Fadervor er en bøn for livet

Teolog Eberhard Harbsmeier indleder det nye år med at reflektere over en central udgivelse fra det gamle år om kristenlivets væsentlige bøn

Det er ikke reformatoren Martin Luther, der har opfundet katekismen som genre. Længe før diskuterede man, hvad der er nødvendigt for en kristen at vide. Og man blev enige om, at det var to ting: Trosbekendelsen og Fadervor. De to fanger nemlig det, Gud har gjort for os, og det, vi skylder ham. Senere tilføjede man også som det tredje det dobbelte kærlighedsbud eller de ti bud, nemlig det, vi skylder vor næste. Desværre lavede Luther denne rækkefølge om, idet han i den berømte Lille Katekismus fra 1528 stillede de ti bud foran.

Men Luther har lavet andre katekismer, også med anden rækkefølge. Den efter min mening smukkeste af dem alle sammen og min yndlingskatekismus er fra 1534, dedikeret til Luthers gode ven Peter Barber, altså frisøren. De havde været nære venner i mange år. Den gode Peter fik dog senere en tragisk skæbne. I fuldskab kom han i 1535 til at stikke sin svigersøn, der var soldat og havde påstået at være udødelig, ihjel. I retssagen bistod Luther sin gode ven og opnåede, at den gamle mand ikke blev dødsdømt, men landsforvist. Denne katekismus bærer titlen: ”En enfoldig måde at bede på for en god ven, Mester Peter, barber”.

Den starter smukt. Ikke med de ti bud, men med Fadervor, og det fremgår af overskriften, at det at kunne bede sit Fadervor egentlig for Luther er indbegrebet at være kristen. Fadervor indeholder det hele og er i sig selv en katekismus.

To af vore biskopper har også udgivet en sådan katekismus, kun med Fadervor. Men den indeholder på en måde det hele. Og godt nok kan man ikke forvente af Marianne Christiansen og Tine Lindhardt, at de dedicerer så smuk en bog til en fordrukken gammel frisør, men bogen bærer dog den smukke titel: ”Oplysning til borgerne om Fadervor”. En fremragende og gedigen indføring i fadervor, der faktisk fungerer som en hel katekismus – ikke henvendt til den enfoldige menige mand, men til nutidens dannede og interesserede borger. Godt gjort, man skal jo ikke tale ned til folk.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fadervor er en ejendommelig tekst. Det er indbegrebet af kristen identitet. At være kristen er at kunne bede sit Fadervor. Men samtidig er det en meget inkluderende bøn – ja, måske oprindelig slet ikke en ”kristen” bøn, men en jødisk bøn. Det er Jesu egen – og derfor også vores bøn. Ethvert menneske, både kristne og ikke kristne kan bede denne bøn. Begge dele, det ”specifikt kristne” og det ”universelle” kommer godt frem i denne udlægning af Fadervor, en udlægning, der både kan få det moderne menneske i tale og gøre rede for kristen identitet. Der tales ikke dogmatisk ned til folk, men redegørelsen er både informativ og en indbydelse til samtale. Et godt greb er, at bogen er bygget dialogisk op, og de to forfattere responderer på hinandens udsagn. Det giver en åbenhed og undgår den belærende tone, der ellers er kendetegnede for katekismer.

Karl Barth har engang sagt, at i grunden er al teologi bøn, for om Gud kan man ret beset kun tale i anden person som et du. Det handler om bøn, men deri ligger, at det er en bog om de store ”livsspørgsmål”, om Gud, om kønsdebatten, om skæbne, livets mening, skyld og det onde og meget mere. De bibelske fortællinger bruges som fortolkningsramme, det er en bibelsk katekismus. Traditionen fra oldkirken og Luther inddrages – men også det moderne menneske tages alvorligt, så katekismen undgår både gold traditionalisme og billig enten polemik imod eller leflen for det moderne.

Der er bibelsk stof, men også frimodighed til at tage aktuelle nutidige problemer op.

Anledningen til bogen og højdepunktet er diskussionen om den sjette og syvende bøn om fristelsen og det onde. Paven har foreslået en anden oversættelse, for Gud kan da ikke friste – og afsnittet om Gud og det eller den onde er noget af det bedste i bogen, en diskussion om et ”monistisk” eller ”dualistisk” gudsbegreb.

Bogen udmærker sig ved at være både informativ og debatskabende, en indbydelse til videretænkning. Lisbeth og Mogens Müller har bidraget med et fint eksegetisk afsnit om det nytestamentlige tekstgrundlag. Her og ellers kan man undre sig over de mange græske gloser i en bog, der henvender sig til borgerne. Men jeg finder det helt i orden og har da selv erfaret, at menigheden tager godt imod det, hvis man tilkendegiver, at man har konsulteret den græske eller hebraiske tekst. Det er også et signal om, at man tager borgerne alvorligt som myndige mennesker, der gerne vil tænke selv og være med i overvejelserne. På en velgørende måde er bogen fri for at være ”propaganda for kirken”, den respekterer Fadervors universalitet uden at fornægte egen rodfæstethed i bibelsk og kirkelig tradition.