Friedrich Hölderlin vidste allerede som barn, at han ville være digter, men hans overspændte sind og de høje forventninger, han havde til sig selv og digtergerningen, gjorde det vanskeligt for ham at færdiggøre noget. Det værk, han efterlod sig, er af samme grund beskedent af omfang og består i vid udstrækning af skitser og fragmenter, hvilket samtidig kan forklare, hvorfor han igennem tiden er blevet udlagt så forskelligt. En stor del af Hölderlin-forskningen har alle dage handlet om, hvordan man udfylder hullerne og sætter fragmenterne rigtigt sammen.
Hölderlin voksede op i en velhavende protestantisk embedsfamilie i Lauffen am Neckar i hertugdømmet Würt-temberg, 30 kilometer nord for Stuttgart. Efter moderens ønske studerede han teologi ved det berømte Tübinger Stift sammen med de senere kendte filosoffer G.W.F. Hegel og F.W.J. Schelling. De tre sluttede hurtigt venskab og kom til at præge hinandens intellektuelle udvikling fra slutningen af 1780’erne til midten af 1790’erne. Et vidnesbyrd herom er fragmentet ”Den tyske idealismes ældste systemprogram”, der dukkede op på en auktion i 1913 i en senere afskrift af Hegel, men formentlig stammer fra 1795 og er skrevet af de tre venner i fællesskab.
Kort efter dette fælles forsøg ud i filosofiens kunst skiltes deres veje, Schelling og Hegel fortsatte med at tjene deres akademiske sporer ved universitetet i Jena, mens Hölderlin ernærede sig som huslærer og påbegyndte arbejdet på det, der skulle blive hans eneste prosaværk, brevromanen ”Hyperion” eller ”Eremitten i Grækenland”, der udkom i to bind i henholdsvis 1797 og 1799.
Romanen blev ikke det gennembrud, som Hölderlin havde drømt om. Dertil var den på én gang for lyrisk og filosofisk. Eremitten Hyperion genkalder sig i en række breve sit liv som ven, elsker og kriger. Det er både smukt og dybsindigt, men også temmelig stillestående – helt ulig den brevroman, man i samtiden uundgåeligt måtte sammenligne den med, Goethes skamløst underholdende ”Den unge Werthers lidelser” (1772).
Hölderlin var som sine samtidige stærkt fascineret af den græske antik, som alle hans store hymner og elegier besynger og begræder tabet af. Hans tro på poesiens kraft var grænseløs, og han mente, at digteren i særligt inspirerede øjeblikke kunne vække guderne til live igen og måske endda overvinde den ”gude-nat”, som kendetegnede den affortryllede modernitet.
I et af Hölderlins bedst kendte digte, ”Hälfte des Lebens” (på dansk: Halvdelen af livet), 1804, der hører til de smukkeste digte skrevet på tysk, fremkaldes hele denne meningsfylde og efterfølgende tomhed på 14 verselinjer fordelt på to strofer. Første strofe iscenesætter inspirationen i et overjordisk smukt og harmonisk billede af et svanepar, der dukker deres hoveder i det ”hellignøgterne” vandspejl. I anden strofe følger negationen og digterens klage over ikke længere at have adgang til denne meningsfylde:
”Ve mig, hvor finder jeg, når / Det er vinter, blomsterne, og hvor / Solskinnet, / Og jordens skygger? / Murene står / Sprogløse og kolde, i vinden / Klirrer vejrhanerne.”
Få år efter forstummede Hölderlin selv. I 1806 blev han efter en række sammenbrud indlagt på et sindssygehospital i Tübingen. En lokal snedker tilbød at huse ham, og de resterende 36 år af sit liv tilbragte han i et tårnværelse i dennes hus, næsten uden kontakt til andre end snedkerfamilien.
Hölderlin døde den 7. juni 1843.