Man hører og ser det for sig. Præsten står i kirken om søndagen, foran menigheden, og siger: ”Lad os bekende vor kristne tro.” Og som det første lyder de fælles ord: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.” I Den Danske Salmebog står netop denne passage som indledningen til folkekirkens trosbekendelse, den apostolske, der har sin rod helt tilbage i oldkirken. Men dengang var forsagelsen ikke koblet på trosbekendelsen. At forsage Djævelen havde nemlig med eksorcisme eller djævleuddrivelse at gøre og var udelukkende knyttet til dåbsritualet.
Sådan var det også i Danmark. Og her understregedes netop vigtigheden af dåbens forsagelse af Djævelen af digterpræsten Grundtvig, der mente, at forsagelsen er dér, ”hvor det naturlige før-kristne menneske siger, at det nu vil forbinde sig med lyset i stedet for med mørket. Man kan med andre ord ikke blive døbt, hvis man samtidig tilslutter sig mørkets kræfter,” som professor i teologi ved Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen formulerer det.
Men med Grundtvig begynder forsagelsen af Djævelen også at vinde mere indpas i den almindelige danske gudstjeneste, og fra 1949 bliver den via en vejledning fra biskopperne gjort til et fast liturgisk led, koblet direkte på trosbekendelsen.
Det er denne kobling, der nu igen er til debat. I dagens kronik skriver billedhugger og cand.theol. Hein Heinsen, at han ønsker forsagelsen ud af trosbekendelsen. Blandt hans argumenter er, at vi ikke kan forsage det, vi ikke kan forholde os til eller forstå, og han sætter også spørgsmålstegn ved, om Djævelen er et brugbart udtryk for det, vi forsager.
Debatten er ikke ny. Der har også tidligere været diskus- sion om Djævelens rolle i gudstjenesten, og der er da også mulighed for helt at undgå ham, hvis præsten i stedet for den apostolske trosbekendelse benytter den nikænske, der indledes på denne måde: ”Jeg (vi) tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber.”
En af dem, der gerne så Djævelen sendt et vist sted hen i stedet for at optræde i hver eneste gudstjeneste, er interreligiøs konsulent og medlem af Folkekirkens mellemkirkelige Råd Mogens S. Mogensen.
”Man kan fint argumentere for, at forsagelsen hører hjemme i dåben, fordi der her foregår en overgang. Men i Danmark har den sneget sig ind i alle gudstjenester. Og det er problematisk, at vi med den apostolske trosbekendelse ligefrem giver den indledende plads til Djævelen. Han får førstepladsen i stedet for Gud,” siger Mogens S. Mogensen, der mener, at man for så vidt godt kan have en forsagelse af Djævelen i andre dele af gudstjenesten, ”men den hører ikke hjemme i trosbekendelsen. Det centrale må her være, at vi bekender os til Gud, og at det er på den baggrund, vi får kræfter til at vende os fra det onde,” siger han.
Samtidig ser han det også som problematisk, at den danske folkekirke med denne version af trosbekendelsen går enegang i forhold til andre kirker.
”Trosbekendelser er enhedssymboler, og i økumenisk sammenhæng er det derfor uheldigt, at vi i praksis har ændret den ældste trosbekendelse, vi har. Den er et af vores symboler på tro og enhed i kristendommen, både den katolske og den protestantiske, og når vi laver den om, fremmedgør vi os i forhold til andre,” siger Mogens S. Mogensen.
Det argument bider dog ikke på biskop emeritus Karsten Nissen.
”Vi har da altid stået op for det, vi fandt rigtigt at gøre. Det gælder også her. Men jeg synes, det er godt, at diskussionen rejses, for det er vigtigt at få slået fast, at forsagelsen faktisk ikke er en del af trosbekendelsen, selvom det fremstår sådan i blandt andet salmebogen. Den er et ekstra led, en indledning, som netop sikrer, at vi nævner den onde ved navn, så vi undgår at ignorere ham. Det kan ikke nytte, at vi kun hører om Djævelen i eder og forbandelser. Han nævnes netop som en modstander til Gud, som en påmindelse om, at der er to magter, der kæmper i vores liv. Og at der er noget, vi kun kan bekæmpe ved Guds hjælp,” siger Karsten Nissen, der derfor også mener, at forsagelsen er en vigtig påmindelse, som vi behøver. Hver eneste søndag.
