Da både staten og kirken er fremmede og såre misbrugte ord, skal jeg ikke indlade mig på tale om dem eller den forbindelse mellem dem, hvorpå der endnu fra så mange sider lægges så megen vægt. Jeg vil kun udtrykke min glæde derover, at nærværende udkast virkelig har erklæret sig for den frie gudsdyrkelse her i landet; thi vel har religionsfriheden været vor selvros, alle vi, som kalde os protestanter — i næsten 300 år; men når man ville spørge om, hvad man har ment dermed i Danmark, så vil man derpå egentlig kun få det meget dårlige svar, at hvis man holder det ved sig selv, så kan man frit tro, hvad man vil, og at når man kun højtidelig bekendte sig til den herskende religion, man ikke behøvede at frygte for den spanske inkvisition, om man virkelig troede det, hvad man udvortes bekendte sig til.
I stedet for den religionsfrihed, som vi i det øvrige protestantiske Europa og her i Norden have leget med, er derfor englænderne, med deres gode øje for det virkelige, gået lige til sagen og have indrømmet gudsdyrkelsesfrihed. Jeg skulle derfor også have ønsket, at den paragraf i Grundloven, som fastsætter en sådan gudsdyrkelsesfrihed, at den var ved denne lejlighed kommen til at stå i spidsen, følgelig også ved den endelige behandling først bleven afgjorte, før talen bliver om, hvad der kaldes i udkastet en folkekirke, der endnu bestandig skulle stå i nøjere forbindelse med regeringen; thi der lader sig egentlig ikke sige noget med rette for eller imod en sådan folkekirke, før det er bestemt, at gudsdyrkelsen skal under alle omstændigheder være fri i landet.
Da vi imidlertid nu først skulle afhandle en paragraf, der giver en bestemmelse om noget, der skal kaldes folkekirke, så må jeg udtale, hvad jeg allerede i anledning af den pligt, der skulle pålægges kongen om at bekende sig til noget vist, har anmærket, at ved evangelisk-luthersk derved siges slet ingenting, og at jeg mener, man burde ikke have bestemt noget om denne folkekirkes tro, men skal der bestemmes noget, så må det være noget, der virkelig lader sig påvise, da det er åbenbart udkastets hensigt, som jeg ingenlunde kan laste, at ved folkekirke kun skal forstås, hvad den største del af folket har udvalgt og frit udvalgt som sin gudsdyrkelse, så agter jeg at foreslå, at paragraffen begyndte med det, og det kom til at hedde: at så længe, som den overvejende del af folket enten bekender sig til hvilken som helst tro eller, om man vil, bekender sig til den evangelisk-kristelige tro efter den hellige skrift, så længe skal en dertil svarende gudsdyrkelse vedligeholdes på offentlig bekostning.
Mig synes således, at der aldrig i en grundlov bør sættes nogen sådan bestemmelse om, at regeringen ubetinget skal underholde en sådan anstalt for en vis religion, men at det må lades frit og åbent, idet der sættes fornævnte betingelse, som vistnok er den eneste, der kan retfærdiggøre det, ligesom jo også at historien vil lære os, at, dersom der kommer en tid i et land, hvor en kirke eller en kirkelig indretning, som vedligeholdes på offentlig bekostning, da den mishager den største del af folket, da er den kun til byrde, da frembringer den kun med nødvendighed en modstand mod regeringen i anledning af en sådan begunstiget statskirke, hvortil på en eller anden måde hele folket må bidrage, medens den største del af det nødes til selv at sørge for sine religiøse formodenheder, og vi have for vore øjne i England et i denne henseende meget lærerigt eksempel.
Jeg skal endnu kun erklære mig for mindretallets forslag om sognebåndets løsning, denne tilladelse for alle medlemmer af den begunstigede kirke, hvad enten vi kalde den statskirke eller folkekirke, til at betjene sig af hvilken som helst af de i den beskikkede lærere.
Det er en sådan frihed, som man skulle tænke aldrig kunne være blevet savnet, fordi det jo dog åbenbart ligger i ethvert sådant samfunds egen interesse, at de skulle anse det som en helhed og ikke anse det som noget, der bestod af lige så mange stykker som sognekirker og sognepræster, da det måtte anses at være aldeles ligegyldigt fra regeringens og fra helhedens side, hvilken som helst af de beskikkede præster der brugtes til at udføre handlingerne.
Imidlertid har erfaring lært os, og det var jo let at opregne grundene dertil, som visselig ikke ligge så dybt, som det meget hyppigt er blevet søgt, det var ingen kunst, men det behøves heller ikke; thi når det kun sker, at gudsdyrkelsen bliver fri i landet, så ville vi meget snart lære, vi, som er lærere i den begunstigede kirke, og ønske, at den bestandig må blive folkekirke, ønske, at den bestandig må have den overvejende del af folket for sig, vi ville snart lære at gennemføre al den frihed, som nogen af medlemmerne kan med billighed forlange, så at, om det end ikke kom til at stå i Grundloven, så ville jeg dog meget trøstig forudsige, at det skete af sig selv.
Jeg skulle derfor ikke mene, at der behøvedes noget forsvar for dette forslag, uden at det skulle være, at det synes overflødigt; således anser jeg det imidlertid nu efter vor nærværende stilling ikke, og, da det aldrig kan gøre skade, skal også jeg stemme derfor, men må dog anmærke, at det måtte affattes lidt anderledes, da det jo dog ikke skal være noget privilegium for mandkønnet, og jeg dog seer, der står et ”han”, som jo ikke lader sig anvende på andre. Det måtte altså være alle voksne medlemmer af folkekirken, der havde denne frihed at henvende sig ved ministerielle handlinger, hvor det vel havde været bedre, at der havde været betegnet dåben, nadveren, konfirmationen, som er det, der egentlig kan blive spørgsmål om med hensyn til den indvortes tanke. Hvad flertallets forslag angår, at der skal indhentes en betænkning fra et kirkemøde, før folkekirkens forfatning bestemmes ved lov, da er det jo vistnok noget, som der ikke kan være noget at indvende imod, skønt vel heller ikke noget, der kan ventes synderlig gode frugter af. Jeg skal altså, for ikke at opholde forsamlingen, kun udtrykkelig forbeholde mig det ændringsforslag til § 2, som jeg allerede forud, det håber jeg, noksom har betegnet