Prøv avisen

Erasmus af Rotterdam kom til at præge vores forståelse af høflighed

Erasmus af Rotterdam, der var datidens store dannelsesskikkelse, udgav i 1530 en bog om manerer, der fik vidtrækkende betydning for vores forståelse af høflighed. – Foto: Ritzau Scanpix

I løbet af 500 år har høflighed ændret sig fra at handle om autoritet og hierarkier til at være individets udvisning af hensyn og respekt. Vigtige personer i den udvikling var både humanisten Erasmus af Rotterdam og den danske munk og underviser Niels Bredal, lyder det fra forfatter, der har arbejdet med emnet de seneste måneder

”Jeg skubber lige til dig.” Ulla Gjedde krummer tæer, når hun hører den sætning. Hun er cand.mag. i fransk og forfatter til bogen ”Håndbog i høflighed”, og så står hun bag en forelæsningsrække om høflighedens historie på Folkeuniversitetet, der har trukket publikum til i dette efterår. Her spoler hun tiden 500 år tilbage, hvor høflighed var udtryk for en nyfunden humanisme. Og når vi i dag kan finde på at sige ”jeg skubber lige til dig”, er det udtryk for, at den humanisme gradvist har udviklet sig til individualisme. Men mere om det senere.

I 1530 udgiver Erasmus af Rotterdam (1469-1536) en bog om manerer, som med den danske oversættelse i 1669 får titlen ”En liden Bog om Høviskhed i Børnesæder”.

Læst med nutidens øjne er bogen en elementær socialisering for børn, men den bliver med Ulla Gjeddes ord samtidig en ”kioskbasker”, fordi Erasmus af Rotterdam som én af de fremmeste renæssanceskikkelser indkapsler tidsånden i en let læselig form.

Hans dannelsestænkning og humanisme kommer til at præge både samtiden og eftertiden.

”Renæssancen er et tidspunkt i kultur- og åndshistorien, hvor det enkelte menneske sættes i centrum. Der opstår et ønske om, at børn skal rettes til den ønskede kultur og livsopfattelse. Det er altså udtryk for, at man interesserer sig for det enkelte menneske og dets væren i verden,” forklarer Ulla Gjedde.

I Danmark skriver rektor for latinskolen i Vejle Niels Bredal, hvis fødsels- og dødsår er ukendt, i 1568 ”Børne Speigel” (Børnespejl på nudansk), som anses for at være Danmarks første børnebog, og som også instruerer børn i god og korrekt adfærd.

Fælles for de to udgivelser er, at de er vidnesbyrd om det hierarkisk opbyggede samfund, hvor autoriteten udstikker tydelige regelsæt for høflig og ordentlig opførsel.

Erasmus af Rotterdams udgivelse bliver første bud på senere tiders etikettebøger, og op gennem 1600- og 1700-tallet sætter særligt hoffet i Versailles og de europæiske enevoldskonger standarden for god etikette, men med Den Franske Revolution i 1789 og oplysningstankerne smuldrer indflydelsen fra det franske hof, og borgerskabet blomstrer op i hele Europa.

Og det smitter af på høflighedsnormerne. Helt konkret fører man i Frankrig efter revolutionen en ”anti-høflighedspolitik”, som Ulla Gjedde kalder det.

”For eksempel ville man have, at alle skulle være dus,” fortæller Ulla Gjedde.

I 1788 udgiver den tyske forfatter Adolf von Knigge (1752-1796) det værk, som i 1800 får den danske titel ”Om Omgang med Mennesker”. Bogen bliver hurtigt en bestseller i hele Europa, hvor den er med til yderligere at cementere, at borgerskabets værdier og sociale koder erstatter adelens.

”Knigge var adelig og samtidig et fremtrædende medlem af logen Illuminati-ordenen, der arbejdede på at omsætte oplysningens tanker til politisk virkelighed. Det nye og banebrydende ved Knigges bog er, at han beskriver borgerskabets liv og levned, og man kan læse dele af hans bog som en satire over de mange latterlige adfærdsregler, der hersker under enevældens styreform,” forklarer Ulla Gjedde.

Knigges etikette er på den vis udtryk for oplysningstidens tro på den menneskelige fornuft og ønsket om at udbrede viden og bryde med traditioner.

Høflighed og etikette ændrer sig altså i takt med skift i åndshistorien. Men kigger man på høflighed gennem skiftende tiders idealer, er der nogle grundlæggende mekanismer, som går igen. Med den canadisk-amerikanske sociolog Erving Goffmans (1922-1982) ord bestræber vi mennesker os på at undgå, at vi eller andre taber ansigt.

