Prøv avisen

Europas identitet ligger i de mange små sprog

Illustration: Morten Voigt

Sprog er en nøgle til at forstå præcis hvor identitetsstærke de europæere er, som de valgte europa-parlamentarikere snart skal lede. Netop på det punkt adskiller kontinentet sig fra andre dele af den vestlige verden

Hvad er Europa? Det spørgsmål har mange politikere prøvet at svare på op til europa-parlamentsvalget i morgen. Men et andet sted at søge svaret er i sprogets verden. Og helt præcist i rætoromansk. Det lille sprog fortæller nemlig historien om, hvor kompromisløst europæerne står fast på deres identitet. I Schweiz er rætoromansk det fjerde sprog efter tysk, fransk og italiensk, og små 35.000 mennesker har det som modersmål i den schweiziske delstat Graubünden. Her har hver dal sin egen rætoromanske dialekt. Ordet “jeg” hedder for eksempel et sted “ja”, et andet sted ”eu”.

Rætoromanerne forstår ikke altid hinanden. Nogle steder findes der forståelsesbarrierer mellem byer på få kilometers afstand. De forskellige versioner af sproget har nemlig udviklet sig i afsondrede dale ud fra latin, som romerne spredte for et par tusinde år siden.

De 35.000 rætoromanere har aldrig kunnet blive enige om, hvad der er det rigtige rætoromansk. Derfor har man indtil for få årtier siden trykt skolebøger på fem forskellige sprog til et antal elever, der svarer til indbyggertallet i en stor jysk købstad.

Til sidst blev det rætoromanerne for meget. I 1982 valgte man at hidkalde en ekspert – af neutralitetsgrunde en tysker – som fik den opgave at danne et fælles skriftsprog. Og i dag trykker man skolebøger på det sprog, som Heinrich Schmid gjorde til standard. Men det lykkedes ikke tyskeren at ændre sprogsynet hos flertallet af rætoromanerne, som stadig holder fast i hver sin dialekt i hver sin dal. Fortællingen findes i den hollandske lingvist Gaston Dorrens bog om Europas sprog, som er værd at fordybe sig i i en tid, hvor europæernes identitet er til debat.

Sprogene i Schweiz fortæller den europæiske historie i tilspidset form. Landet, der ikke er del af EU, har et væsentligt budskab til de politikere, der nu vælges ind i Europa-Parlamentet. For schweizernes identitet viser den diversitet og selvbevidsthed, der er knyttet til Europas identitet.

Sprogene kan noget, som europæerne ikke kan. I stedet for at tale om Europa som utopi, projekt og værdier vidner de jordnært og realistisk om, hvad Europa er. Og det sker med udgangspunkt i, hvad Europa konkret har været gennem århundreder.

Mens den ene franske filosof efter den anden erklærer, at Europa snart holder op med at være Europa, peger sprogene i stedet nøgternt på en historisk virkelighed, der går meget langt tilbage. Europas sprog er på godt og ondt historien om at stå fast på at være, hvem man er, om at føre krige og stjæle fra naboerne og om at invadere og bygge imperier.

Men sproghistorien er også historien om at bygge broer. Da Italien og Tyskland omkring 1870 skabte fælles nationalsprog på tværs af store regionale forskelle, blev de eksempler på, at europæerne forstod, at de måtte forene sig, længe før EU blev opfundet. Og når en italiensktalende og en tysktalende schweizer i dag slår over i engelsk i samtale med hinanden, selvom de er landsmænd, er det tilsvarende udtryk for, at de erkender en svaghed og tager en ny bro i brug.

Det kan aflæses i sprogene, hvordan Europa adskiller sig afgørende fra resten af Vesten: Australien, Syd- og Nordamerika. Selvom amerikanere taler meget om diversitet, viser de europæiske nationalsprog nemlig en større og dybere rodfæstet mangfoldighed.

Der er aldrig opstået så magtfulde sprog i Europa som engelsk i USA eller spansk og portugisisk i Sydamerika. Intet imperium har kunnet underlægge sig hele det nuværende Europa. Romerne kom langt omkring. De fik gjort latin til administrationssprog i store dele af den dengang kendte verden. Men nationalsprog lagde latin kun grunden til i en håndfuld lande i det lange løb. Folkesprogene var stærkere end romernes latin.

Det største modersmålssprog i Europa er tysk. Men det er kun modersmål for 16 procent af EU’s befolkning. Intet sprog er i nærheden af at være i flertal.

