vil sige, at han ikke skelner mellem krigsføreren og sejrherren. Og det er uklogt, mener Machiavelli. Trump fortsætter med at udpege nye fjender og fastholder samtidig de tidligere modstandere fra valgkampen: Hele det politiske system, efterretningsvæsenet og medierne. Han fører med andre ord krigen ind i det samme system, han nu selv er sat til at råde over. Dermed bliver han aldrig til den regent, der med Machiavellis ord nu skal forlade krigszonen og i stedet vise, at efter krigen kommer freden. Den tillids- og tryghedsskabende regent træder i stedet.”

Machiavelli ville også pege på, at det er vigtigt altid at kende sine fjender. Men ifølge Mikkel Thorup ville italieneren være noget rystet over at se, hvordan den opgave er nærmest umulig for Trump, der konstant ophober nye modstandere – ikke kun enkeltpersoner, som man kan holde styr på, men også hele grupper og stande som for eksempel medierne. Og Machiavelli ville kalde dette for en superdårlig strategi.

”For eksempel får Trump skabt sig nogle meget mægtige fjender, da han tager et opgør med den amerikanske efterretningstjeneste og fyrer direktøren for FBI. På den anden side kan man sige, at han lever op til sine valgløfter om at gå til kamp mod det etablerede, som mange af amerikanerne hader og nærer mistro til. Men det er en ledelsesstil, som Machiavelli ville advare stærkt imod. For den risikerer ifølge italieneren at bringe præsidenten til fald. Med flere og flere fjender er der stor fare for, at de vil finde sammen og konspirere imod ham. I fælles frustration og had til en mand, der jo er kendt for at kræve fuld loyalitet af sine medarbejdere. Enten er du altså med Donald Trump, eller også er du imod ham, og det påtvinger folk et svar. Men svaret vil ikke altid være positivt.”

Vores egen verdensberømte filosof Søren Aabye Kierkegaard (1813-1855) har en del fællestræk med Donald Trump.

Det lyder måske fuldstændig absurd, men det er ikke desto mindre, hvad lektor i idéhistorie Ole Morsing har fundet frem til ved at bruge netop Kierkegaard som linse på den amerikanske præsident.

”Både Trump og Kierkegaard har indset, at hvis de vil udrette noget, er de nødt til at falde uden for konventionerne. Og på samme måde som Kierke- gaard kaster sig ud i en kamp mod det bestående, mod bedsteborgerskabet og ikke mindst kirken, så går Trump også som en anden Don Quixote til angreb på den verden, vi kender. Begge med det formål at skabe noget nyt,” siger Ole Morsing.

Trump er som Kierkegaard ikke bange for at udfordre tidens såkaldte sandheder, og især de officielle sandheder er – ligesom hos den danske filosof – dem, der står for skud.

”Kierkegaard peger på flere former for løgne. Der er de små uskyldige bedragerier, som kan være direkte gavnlige i omgangen mellem mennesker, men der er også de store officielle løgne, som han foragter. En sådan løgn ser Kierkegaard i udsagnet om, at alle danskere er kristne. Det passer jo ikke, siger Kierkegaard, og derfor går han i kamp mod stats- eller folkekirken, der bygger på en for ham at se falsk præmis. Han går på samme måde i kamp mod de folk, der kun kan finde ud af at forholde sig objektivt til tilværelsen med golde facts. Det er det lidenskabelige menneske, han hylder – præcis som en Donald Trump, der går i flæsket på de vedtagne normer og sandheder og i stedet kæmper for alternative sandheder, der kan bringe verden nye steder hen.”

Derfor vil alle forsøg på at ramme Trump med fakta også falde til jorden, forudser Ole Morsing. For de er i Trumps øjne irrelevante og udtryk for, at det bare indtil videre har været forkerte sandheder og kendsgerninger, der har været i fokus.

Ole Morsing peger derfor også på, at Trumps regeringstid kan blive til en periode med religionens genkomst i det politiske.

”Måske kommer vi derfor ind i en tid, hvor vi kan begynde at tro i stedet for at vide. For med Kierkegaard in mente kan man jo ikke bruge statistikker og gennemsnitsberegninger til at finde frem til, hvad man vil med livet. Det kræver netop, at man lader personligheden træde ind – og det er noget af det, Trumps vælgere godt kan lide ved ham. At han ikke kun optræder som en forudsigelig præsident, der tager konventionen på sig. Men som en uforudsigelig og lidenskabelig mand, der aldrig bliver fornuftig.”

Lektor i idéhistorie Morten Haugaard Jeppesen var for bare kort tid siden helt overbevist om, at Donald Trump ville være en parentes i historien. En præsident, der skulle være mere end heldig, hvis han endda kom til at sidde i de fire år, perioden varer. Nu er han faktisk mere overbevist om, at Trump sagtens kan blive valgt igen. Og årsagen finder han blandt andet hos den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900).

”Først tænkte jeg, jamen Trump kan jo ikke ’make America great again’. Han kan ikke få bilindustrien tilbage til Detroit eller genskabe tidligere tider i det hele taget. Men hvis man læser Nietzsche og ser på Trump med de briller, så er det også fuldstændig lige meget, om han holder, hvad han lover. Det handler i stedet om at få magten over virkeligheden gennem det, man siger. Og når man siger det, folk gerne vil høre, så kan man få magt,” forklarer Morten Haugaard Jeppesen.

Trump giver nemlig stemme til dem, der føler sig overhørt. Han siger, hvad mange af dem tænker, nemlig at eliten og systemet er pilråddent, og at han nu er kommet for at rydde op. Men han gør det så på en måde, der er meget lig Nietzsches omgang med sandheden, lyder det fra idéhistorikeren.

”Nietzsche beskriver blandt andet sandheden som en ’hær af metaforer’, og i stedet for at handle om urokkelige sandheder, så handler sandheden hos Nietzsche om at bruge denne hær til at tage magten over, hvad der kan siges. Sandhed kommer på den måde til at handle om, hvem der bestemmer, hvad der kan siges – hvem der bestemmer, hvad sandhed er. Og vi kan jo se med Trumps tweets og hans bizarre udtalelser, at det netop er sådan, han agerer. Der er ofte slet ingen tvivl om, at han overdriver eller har en virkelig lemfældig omgang med sandheden. Men det virker. Og nok så mange faktatjek får ham ikke til at stoppe kampen om at definere sandheden.”

Også hos Nietzsche kan man finde forklaringen på, hvorfor det så egentlig er ligegyldigt, om Trump lyver eller taler sandt. For ifølge den tyske tænker ”er mennesket et dyr, der sætter betydninger. Og disse betydninger eller forestillinger, visioner og drømme betyder alverden for os, fordi de er en nøgle til vores selvbillede”, siger Morten Haugaard Jeppesen, der derfor finder det oplagt, at Trump har set rigtigt, når han igen og igen sætter eliten op som modbillede til et folk, der føler sig overset, tromlet og forbigået. Og som hyldes, når han siger, at han er folkets mand – ”på trods af, at han lever så langt væk fra det folkelige som muligt, med masser af penge og bling-bling.”