”Høflighed er med til at bevare værdigheden, så vi eller andre ikke taber ansigt. Så vi ikke rives ud af de sociale roller, vi opfatter os selv og andre i, og som gør vores sociale omgang rar og uproblematisk. Men hvad disse roller er, og hvad der skal til for at bevare dem, ændrer sig,” siger Ulla Gjedde.

Netop høflighedens rollebevarende funktion viser sig i 1800-tallets takt og tone-litteratur. Danmark såvel som resten af Europa oplever i den tid en gennemgribende industriel forandring med både politiske, kulturelle og økonomiske følger.

Samtidig bliver etikettebøgerne enormt populære, og det skyldes ifølge Ulla Gjedde blandt andet deres fokus på social stabilitet.

”Etiketteregler tjener et samfundsmæssigt, hierarkibevarende formål. De angiver menneskets plads og rolle i et givent miljø. Takt og tone skabes og bruges til at bibeholde nogle bestemte samfundsstrukturer. På den måde bliver takt og tone-bøgerne et spejl på det, der tænkes som det ideelle samfund,” forklarer Ulla Gjedde.

Den strukturbevarende tendens går igen i den danske etikettebog, som formentlig er kendt af flest i dag, nemlig ”Takt og Tone” af Emma Gad (1852-1921). Efter Første Verdenskrig er den en velbenyttet guide til god opførsel af de nyrige gullaschbaroner, som bevæger sig ind på det højere borgerskabs område. Bogen, som i år fylder 100 år, er Gads forsøg på at skrive det, hun selv betegner som ”en moderne Knigge”.

Ifølge Gad skal takt og tone nemlig følge med tidsånden, og i en tid med en stadig mere bevidst arbejderklasse, en russisk revolution og en aktiv kvindebevægelse er der brug for en ”Knigge”, som rummer en fortælling om, hvordan alle kan behandle hinanden ordenligt.

”Fruerne skal blandt andet forstå, at de skal respektere de tyendes arbejdstider, og de skal give dem rum til at læse. Gad skaber en fortælling, hvor alle har deres gode plads – en illusion om et samfund, hvor alle kan føle sig set i den rette rolle,” forklarer Ulla Gjedde.

Den hierarkibevarende takt og tone ophører dog brat i 50-året for Gads udgivelse. Hvor takt og tone, etikette og høflighed hidtil havde opretholdt autoriteter, spreder maj-revolten i 1968 antiautoritære strømninger i hele Europa.

Det er et skift i tidsånd, hvor de etablerede samfundsstrukturer ikke længere bliver taget for givet eller for ønskværdige.

”Hvordan vi omgås hinanden, blev ændret fundamentalt for 50 år siden. Det blev en kulmination af humanismen, der var igangsat i renæssancen. Som én lang individualiseringsproces. Nu var ikke kun menneskets væren i verden i fokus, men selve individets og dets egne behov. Og det kom til at stå over civiliseringen af omgangsformerne,” siger Ulla Gjedde og tilføjer, at ændringen blandt andet kommer til udtryk ved, at vi i Danmark bliver dus.

Men hvad er høflighed så i dag? Efter 500 års løbende individualisering og opgør med hierarkier og autoriteter er høflighed i Danmark i dag ifølge Ulla Gjedde stadig en socialisering i de sociale spilleregler. Og det kommer til udtryk i venlighed, hensyn og omsorg for ens næste. Og det er vi, synes hun, gode til, fordi vi holder døren, giver en hånd med barnevognen og rejser os for gravide og ældre.

Men humanismens transformation til individualisme ses ifølge Ulla Gjedde særligt i sproget. ”Jeg skubber lige til dig” ser hun som et særligt dansk udtryk, hvor ordet ”lige” skal tage brodden af et egentligt ret uhøfligt udtryk, hvis interesse er udelukkende individuel, og som ikke er pakket ind i venlige omgangsformer.

På den måde er høflighed i dag, forklarer hun med henvisning til den nulevende franske filosof Michel Lacroix, på én gang uvæsentlig og fundamental.

”Den er uvæsentlig i forhold til at sætte en ønsket handling igennem. Jeg kan bare skubbe dig væk, hvis jeg vil forbi. Men høflighed er fundamental for, hvordan vi oplever den konkrete situation, og for, hvordan vi helt generelt kan sameksistere i respekt for hinanden,” forklarer Ulla Gjedde og runder samtalen af med et høfligt ”hav en god dag”.