Findes der regler for, hvilket køn eller hvilken etnicitet en oversætter skal have, for at han eller hun kan få lov til at oversætte et konkret litterært værk? Indtil for nylig ville spørgsmålet have været uforståeligt. For et forlag handlede det udelukkende om at finde en tilpas rutineret oversætter m/k med plads i ordrebogen, og ingen ville have løftet et øjenbryn, uanset hvem valget var faldet på.
Som de seneste ugers ophedede diskussioner om oversættelsen af Amanda Gormans digt har demonstreret, har identitetspolitikken også vendt op og ned på det. I Holland mente forlaget Meulenhoff sig på sikker grund, da det i slutningen af februar annoncerede, at man efter ønske fra Gorman havde bedt den 29-årige forfatter Marieke Lucas Rijneveld om at oversætte digtet.
Der gik ikke mange timer, før kritikken haglede ned over forlaget. Ifølge journalisten Janice Deul var det helt uforståeligt, at valget var faldet på en hvid, ikke-binær forfatter. Rijneveld trak sig straks, og forlaget bad om tilgivelse. I Spanien havde den estimerede oversætter Victor Obiols allerede oversat digtet til catalansk, da forlaget satte ham fra bestillingen med den begrundelse, at Gorman havde ønsket en ung sort kvinde til opgaven.
Helt galt er det gået i Tyskland. Som tidligere redaktør ved Hanser Verlag Wolfgang Matz beretter i Frankfurter Allgemeine Zeitung, har Gormans tyske forlag – Hoffmann und Campe, der normalt ikke udgiver lyrik – fordelt opgaven på ikke færre end tre personer: Kübra Gümüsay, Hadija Haruna-Oelker og Uda Strätling. De to første er journalister og har ifølge Matz hverken erfaring med poesi eller oversættelse, mens den sidste er en rutineret forlagsredaktør, som skal forhindre, at det kører helt af sporet. Hvorfor Gümüsay som tysktyrker skulle have privilegeret adgang til den afroamerikanske erfaring, vides ikke. Gümüsay har desuden ved flere lejligheder offentligt udtrykt sympati for Erdogans AKP.
Åbenbart spiller det ingen rolle, om oversætteren er tilhænger af et autoritært regime, hvis hun blot har den rigtige hudfarve.
Gormans digt udkommer på dansk i den danskpakistanske digter Naiha Khiljees oversættelse.
Hvem sagde, at oldtidskundskab var et støvet skolefag? Siden den amerikanske professor i klassiske studier ved Princeton Dan-el Padilla Peralta i februar i New York Times blæste til kamp mod den racisme, der angiveligt kendetegner de klassiske fag, har debatten raset om en af humanismens grundsøjler.
Ifølge Peralta, der selv er sort og kom til USA som illegal indvandrer, har klassikerne været med til at legitimere et hvidt kolonialistisk overherredømme. Den tid må være forbi nu, mener han og mange af hans kolleger.
Grundteksterne skal enten forsynes med en varedeklaration, der advarer mod ukritisk indtagelse, eller helt udstødes af kanon. Desuden er det på tide, at fagets kustoder udskiftes. Studiet er tilrettelagt af og til hvide mænd, som på den måde fortsætter den antikke tradition, hvor en lille mandlig elite tænkte store tanker, mens kvinder og slaver tog sig af resten.
Peralta tvivler ikke på, at han som sort og indvandrer langt bedre vil kunne forstå antikkens slaveri end sine hvide mandlige kolleger.
Tæt forbundet med denne debat er kravet om nye faggrænser. Betegnelsen klassisk antyder ifølge kritikerne, at studiet af den græske og romerske antik er finere end studiet af andre oldtidskulturer. Man bør derfor i stedet oprette ”mediterrane studier” og ”antikke studier”, der også indbefatter oldtidens Egypten, Mesopotamien og eventuelt Kina. Hovedsagen er, at den græsk-romerske oldtid mister sin særstilling.
Hvad kritikere mangler at give svar på, er, hvad vi overhovedet skal bruge studier af oldtiden til, hvis de kun må fortælle os det, vi allerede ved i forvejen.
Ifølge Berlingske Tidende hilses udviklingen velkommen af professor i græsk og latin ved Københavns Universitet David Bloch.