Europa er derfor noget andet end de andre vestlige kontinenter. Europa er mange sprog. Og på en måde er de alle også små sprog i det store perspektiv. Selv med engelsk kan man ikke komme langt med flertallet af europæere. En god tredjedel af EU’s borgere behersker engelsk på arbejdsniveau ifølge undersøgelser.

Europa er oversættelse, og at være europæer blandt andre europæere er en oversættelsesøvelse. Det giver en særlig dynamik i det internationale personmøde. Og i det politiske møde.

Det er ikke alle, der rigtig forstår denne sproglige identitet, som er den genuint europæiske. Og nogle gange får man det indtryk, at politikere fra de kulturer, der betragter sig selv som store sprog, mindst forstår den logik, som ligger i den europæiske sprogidentitet. Majoriteten i Europa – og den typiske europæer – kommer nemlig med et lille modersmål og træder derfra ind i et møde på et større sprog. Ofte er begge parter sprogligt på udebane, som når en polak og en græker taler engelsk med hinanden. På en måde er vi europæere altid på udebane, når vi skal kommunikere. Af samme grund opfattes EU grundlæggende som et udebanemøde for mange borgere.

Det betyder noget eksistentielt for samtalen europæere imellem. Vi bevæger os ind i den europæiske kommunikation med en vis ydmyghed og forsigtighed, for vi er ikke den fulde version af os selv, når vi skal begå os på sprog, som vi ikke behersker 100 procent.

Men det skaber også en åbenhed og uafklarethed, der begynder forfra ved hvert møde. Selv blandt politiske topledere kan det få stor betydning, hvilke sprog man kan. For eksempel er det ingen hemmelighed, at det har givet gode relationer og tillid i Moskva, når tyske ledere har kunnet russisk.

Sprog handler altid også om magt. I EU er sprogene en naturlig kampplads. Danskerne nedtoner kampen, fordi vi er nødt til at være pragmatiske. Dansk kan ikke blive fællessprog, så det er et let kompromis at indgå for vores politikere. Men de store sprog på kontinentet står fast på deres eget sprogs betydning i den fælles kommunikation, og år efter år skrives artikler om, hvor uhæmmet mange EU-penge der bruges på oversættelse.

De store sproglige grænser er også kulturgrænser. Grænsen mellem slaviske sprog i Østeuropa og germanske og romanske sprog i Vesteuropa er også en indgang til at forstå religiøse forskelle og værdikampe. Den splittelse, der er i Europa om seksualetik og ægteskabsforståelse, følger grænsen mellem slaviske og germanske sprog.

Europas sproglige rigdom har historisk ført til stereotyper om de andre, der taler mærkeligt og uforståeligt. Mange af dem kombineret med pseudovidenskabelige overvejelser.

Den tyske tænker August Wilhelm Schlegel mente, at smukke sprog som italiensk og fransk havde det bedst under “mildere himmelstrøg”. De nordiske strubelyde kom af at leve med streng kulde og klipper, lød ræsonnementet. Den klimateori om sproget har ikke mange videnskabelige tilhængere længere.

Men nordeuropæere kan stadig blive enige om en ting: At de sydlige sprog er smukke, mens deres nordeuropæiske naboer har grimme sprog.

Alle europæere fortæller i øvrigt vittigheder om sproget i nabolandene. På fransk har man for eksempel udtrykket “une querelle allemande”, et tysk skænderi. Det er en pertentlig og smålig måde at mundhugges på, som man tillægger tyskerne. Det placerer så omvendt franskmændene i en rolle som mere generøse i deres måde at skændes på. Mennesker danner identitet i modsætning til naboerne, som den tyske sociolog Robert Picht har peget på. Og det gælder også for sprog. De både samler og skiller os, sådan som virkelighedens kulturer også gør det.

Og mens politikere taler om europæiske visioner og værdier, som kan dække over et hav af betydninger, drømme og ambitioner, er sprogene bundet af Europas historie og virkelighed, som den leves af 500 millioner mennesker. Sprog er realitet og identitet. Europas modersmål er udtryk for, at europæerne har rødder, de ikke går på kompromis med. Det kulturfundament vil ligge under alle de politikere, der stemmes ind i Europa-Parlamentet i morgen.

Gaston Dorren: Sprachen. Eine verbale Reise durch Europa. (På dansk: Sprog. En verbal rejse gennem Europa). Ullstein. 2017. 18 euro (134,50 kroner).