Prøv avisen
Interview

Filosof: Vi er bange for at mærke tiden gå

De fleste forstår i dagligdagen tid som den tid, der går på et ur. Men tid kan opfattes på mange andre måder, mener Rüdiger Safranski, der citerer fysikeren Albert Einstein for, at der ikke findes en objektiv tid, sådan som et ur lader forstå. Foto fra 2005.

Døden melder sig hos det vestlige menneske, når intet sker, siger den tyske filosof Rüdiger Safranski i sin seneste udgivelse

En time hver dag sidder Rüdiger Safranski på en café. Her tager den tyske filosof sig god tid, kigger på mennesker og lytter også gerne til, hvad de taler om.

På den måde trækker han tempoet ud af tiden.

”Langsomgørelse” af tiden kalder han det, og han har flere andre ritualer til langsomgørelse, for eksempel en daglig spadseretur.

De fastre mønstre hjælper ham til at blive herre over tiden. Og hans seneste bog, ”Tid”, stiller netop spørgsmålet:

Er vi herre over tiden, eller er den herre over os?

”Tiden har altid været mere herre over os, end vi har været herre over den. Men den er blevet det endnu mere på grund af vores måde at organisere tiden på i det moderne samfund. Vi er kommet under større tidspres,” siger forfatteren, da Kristeligt Dagblad møder ham i hans simpelt indrettede berlinerlejlighed nær Kurfürstendamm.

Vores bedsteforældre havde en arbejdsuge på 45 timer eller mere. Vi er i dag nede på 37 timer. Hvorfor føler vi så, at vi har mindre tid i dag?

”Vi har fået større mulighed for individuelt at udnytte tiden. Men vi underkaster vores fritid tv-programmer og internet-rutiner. De fleste mennesker har brug for en ydre regulering af deres tid. Der er en angst for tid. Derfor begynder min bog også med kedsomheden. Tiden, hvor intet sker. Hvis man ikke er buddhist, men typisk europæer, reagerer man med angst på den nøgne tid, hvor intet sker.”

Hvorfor har det vestlige menneske udviklet sig sådan?

”Vi er i vores kultur forprogrammerede til at handle. Og hvis der ikke sker noget som helst i tiden, er det lig døden. Tid uden aktivitet foregriber døden. Den skræmmer os. I vores kultur er vi blevet afhængige af, at noget kommer udefra. Ser man fjernsyn, er alt gjort for os. Vi behøver ikke skabe billeder selv. Læser man derimod, må man selv skabe billederne.

Den indre aktivitet bliver mindre. Der sker ikke noget indeni. Og hvis der heller ikke sker noget udenfor, opstår der panik i os.”

Ville mennesker for 300 år siden også gå i panik?

”Nej. Der var ikke så meget udenfor. Hvis man levede i en landsby, skete der ikke noget. Datidens mennesker var henvist til det, der skete indeni. Og til samtale i små grupper.

"I dag er der ingen tomme rum. Vi er alle forbundet med hinanden, og den situation findes ikke mere, hvor der behøver at ske noget i én selv."

"Tidligere var folk nødt til at være aktive i det indre. Sådan et inderlighedens geni som Søren Kierkegaard ville slet ikke være mulig i dag. En mand med så meget i det indre er et fænomen. Måske hænger han også sammen med vejret i Nordeuropa.”

Vi er også blevet dårligere til at begribe de hændelser, som vi kun oplever én gang i livet, har De tidligere sagt. Kan De forklare, hvad det betyder?

”Ja. Et menneske i det 18. århundrede, der hørte musik med et større orkester, vidste, at han kun ville høre dette stykke en eneste gang. I dag trykker vi bare på replay."

"Når man ved, at man kan gentage noget, vil oplevelsens intensitet naturligvis ikke kunne være lige så stærk, som hvis man ved, at øjeblikket aldrig kommer tilbage."

"På mange områder har vi gentagelsens mulighed, for eksempel når det gælder billeder og lyd. I vores hverdagserfaringer bliver der flere og flere områder, som vi kan gentage. Vi dør ganske vist stadig. Tiden passerer stadig forbi os. Men de voksende zoner med gentagelser i vores hverdagsbevidsthed hjælper med at fortrænge det.”"

Hvorfor spiller kedsomhed så en stor rolle i en bog om tid?

”For den franske filosof Blaise Pascal er kedsomheden udtryk for det øjeblik, hvor man kun beskæftiger sig med sig selv, og Gud ikke er til stede. Mennesket keder sig, når Gud ikke er i ham. Og så flygter mennesket ind i kulturen og i underholdningen."

"Men jeg beskæftiger mig med kedsomheden af en anden grund. Man gør sig en helt speciel erfaring med tiden, når man keder sig. Normalt dækker vi tiden til med begivenheder, så vi ikke kan se den. Men når vi keder os, mærker vi den nøgne tid gå. Nu. Nu. Nu. Kun stueuret tikker."

