Prøv avisen

En kærlighedsforståelse, der har præget kristendommen i 900 år

Maleriet ”Abbed” fra 1290 viser Bernhard af Clairvaux i gang med at skrive. Kunstneren er ukendt. Foto: Scanpix

Bernhard af Clairvaux, der grundlagde sit første kloster i 1115, har fået et eftermæle som en streng herre, der piskede sig selv. Men mere væsentlige er hans prædikener om kærligheden, der har haft indflydelse på eftertiden lige fra Luther til Brorson

Bernhard af Fontaine var en lovende ung munk, da han en junidag i 1115 satte ud fra cistercienserklostret i Citeaux i Bourgogne med en lille gruppe munke for at grundlægge et nyt kloster 150 km nordpå, i en lysning i den tætte burgundiske skov.

Claravallis, eller Clairvaux, den lyse dal, blev klostret døbt. Få år senere var den unge munk blevet til Bernhard af Clairvaux, en af Europas mest indflydelsesrige tænkere, og Clairvaux-klostret et intellektuelt magtcentrum i Europa. Den danske biskop Eskil døde her i 1182, efter at Danmark havde fået fire cistercienserklostre med Esrom som det vigtigste. Mindre end 100 år efter sin grundlæggelse stod Clairvaux i spidsen for 800 klostre over hele Europa. Bernhards reformbevægelse af den benediktinske munkeorden under Cluny-klostrene lykkedes over al forventning.

”Bernhard brød sig ikke særligt om den popularitet, han var genstand for. Men han blev igen og igen opfordret til at blande sig i tidens diskussioner, fordi han var en dygtig teolog og retoriker. Derfor blev han så indflydelsesrig, både teologisk og politisk” siger lektor, teolog og ph.d. Else Marie Wiberg Pedersen fra institut for systematisk teologi ved Århus Universitet.

Bernhard af Clairvaux er især gået over i historien som en streng, selvpinerisk herre, selvom der slet ikke er belæg for denne overlevering. Men cistercienserne, en reformbevægelse af benediktinerordenen, pålagde deres munke en strengere disciplin end benediktinerne og cluniacenserne, en ældre reformbevægelse af benediktinerne, som de fandt var blevet for vant til luksus og vellevned og for lidt optaget af bøn og askese. Rivaliseringen mellem den nye, populære cistercienserorden og de gamle ordener er en del af baggrunden for de hidsige diskussioner mellem cluniacensere som Peter Venerabilis og benediktinere som Abelard, en af Bernhards mest lidenskabelige modstandere.

Den diskussion, Bernhard får med Abelard, har kristendommen taget med sig selv adskillige gange siden.

”Og vi har den sådan set stadig den dag i dag,” siger Else Marie Wiberg Pedersen

”Det, Bernhard og Abelard er uenige om, er synet på frelse. Bernhard lægger vægten på det, vi også finder hos Paulus, nemlig at mennesket er blevet frelst, ved at Kristus på korset er gået i døden for mennesket og har påtaget sig dets synd. Hos Abelard er skaberen derimod så god og kærlig, at Kristi død er mindre essentiel for menneskets frelse. Det er en debat, som altid har eksisteret i kristendommen, og som vi måske aldrig bliver færdige med. Og den handler dybest set om, hvorvidt Guds kærlighed i sig selv er nok til frelsen. Eller om Guds kærlighed indebærer Kristi inkarnation og korsdød,” siger Else Marie Wiberg Pedersen, der blandt andet har skrevet om lighedspunkterne mellem Luthers og Bernhard af Clairvaux' kærligheds- og frelsesforståelse.

”Luther og andre reformatorer er faktisk inspireret af Bernhard. En af Luthers yndlingstekster er det brev, Bernhard skrev til paven lige efter det andet korstog i 1148, hvor han går i rette med paven for at blande det åndelige og det verdslige sværd sammen. Ifølge Bernhard skal kirken holde sig til at forkynde frelse og tilgivelse. Hele Bernhards syn på Gud som kærlighedens magt kombineret med frelsen i kraft af inkarnationen og korset fletter sig ind i store dele af den reformatoriske teologi,” siger Else Marie Wiberg Pedersen.

Netop Bernhards kærlighedsbudskab står i skarp kontrast til det barske, selvpinende eftermæle, han har fået, blandt andet på grund af sine modstandere. Men det er også det, der gør ham mest nutidig, mener sognepræst ved Messiaskirken i Charlottenlund Rose Marie Tillisch, som har skrevet ph.d.-afhanding om Bernhards påvirkning af den europæiske og herunder ikke mindst den danske åndstradition.

