En af de mest spændende skikkelser i det opbrud, som i Tyskland kaldes den dialektiske teologi og i Danmark Tidehverv, er teologen Fried-rich Gogarten. I dag er den lutherske teolog næsten glemt, men i opbrudstiden i 1920’erne og senere i efterkrigstiden spillede han en stor rolle og var egentlig den førende teolog i bevægelsen. Næsten karismatisk og profetisk var det ham, der igangsatte den nye bevægelse med en berømt artikel, ”Zwischen den Zeiten”, der gav det danske Tidehverv sit navn.
I Tyskland kalder man bevægelsen den ”dialektiske teologi”. Egentlig var det et skældsord. Det var nogle studenter, der prøvede at gøre grin med bevægelsen: Teologerne lignede nogle kinesiske generaler, der ikke kunne enes om noget som helst, indbyrdes uenige og selvmodsigende. Sagt mere ligefremt betød ”dialektisk” for dem noget i retning af selvmodsigende sludder. Alligevel blev dette udtryk hængende – og det er da også et udtryk for, at bevægelsen er fuld af modsætninger, spændinger og indbyrdes uenighed.
Dette var – og er – bevægelsens svaghed, men også dens styrke. Friedrich Gogarten (1887-1967) står om nogen for denne tendens. Det gælder både hans værk og hans personlige skæbne og biografi. Han repræsenterer opbrud, fornyelse, opgør med fortidens individualisme og idealisme, og i begyndelsen af 1920’erne var han nok den mest indflydelsesrige teolog i Tyskland.
Gogarten var ikke egentlig akademisk kvalificeret. Hans doktorafhandling i Heidelberg blev aldrig til noget, han publicerede den som en lille bog i 1914 og blev landsbypræst i små sogne.
I 1920 kom gennembruddet som teologisk forfatter, der gjorde ham til ledende i bevægelsen ved siden af Karl Barth og Rudolf Bultmann. I 1931 blev han kaldet til et professorat på Breslau Universitet. Og efter at være blevet stjerneprofessor kom det dybe fald i 1933. Fascineret af den nationalsocialistiske revolution tilsluttede han sig de såkaldte ”tyske kristne”, som var nazistiske. Selvom han meldte sig ud igen efter et halvt år, var hans ry som teolog ødelagt. Nok havde han distanceret sig fra de ”tyske kristnes” tåbeligheder, men alligevel var hans samfundssyn dybt reaktionært og antidemokratisk. Han blev aldrig medlem af nazipartiet, nævnte aldrig Hitler i sine skrifter, men bød dog den ”nationale revolution” velkommen som nødvendig fornyelse, som opgør med liberalismens falske individualisme og begyndelse på et ægte fællesskab og en ny folkelighed. Han var kritisk over for den antinazistiske ”bekendende kirke” og Karl Barth, der i hans øjne var alt for dogmatiske.
I 1935 blev han kaldet til Göttingen som professor, hvor han virkede og levede indtil sin død i 1967. Han satte sig intellektuelt mellem flere stole. Venskabet med Karl Barth gik i stykker, og de blev aldrig forsonet igen. I 1937 skrev han et kritisk opgør med Karl Barth, som aldrig blev besvaret. Gogarten oplevede i de første år i Göttingen et psykisk og fysisk sammenbrud, og i årene frem til 1948 publicerede han ingenting. Men så begyndte han efter krigen på en frisk, og det tjente ham til ære, at han ikke genopvarmede sine gamle halvnazistiske idéer om skabelsesordninger og ny ”folkelighed”.
Hvor han før krigen var optaget af opgøret med idealismen, der tiltroede mennesket store muligheder for fremskridt, og det moderne menneskes individualisme, så han nu det moderne verdslige menneske i et andet lys. Et ja til verdsligheden så han nu ikke som modsætning til, men en følge af den kristne tro. Nu var det ikke så meget Luthers tale om ”ordninger”, der interesserer ham, men retfærdiggørelsen af tro alene uden gerninger. Den betød jo, at gerninger ikke længere havde religiøs betydning, men var frigjort til at tjene næsten og det dennesidige liv.
Denne tese slog igennem i efterkrigstiden. Gogarten var stadig kritisk over for det moderne menneske, der gør sig selv til Gud, kritisk over for idealistisk selvforgudelse, men det, der slog igennem, var hans befriende ja til det dennesidige liv og hans nej til alle former for religiøs og kirkelig ætervaderi. Det var ikke tilfældigt, at Løgstrup i sit gennembrudsværk, ”Den etiske fordring”, talte om en ”rent human” etik i Jesu forkyndelse i modsætning til en snæver ”kristelig” etik, og i denne sammenhæng påberåbte han sig Friedrich Gogarten.
Alt dette kan man læse om i en blændende biografi om Gogarten, som den tysk-amerikanske historiker Timothy Goering har skrevet. Han skriver ikke bare som forsker utrolig kompetent og belæst, men han er også en fremragende forfatter, hvilket gør hans biografi læseværdig. Fordelen ved Timothy Goerings bog er, at han ser denne historie lidt udefra og med den nødvendige distance. Det er desværre især tilhængere af Karl Barth, der i lang tid har haft monopol på historieskrivning om denne tid – ud fra den position, at de jo havde ret og derfor var i en moralsk vinderposition.
Goering lægger ikke fingrene imellem, når det drejer sig om Gogartens ”brune periode”, som han kalder den, i begyndelsen af 1930 i Bres-lau. Men billedet var dengang meget mere broget end i dag, og det var slet ikke entydigt, i hvilken retning den dialektiske teologi ville gå: enten i retning af en teologisk distance til verden (som hos Karl Barth), i retning af et religiøst socialt engagement (som hos teologen Paul Tillich) eller også i retning af en luthersk ordningsteologi (som hos Gogarten og Emanuel Hirsch). Også den danske teolog Knud E. Løgstrup studerede dengang i Göttingen og var præget af konservativ ordningsteologi og kritisk af den moderne idealisme.
Det er rigtigt, som Goering skriver, at Gogarten endte med at sætte sig mellem flere stole. Men han tolker det som en for ham typisk eksistens-teologisk position og sammenligner i denne sammenhæng Gogarten med Kierkegaard, den ekstremt kirkekritiske fromhedsfanatiker, som man ingen bevægelse rigtig kan tage til indtægt for sine synspunkter. Goering bruger Franz Kafkas berømte historie om en ”Hungerkünstler” (sultekunstner) som et meget rammende billede på Gogarten: En kunstner vil vække opmærksomhed ved at gå offentligt i sultestrejke. Han lader sig sætte i et bur, så alle kan følge med. Men kunstneren må sande, at interessen for sultekunstnere ikke er, hvad den har været. Men han bliver ved og er ligeglad med, om nogen vil interessere sig for det. Efter lang tid bliver han fundet af en opsynsmand, der spørger: ”Sulter du stadig?”. Den sultende svarer: ”Det er, fordi jeg ikke kan andet!”. ”Hvorfor?”. ”Fordi jeg ikke kan finde noget, som smager mig. Hvis jeg havde fundet det, havde jeg spist det.”
Det er et rammende billede på Gogarten som en eksistentiel sultekunstner, der sidder i et bur og stiller sin kunst til skue. Egentlig et rammende billede på en tidehvervsteolog, der siger nej til alting og har svært ved at sige ja til noget. Gogarten var en ener, yderst kritisk over for traditionel fromhed og kirkelighed, men lige så kritisk over for det moderne menneskets selvoptagethed. Han var en teolog mellem tiderne, men netop derfor endte han også med at sætte sig mellem flere stole.