"Den oplevelse bliver også brugt som tortur. Man spærrer et menneske inde i en celle. Her hører det ikke andet end lyden af dråber, der regelmæssigt drypper på en overflade. Så mærker man tiden gå."

"Men man kan også beskrive den nøgne tid positivt. Så kalder vi den meditation. Eller yoga. Du skal tømmes, sige yogalæreren for eksempel."

"For mig er det en af de store forskelle på det vestlige og det østlige menneske. Vi kan også godt tømmes. Men det falder os langt sværere.”

Men kan kedsomhed ikke også føre til noget nyt? Et barn, der keder sig, finder som regel på noget andet at tage sig til.

”Jo. Kedsomhed fører til en ny begyndelse. På et tidspunkt bliver tiden igen flydende. Men ikke bare kedsomhed og begyndelse hører sammen. Også begyndelse og glemsel hører sammen. Vi skal kunne bearbejde vores fortid. Men på et tidspunkt skal vi også kunne lægge den bag os. Hvis man synes, det hele er gået skævt for én, kan det virke blokerende at hænge fast i fortiden. Så må man vende ryggen til det forgangne og se fremad."

"I den freudianske analyse kan man møde den grundsætning, at man først skal have gennemarbejdet sin fortid, før man kan blive klar til fremtiden. Det stod allerede tidligt klart for nogle, at den grundsætning førte den forkerte vej, fordi man netop binder den lidende sammen med fortiden. Nej, man må se på, hvad patienten nu er i stand til at gøre fremadrettet. I disse to skoler ser man de to grundlæggende forskellige måder at se på fortiden på. Og dilemmaet er ikke kun for professionelle sjælesørgere, men for enhver af os.”

Hvad betyder kristendommen for vores måde at tænke tid på?

”Det er sådan i alle kulturer, at vi sætter vores eget livs tid ind i en større tid. I den antikke verden havde man en cyklisk tidsopfattelse. Både den enkeltes tid og den fælles tid var indlejret i den cykliske tid. Det var ikke sådan, at tiden bevægede sig målrettet i retning af noget. Det var ikke nogen proces-tid. "

"Med kristendommen bliver tiden målrettet. Den retter sig mod verdens dom, enden, forløsningen. Det gav naturligvis en følelse af mening. Både negativt og positivt. Man kunne frygte dommen, der kunne sende én i helvede. Eller man kunne håbe på forløsning. Under alle omstændigheder var det individuelle liv knyttet sammen med en stor historisk proces, en frelseshistorisk proces. Inden for denne struktur indtraf forandringer som sekulariseringen efter oplysningstiden, hvor troen på frelseshistorien bliver mindre. I stedet forvandler denne frelseshistorie sig til en fremskridtshistorie. Den går ikke mod det hinsidige, men mod en forbedring af det dennesidige. I den fortælling siger man stadig: Os går det ikke så godt, men vores børnebørn vil det gå bedre, for i det store billede går det fremad. Fremskridtshistorien er den sekulariserede frelseshistorie."

"Men nu er heller ikke tiltroen til fremskridtshistorien så stor. Snarere er vi i Vesten begyndt at tænke over, om det nu går med vores livsform klimamæssigt. Kan planeten holde til det, hvis alle lever, som vi gør det?"

"Fremskridtstroen understøtter os ikke så stærkt længere. Under os løber i stedet en depressiv understrøm. Og så kommer naturvidenskaben oven i købet og fortæller os, at solen brænder ud om et par milliarder år. Ikke bare er vi endelige individer, men den kosmiske helhed er endelig.”

Hvor fører det hen?

”Det fører til en underbevidst panik og angst. Det fører til en længsel efter religion. Folk er typisk ikke religiøse i Europa, men de ville gerne være det for tiden. Det bliver dog oftest ved længslen.”

Men er vi netop nu i gang med at opfinde en ny tidsforståelse, der er mere pessimistisk? Det er ikke længe siden, at den amerikanske filosof Francis Fukuyama mente, at alle kulturer ville ende som liberale demokratier efter Murens fald. Ja, helt op til den økonomiske krise i 2008 troede mange, at det hele bare blev bedre og bedre.

”Ja. Det sker i det ubevidste. Det føles som orienteringsløshed, som meningsløshed.”

Hvor skal det nye mål for vores tidsopfattelse komme fra?

”Jeg mangler svar på det punkt. Jeg tror ikke, at de religiøse svar, fortiden har givet, kan besvare det spørgsmål. Jeg kan kun sige, at det er utrolig vigtigt, at mennesker gennem dannelse får adgang til sig selv. Til den kreative livfuldhed, som enhver har. Vi er så afhængige i dag af det, der kommer udefra, at det er helt afgørende at udvikle den indre livfuldhed som lystbetonet erfaring. Og det får en meget håndfast konklusion:"

"Der er brug for dannelse. Ikke bare i den instrumentelle betydning uddannelse, selvom det selvfølgelig også er vigtigt. Men det er det indre menneskes dannelse, der er alfa og omega. Hvis ikke vi genopdager dannelsen, synker vi ned i nihilismens store hul.”