”Med Bernhard og cistercienserne får vi et sprog for Guds kærlighed til os og vores kærlighed til Gud. Der går tråde fra Bernhard gennem Luther til Brorson og Grundtvig og efter min opfattelse helt frem til P.G. Lindhardt,” siger Rose Marie Tillisch.

Kernen i Bernhards teologiske univers er Salomons Højsang, som er et af hovedemnerne for hans prædikener og teologiske tekster i det hele taget.

”Bernhard fortolker Højsangen som allegori på forholdet mellem det enkelte menneskes sjæl og Gud. Det er Unio Mystica eller ægteskabet mellem Kristus og mennesket og handler om, hvordan Gud forener sig med mennesket for at give mennesket det, det ikke har selv, nemlig kærlighed. Det gør Han ved at gå ind i verden. Det, Luther især kan lide ved Bernhard, er nærheden mellem Gud og menneske i trolovelsen mellem sjælen og Gud, et billede, Luther selv anvender” siger Rose Marie Tillisch.

Bernhard er også en af de første, som med Augustin insisterer på, at troen skal gå gennem hjertet og ikke kun gennem hjernen. Og derfor findes han frem igen og igen op igennem den europæiske teologiske historie, der bølger mellem en rationel og en mere følelsespræget trosforståelse.

”Hvor Bernhard prædiker dette ideal for sine munke inden for klostermurene, lægger Luther klostermurene ned og siger, at det er muligt for det almindelige menneske. Men den lutherske ortodoksi fører efterhånden til en stivnet fornuftsgørelse af troen. Og her er det, at Brorson kommer ind i billedet, 600 år efter Bernhards død. Bernhard og Brorson vil begge have både en fornufts- og en følelsesindgang til troen, og det er Brorsons salmer vidunderlige, poetiske udtryk for,” siger Rose Marie Tillisch.

Men derefter kommer oplysningstiden og rationalismen, og Brorson går mere eller mindre i glemmebogen.

”Da så Grundtvig omkring 1837 begynder at arbejde på sit store salmeværk, opdager han, uafhængigt af Brorson, cisterciensernes tekster fra 1100-tallet, som inspirerer ham til for eksempel ”Hil dig, Frelser og Forsoner”. Grundtvig er helt nede og få fat i kilden, selvom den tekst, han støtter sig til, er skrevet af en af Bernhards elever, Arnulf af Louvain, men i fuldstændig overensstemmelse med Bernhards tanker. Også Kierkegaard er inspireret af denne tradition,” siger sognepræsten, der mener, at også P.G. Lindhardt kan knyttes til den cisterciensiske tradition.

”Intet tyder på, at Lindhardt selv har læst Bernhard af Clairvaux. Men blandt de yndlingssalmer, Lindhardt ofte refererer til, er dels Brorsons ”Den yndigste rose er funden” og Grundtvigs gendigtning af cisterciensersalmen “Hil dig, Frelser og Forsoner”. Det er her, han går ind og genopretter balancen mellem fornuft og følelse,” siger Rose Marie Tillisch.

Da Bernhard dør på Clairvaux-klostret i 1153, er han en af kristenhedens mægtigste mænd.

”Han har spillet en kolossal teologisk og kirkepolitisk rolle. Han fik indflydelse på både bispevalg og pavevalg, og det var ham, pave Eugenius III gik til, da han ville overbevise Europas konger og fyrster om at gå på korstog eller på pilgrimsfærd, som det hed. Korstoget i 1146-48 blev en fiasko, men Bernhard fik fyrsterne i tale, hvor paven ikke havde kunnet råbe dem op,” påpeger Else Marie Wiberg Pedersen.

Hun understreger, at Bernhard af Clairvaux i det hele taget er en mangefacetteret og i nogle henseender paradoksal skikkelse. Det samme er cistercienserne.

”Der sker det paradoksale med cistercienserne, som med andre munkebevægelser, at de har fattigdom som et ideal, men ender med at blive en meget rig orden, især fordi de tiltrækker så dygtige folk. Senere, i 1200-tallet, kommer tiggermunkene, franciskanerne, og vandreprædikanterne, dominikanerne, til. Sidstnævnte bliver herefter den mest indflydelsesrige orden og en stor rival til Luthers orden, augustinerne, i 1500-tallet.

Men i 1100-tallet er det cistercienserne, der dominerer. Og man kan roligt sige, at cisterciensernes lære stadig er central i kristendommen i kraft af hele deres syn på kærlighed og frelse” mener Else Marie Wiberg Pedersen.