Prøv avisen
Interview

Filosof: Kulturkristendom er befrielseskamp

Staten er ved at stjæle kulturkristendommen, ligesom fyrsterne tidligere har stjålet Luthers projekt, siger filosof Arno Victor Nielsen. – Foto: Nanna Kreutzmann/Ritzau Scanpix.

Kulturkristendom er et sympatisk forsøg på at vriste kristendommen fri af en omklamrende folkekirke, siger filosof Arno Victor Nielsen op til arrangement om begrebet i Georg Brandes Selskabet. Men han aner også en risiko for, at kulturkristendommen bliver kapret af staten

At være kulturkristen er at være fuldstændig modstander af, at kirke og stat skal have noget med hinanden at gøre. I stedet insisterer kulturkristendommen på, at kristendommen skal ud af statskirkens snærende greb. Det mener filosof Arno Victor Nielsen, der selv er optaget af teologi.

”I min optik er de kulturkristne først og fremmest dem, som kun sætter deres ben i kirken juleaften. Kulturkristendom er kirkefri kristendom. Der er til gengæld masser af kristendom i hverdagen. Der er tilgivelse, benådning og amnesti. Reformatoren Martin Luthers forsøg på at frigøre kristendommen fra kirken og sætte skriften i stedet for kirken har fået en naturlig fortsættelse i den danske kulturkristendom, som har fået kristendommen til at sive ud i samfundet og gjort velfærdsstaten til andet og mere end en forsikringsanstalt,” siger han.

Arno Victor Nielsen er en ivrig iagttager af de bevægelser i samfundet, der har med identitet, nationalitet og religion at gøre, og her i avisen har han tidligere givet denne karakteristik af kulturkristendom:

”Kulturkristendommen stritter meget imod Søren Kierkegaards syn på kristendommen. Der er ikke meget lidenskab i kulturkristendommen. Andre vil sige, at meningen med kristendommen netop er, at den flyver ud og danner standarder for, hvordan man lever sammen. Der kan dannes to polære opfattelser af kulturkristendommen: At det er en afkristning af samfundet, eller at det tværtimod er udtryk for en kristning af Danmark.”

Udtalelsen faldt i sammenhæng med en optælling foretaget af Kristeligt Dagblad, der viste, at brugen af begrebet ”kulturkristen” i landsdækkende dagblade var mere end fordoblet fra 2006 til 2016.

Og begrebet er stadig både populært og vækker debat. På tirsdag afholder Georg Brandes Selskabet et arrangement i Politikens Hus under titlen ”Hvad betyder kulturkristen egentlig?”. Selskabet har inviteret filosoffen Arno Victor Nielsen, digteren Søren Ulrik Thomsen og medlem af Folketinget Ida Auken (R) til at diskutere, om kulturkristen er et begreb, der samler eller skiller danskerne, når tre fjerdedele af befolkningen er registrerede medlemmer af folkekirken uden at komme der ofte.

Arno Victor Nielsen mener imidlertid ikke, at man kan sætte lighedstegn mellem folkekirkemedlemskab og kulturkristendom.

”Selvfølgelig er også jeg kulturkristen, selvom jeg ikke er medlem af folkekirken. Det kan man nærmest ikke undgå at være, når man er vokset op i Danmark og forholder sig filosofisk, analytisk og kritisk til spørgsmålet om religion og samfund,” siger han.

Han mener, at det ligger i kristendommens dna at gøre op med religiøse institutioner og religiøs fanatisme, fordi kristendommen i hans optik er religionskritisk i sit udgangspunkt. Derfor vil kristendommen i det omfang, det lykkes den at realisere sit frigørende potentiale, sekularisere samfundet og løsrive sig fra kirke og stat.

”Det var det, Luther forsøgte at gøre og til dels lykkedes med. Og det er det, den kulturkristne bevægelse i Danmark har forsøgt at gentage. Kulturkristendom i Danmark kan siges at have to manifester, Jørgen I. Jensens ”Den fjerne kirke” fra 1995 og Thorkild Grosbølls ”En sten i skoen” fra 2003. Hver på sin måde forsøger de at befri kristendommen fra kirkens klamme favntag, så den kan komme ud og virke i samfundet. En katolsk præst har engang sagt, at ”Jesus forkyndte Guds rige, men i stedet kom kirken”.

Og salmedigteren N.F.S. Grundtvig har sammenfattet Luthers projekt i det kendte vers:

”Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde! Da får vi lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde.”

”Sådan blev samfundet til et stort kloster,” siger Arno Victor Nielsen.

”Men desværre lykkedes Luthers forehavende ikke helt, for fyrsterne havde held til at kapre kristendommen, ikke mindst i Danmark, som Luther brugte som sit laboratorium. Vi har reelt en statskirke, selvom den kalder sig folkekirke,” siger han og tilføjer:

“Som ægte kulturkristen kan man ikke acceptere, at kirken skal have med vores fødselsattester at gøre.”

Arno Victor Nielsen ser nu også en tendens til, at staten stjæler kulturkristendommen og udnytter den til at føre hetz mod muslimer og andre, der opfattes som fremmede.

”Kulturkristendommen misbruges til andre formål end dens oprindelige sigte. Spørgsmålet er så, hvordan de danskere, der ikke kan identificere sig med islamkritik, og de dele af det borgerlige spektrum, som gør den sag til deres, vil reagere. Vil de vende sig væk fra den kølige kulturkristendom og få deres metafysiske behov opfyldt af overtro af forskellig slags? Det kan man frygte, når man ser, hvordan DR, der har en forpligtelse til at formidle kristen kulturarv, rask væk sender udsendelser om, hvordan man uddriver dæmoner af folks huse og helbreder mennesker ved hjælp af tro,” siger filosoffen.

Folkekirken karakteriserer Arno Victor Nielsen som ”et tandløst sted, hvor præsterne ikke tør tage konsekvensen af kristendommens iboende religionskritik og derfor reelt ikke forkynder kristendom, men taler om sjælevandring og meget andet vås”.

Og jo, filosoffen er klar over, at han med sine udtalelser nok vil ægge til modsigelse, både ved debatmødet på tirsdag og i avisspalterne. Og det er helt, som det skal være, forsikrer han.

Selvfølgelig er også jeg kulturkristen, selvom jeg ikke er medlem af folkekirken. Det kan man nærmest ikke undgå at være, når man er vokset op i Danmark og forholder sig filosofisk, analytisk og kritisk til spørgsmålet om religion og samfund.

Arno Victor Nielsen, filosof