Hver dag stiger milliarder af bønner til vejrs. Bøn er en af de aktiviteter, der er allervigtigst for menneskeheden. I alle kulturer. Og det er der en grund til, mener Bertrand Vergely, forfatter til en ny bog på dansk om emnet. For bøn er noget af det bedste, man kan bruge sin tid til. Selv beder han konstant.
”Jeg beder i metroen, hvor folk tit ser elendige eller frygtsomme ud. Eller i supermarkedet. Eller når jeg gør rent,” siger franskmanden, der er ortodoks kristen og underviser i teologi.
”For eksempel beder jeg Fadervor eller hjertebønnen: ’Herre Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig over mig synder’. Det skaber en mildhed og en varme, som faktisk ændrer noget,” tilføjer forfatteren.
Men lige nu beder han ikke. Han sidder og taler med indtrængende, dyb stemme i sin lille parisiske lejlighed med udsigt over en smuk baggård med blomster.
”Der er altid stille her, selvom vi er midt i Paris. Det er et perfekt sted at skrive og bede.”
Der er ikke noget andagtshjørne. Når det gælder bøn, lægger han ikke stor vægt på de ydre rammer, men han insisterer på, at kroppen er vigtig.
”Bøn handler om at gå fra det jordiske til det himmelske og fra krig til fred. Det viser vi ved at samle hænderne i en fredelig gestus. Bøn handler også om at være lille over for det store. Det viser vi ved at knæle.”
Hurtigt taler den rolige stemme sig varm. Og hurtigt bliver det klart, at han taler om bøn i en anden betydning af ordet, end de fleste gør.
”Jeg har en ven på den ortodokse klosterø Athos. Munken Ambrosius. Da jeg spurgte ham, hvad bøn er, svarede han: ’Bøn? Det er det, der sker, når jeg ser solens første stråler ramme stenen over alteret i kirken.’”
Bøn er altså åbenhed over for Guds skabelse. Indstilling mere end aktivitet.
”Bøn er absolut opmærksomhed på Gud. Det var filosoffen Simone Weil, der sagde det så præcist,” tilføjer han.
Bedst som man har fordøjet den tanke, strækker han sin tale om bøn endnu mere. Bøn er ikke bare et religiøst anliggende. Bøn er i sin mest basale form at bede om noget, man vil have. Derfor er det første skrig, der kommer fra en baby, også den første bøn, siger Bertrand Vergely. Han citerer den franske tænker Émile-Auguste Chartier, der kendes under navnet Alain:
”At bede om noget er et middel. At kunne bede om noget er den første lære i livet. Og, udtrykt mere præcist, den ældste metode til handlen.”
Det gør bøn til noget af det mest grundlæggende i tilværelsen. ”Bøn er en del af mennesket, og mennesket er en del af bønnen.”
Eller som han formulerer det helt kort:
”Mennesket er bøn.”
Og det fører os til at forstå, hvorfor bøn er civiliserende for mennesker. For det er forfatteren overbevist om, at den er.
”Vi lærer som børn at spørge om noget i stedet for bare at tage det. Vi går fra at være instinktdrevne til at bede om det, vi vil have. Når verden er uciviliseret og barbarisk, holder vi op med at spørge, så tager vi bare.”
Sand bøn fører til en mere civiliseret omgang mellem mennesker. Og den vil dermed være fredsskabende. Sådan lyder forfatterens ræsonnement.
Men hvad så med alle de kirkelige og politiske ledere, som har bedt heftigt, samtidig med at de har indledt krige?
”De har bedt forkert. De har bedt til krigens gud, ligesom man gjorde tidligere i græsk eller romersk mytologi. Men det er en form for hedenskab.”
Hans bog beskriver i øvrigt alle de mange former for perverterede bønner, som folk beder eller har bedt. Også folk, der i egne øjne har været gode kristne.
Men først og sidst beskriver den ortodokse franskmand i sin bog en radikal udvidelse af bønnen. Hans bønsbegreb er rummeligt, men også vildt og ukontrolleret. Hvad er egentlig hans projekt med den udvidelse?
”Jeg har en opgave, der er en anden end de ortodokse, der går i kloster. Jeg er en filosof, der prøver at forklare kristendommen og skabe et andet sprog om bøn. Det er ikke lige populært. Nogle kristne bryder sig ikke om det. Nogle filosoffer bryder sig heller ikke om det, fordi filosofien har så svært ved at tale om religion i dag. Derfor har min bog heller ikke solgt godt. Men det viser bare, at jeg ikke tilhører nogen lejr,” vurderer Bertrand Vergely.
”Alle de store filosoffer op til nyere tid havde det metafysiske med. Det er først for nylig, at filosoffer er holdt op med at tale om det guddommelige.”
Selv positivisterne forstod bønnens vigtighed. Den franske filosof Auguste Comte, der dyrkede troen på videnskaben, prøvede at skabe en gudløs bøn. For han havde forstået, at man kan afskaffe Gud, men ikke bønnen. Og det viser bare, hvor universel og almenmenneskelig bønnen er, ræsonerer Bertrand Vergely.
Forfatteren inddrager både antikke grækere, buddhister og jøder til at beskrive, hvordan de beder, i sin bog. Det har ført til kritik fra kirkeligt hold. Og risikerer han ikke at blande kristendommen sammen med andre traditioner?
”Nej. Intet kunne ligge mig fjernere. Jeg foragter synkretisme (religionsblanderi, red.). Man skal bede inden for en etableret tradition, ikke selv opfinde bøn fra bunden. Men vi må se i øjnene, at andre kulturer har en mere avanceret bønskultur, end vi europæere i dag har. Buddhister og muslimer sikrer, at de har en fast bønsrytme gennem dagen. Det har med metode, ikke med indhold at gøre.”
Kristendommen i Europa er i krise, er Bertrand Vergelys overordnede konklusion. Ja, kristendommen er ”død”, siger han på et tidspunkt. Forfatteren ser det derfor som sin mission at bidrage til at genoplive den bønskultur, som findes i kristendommen.
”Vi har i kristendommen den højeste forståelse af bøn og den højeste udvikling af mystikken. Men vi har glemt den. Præsterne er mere optaget af politiske, sociale og moralske spørgsmål. Og det opsluger dem. Men de skal huske dybden i kristendommen.”
Bønnen har efter filosoffens mening en vigtig rolle at spille i arbejdet med kristendommens elendige tilstand i dag.
”Der må nødvendigvis ske noget nyt, for vi kan ikke blive ved med at leve så overfladisk. Kristendommen er vildfaren og har brug for en ny vitalitet,” siger Bertrand Vergely.
Læs uddrag af bogen her.