Var Platon mandschauvinist?

I ny bog tager tysk oldtidsekspert fat på det, han kalder "ubegrundede" og "klicheagtige" påstande om Platons syn på kvinder

Platons ideer om kvindernes frigørelse var så revolutionære, at ingen af hans elever – og da slet ikke Aristoteles – havde lyst til at brænde fingrene på dem,” siger Harald Haarmann. – Privatfoto.
Platons ideer om kvindernes frigørelse var så revolutionære, at ingen af hans elever – og da slet ikke Aristoteles – havde lyst til at brænde fingrene på dem,” siger Harald Haarmann. – Privatfoto. Foto: Brigida Soriano Caballero/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Det er nødvendigt at gøre op med den tunge myte om filosoffen Platon. Det mener den tyske filolog og sprogekspert Harald Haarmann, der lige har udgivet bogen ”Platons Musen” (Platons muser). Han mener, at to ekstreme holdninger i særlig grad præger europæernes syn på det antikke Grækenland:

”Blandt mandlige forskere er der en tendens til helt at ignorere kvindernes præstationer i antikken, og disse mænd hylder gerne Kleisthenes, fordi han introducerede demokratiet i Grækenland, hvorimod de ignorerer, at størstedelen af befolkningen – kvinder og slaver – hverken besad borgerrettigheder eller politisk indflydelse. På den anden side har nogle feminister i kvindebevægelsen – ikke mindst i 1960’erne – ment, at det var vigtigere at søge en konfrontation med mændenes verden end at argumentere sagligt, og for dem har det været let at stemple alt i det antikke Grækenland som patriarkalsk.”

Virkeligheden i det græske samfund var langt mere nuanceret, end de to holdninger lader formode: Grækenlands kvinder var ganske vist udelukket fra politik, men det hindrede ikke, at en del af dem alligevel blev højtuddannede personer, der skrev bøger, beskæftigede sig med filosofi eller arbejdede som præstinder. Og ikke alle filosoffer betragtede dem som dumme. For eksempel søgte Sokrates gerne råd hos en kvinde – den vise seer Diotima.

Ikke mindst Sokrates’ elev Platon bliver i dag af mange feminister betragtet som en mandschauvinist, og for eksempel den amerikanske litteraturprofessor Barbara Claire Freeman har kategoriseret Platon som en ”patriarkalsk forfatter”.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Min nye bog skal netop ses som et svar på disse ubegrundede og klicheagtige påstande om, at Platon tilhørte kredsen af patriarkalske tænkere,” siger Harald Haarmann.

”Platon var ganske vist ikke feminist, men han var fortaler for kvinders rettigheder. Han var overbevist om, at kvinder burde have samme muligheder som mænd, og set med datidens øjne var hans tanker ligefrem revolutionære: Han mente, at kvinder på lige fod med mænd kunne bestride høje stillinger i statsforvaltningen, at de kunne få en militær uddannelse, at de kunne deltage i hæren, og at de havde ret til at udøve sport. I overensstemmelse med denne holdning optog han da også kvinder i det akademi, han oprettede i år 387 f.Kr.,” siger Harald Haarmann.

I dag er Platons store uheld ifølge den tyske sprogforsker, at filosoffen ofte slås i hartkorn med sin elev Aristoteles.

”Når folk kalder Aristoteles for en patriarkalsk forfatter, er det en helt korrekt betegnelse, men Aristoteles og Platons opfattelser af kvinder var så forskellige som nat og dag. Platon mente, at mænd og kvinder skulle have samme muligheder, hvorimod Aristoteles aldrig talte om dette. Tværtimod. Aristoteles’ tekster afspejlede udelukkende den chauvinistiske tidsånd, der herskede på hans tid.”

I sin bog præsenterer Harald Haarmann en række kvinder, der havde stor indflydelse på Platons filosofi. Den vigtigste af dem var filosoffens egen mor, Periktione.

”Det er slet ikke muligt at overvurdere denne kvindes betydning. Periktione satte kursen for, hvad der skulle præge Platons idéverden, og hun bestemte, at Sokrates skulle være sønnens mentor. Men selvom det var hende, der igennem sin opdragelse sørgede for at vække lidenskaben for filosofi hos Platon, har næsten ingen filosofihistorikere hidtil interesseret sig for hendes person. Dette hul i vores historiske viden skyldes måske den kendsgerning, at det var en kvinde – og ikke en mand – der mange år før Sokrates førte den unge Platon ind i filosofiens verden. Historikere har i overensstemmelse med de traditionelle normer hellere villet se en mand i denne rolle, og derfor har de ignoreret hen-de.”

Blandt de andre kvinder, der har påvirket Platon, er seeren Diotima, orakelpræstinden Themistokleia og den højtbegavede og velformulerede ”first lady” i Athens bystat, Aspasia.

”Platons filosofiske værk er altomfattende, netop fordi disse kvinder har fungeret som hans ’muser’, og uden dem ville hans filosofi kun have udgjort brudstykker og intet samlet hele,” siger Harald Haarmann.

Platon var overbevist om, at sjælen var udødelig, og havde stor respekt for netop de kvindelige guder i den græske mytologi, der kom til at spille en vigtig rolle i hans filosofi.

”I vores billede af den græske mytologi dominerer Zeus alt for meget, og det glemmes, at en række stærke kvindelige guder var meget alsidige og aktive. Zeus var først og fremmest en figur, der stod højt hævet over de andre, men som ikke blandede sig meget i menneskernes liv, hvorimod gudinderne tog aktivt del i folkets skæbne,” siger Harald Haarmann.

Platon tildelte to af de græske gudinder den højeste rang, som man kan forestille sig: Athene så han for eksempel som det guddommelige intellekt bag verdens orden. Og Hekate nærede han stor respekt for.

”Platon nævner Athene i ikke mindre end 10 af sine dialoger, og hans filosofiske tankegods er dybt præget af en spiritualitet, der kan sættes i forbindelse med begge gudinder og deres kult,” siger Harald Haarmann.

De kvindelige seere i det antikke Grækenland kunne heller ikke klage over manglende interesse. Blandt dem indtog de skiftende orakelpræstinder i Delfi, der igennem århundrederne alle blev kaldt Pythia, den mest fremtrædende rolle: Politikere som Kleistenes, digtere som Hesiod, filosoffer som Platon og selv konger som Krøsus af Lydien besøgte Delfi for at få orakelpræstindens råd og spådomme. Senere, i romersk tid, valfartede også Roms prominente borgere, for eksempel Cicero, til Delfi.

Platons tanker om, at kønnene skulle have samme muligheder, blev glemt efter hans død.

”Hans idéer om kvindernes frigørelse var så revolutionære, at ingen af hans elever – og da slet ikke Aristoteles – havde lyst til at brænde fingrene på dem,” siger Harald Haarmann, der håber, at hans bog kan ændre synet på den store filosof.

”Når det drejede sig om at fortolke Platons tekster, så har videnskaben alt for længe befundet sig i en stivnet, frossen tilstand, hvor man var fanget i en tankeskabelon om Platon som den patriarkalske intellektuelle. Jeg håber, at den nye viden om kvindernes store indflydelse på Platons idéer kan ændre denne tilstand. Platon var den første person i kulturhistorien, der systematisk analyserede betingelserne for lighed mellem kvinder og mænd i samfundet.”