Samme pointe fremhæver sognepræst i Lyngby Kirke Jørgen Demant, der også er fagsekretær i det liturgiudvalg, som biskopperne har nedsat for at kigge på eventuelle ændringsforslag til folkekirkens gudstjeneste. Men det bliver ikke med Jørgen Demants gode vilje, hvis der bliver pillet ved Djævelens placering i forbindelse med trosbekendelsen.
”Jeg tror, der ville rejse sig et ramaskrig i menighederne, hvis vi foreslog at fjerne forsagelsen. Det kan godt være, at vi kan sidde og have en dybt teologisk diskussion om placeringen, men i en folkelig sammenhæng er det helt utænkeligt at tage den ud af den sammenhæng, den nu er i. Som menneske er det jo næsten lettere at abonnere på Djævelen og alt hans væsen end på Gud, for på et erfaringsmæssigt plan oplever vi jo, at der foregår en kamp, hvor det onde frister os, og mange af salmebogens salmer rummer netop også denne tvist. Det er nærmest lettere at tale om, og forestille sig, Helvede end Himlen, og det ville da fuldstændig tage spændstigheden ud af kristendommen, hvis vi stryger talen om Djævelen,” siger Jørgen Demant.
Heller ikke domprovst i Aarhus domsogn Poul Henning Bartholin er fortaler for at fjerne Djævelen helt fra den almindelige gudstjeneste og reservere forsagelsen til barnedåben.
”Måske er den knap så nødvendig ved gudstjenesten som ved barnedåben, men jeg tror, der er en stærk folkelig forankring også i gudstjenestens brug af forsagelsen. I virkeligheden viser det Grundtvigs kolossale betydning i dansk kirkeliv, hvor dåbsteologien går som en rød tråd i dansk teologi, hvilket jo også viser sig her, hvor forsagelsen med ham rykkede ind i den almindelige gudstjeneste. For mig at se giver det også god mening at nævne Djævelens navn og forsage ham, inden vi bekender vores tro på Gud. Det viser en dialektik, der aldrig må gå tabt, for korsdøden og opstandelsen giver kun mening, hvis det er en sejr over ondskaben og døden. Og det er jo det helt centrale i kristendommen,” lyder det fra Poul Henning Bartholin, der dog samtidig mener, at adskillelsen mellem forsagelsen og trosbekendelsen godt kunne gøres tydeligere, så der ikke hersker nogen tvivl om, at Djævelen ikke hører med til det, vi tror på – men netop til den forsagelse, der går forud for troen.
Og den forståelse er vigtig, lyder det også fra professor i teologi Niels Henrik Gregersen.
”Forsagelsen er ikke en del af trosbekendelsen, men den er forudsætningen for den. Og ja, det kunne måske være tilstrækkeligt at have forsagelsen ved dåben og ikke ved hver eneste gudstjeneste. Men man må ikke glemme, at der ligger en selvforpligtelse i først at sige nej til ondskaben og mørket, inden man siger ja til Gud og lyset. Og jeg tror heller ikke, det er tilfældigt, at biskoppernes vejledning kommer i netop 1949, hvor man jo kunne se, hvad der skete, når man ikke sagde nej til ondskaben og lukkede øjnene for den kamp på liv og død, der hele tiden foregår,” siger Niels Henrik Gregersen. Han kunne dog godt forestille sig, at man kiggede på en ny formulering af forsagelsen.
”Måske er det ikke den bedste måde at sige nej til ondskaben, hvis folk med ordet ’djævel’ forestiller sig en underlig figur med bukkehorn. Så en anden formulering kunne godt være en idé. Djævelen står jo for ondskaben alle de steder, hvor den viser sig, og kan pludselig også antage en menneskelig form, hvor for eksempel medløberiet er en typisk djævelsk erfaring. På den måde kan den også gemme sig i den politiske korrekthed og de ’rigtige’ meninger,” siger han.
At vi skal holde fast i at tale om det onde – måske med andre ord end ’Djævelen’ – og ikke kun ved dåben, er Mogens S. Mogensen da også enig i. Men han fastholder, at gudstjenestens liturgi, og især leddet med forsagelsen, måske godt kunne trænge til et eftersyn.
”Mennesket har et behov for at se det onde i øjnene. Men det hverken kan eller skal udfoldes som den treenige Gud. Som forfatteren C.S. Lewis siger, er der to farer, når det handler om det onde: Enten negligerer vi det, eller også giver vi det for meget plads. Jeg oplever, at vi er tættest på det sidste.”