Den måske betydeligste amerikanske teolog i nyere tid er død

For nylig døde den store amerikanske teolog Robert W. Jenson. Han var en provokerende forfatter, som kritiserede samtiden og kæmpede for at vinde plads til troen på den treenige Gud

Ifølge den første af Bibelens to skabelsesberetninger ser Gud, at det ikke er godt for mennesket at være alene. Denne indsigt viderefører den kristne tro, som tilføjer, at det tilsyneladende heller ikke er godt for Gud at være alene. For i kristendommen er Gud ikke én, men treenig, et levende og dynamisk fællesskab mellem Fader, Søn og Helligånd.

Det kan ganske rigtigt være svært at forstå, og den logiske tanke har det også med at vrisse indigneret, når den bliver præsenteret for den kristne tros dybeste mysterium. For det kan jo ikke passe, at Gud kan være tre og én på samme tid! For at afhjælpe denne forlegenhed og gøre det ubegribelige mindre ubegribeligt, er der i tidens løb gjort mange forsøg på at illustrere treenigheden, for eksempel med trekanter, overlappende cirkler og sammenligninger med solen, som sender sine stråler for dermed at bringe lys og varme til jorden.

En af de smukkeste og mere vellykkede illustrationer betjener sig af musikken som metafor. Den treenige Gud, siger metaforen, er en fuga – en forrygende, trestemmig fuga.

Faderen, Sønnen og Helligånden er som tre selvstændige stemmer, hvis unikke klange og melodier væver sig ind og ud af hinanden, blander sig, men samtidig giver plads, så ingen af stemmerne begynder at dominere eller fortrænge de andre.

Samtlige stemmer og melodilinjer er distinkte og kan høres i deres egen ret, men sammen med de to andre danner hver enkelt stemme den skønneste flygtige harmoni, en treenig samklang, hvor de tre guddommelige ”personer” synger kærligt og hengivent til og for hinanden. Samklangen, den harmoniske enhed, er Gud. Og på netop denne måde er Gud til som den fælles musikalske begivenhed og dramatisk bevægende skønsang mellem Faderen, Sønnen og Helligånden.

Billedet er skabt af Robert William Jenson, den måske betydeligste amerikanske teolog i nyere tid. Tirsdag den 5. september 2017 døde han i sit hjem i New Jersey, USA, 87 år. Dermed har den evangelisk-lutherske teologi mistet en af sine vigtigste og mest originale stemmer. Jenson efterlader sig et imponerende teologisk forfatterskab, der spænder vidt og bredt, men hvis centrum og røde tråd netop er den treenige Gud, som åbenbarede sig i Jesus af Nazaret og i evangeliet om ham.

Jenson, som var af norsk afstamning, studerede teologi og filosofi i USA, Frankrig, England og Tyskland, inden han i begyndelsen af 1960’erne blev ansat som professor i filosofi ved Luther College i Iowa. Fra slutningen af årtiet og frem fulgte diverse lektorater og professorater i systematisk teologi (dogmatik, kalder vi det i Danmark) blandt andet ved Oxford Universitet, St. Olaf College og Princeton.

Ved siden af Jensons egne kreative bidrag er hans tænkning i høj grad inspireret af de kappadokiske kirkefædre (for eksempel Gregor af Nyssa), Thomas Aquinas, Luther, Hegel og Karl Barth. Sidstnævnte skrev han en formidabel doktorafhandling om i Heidelberg i 1959 (omskrevet i 1963, ”Alpha and Omega: A Study in the Theology of Karl Barth”), hvilket fik Barth til at erklære, at Jenson var den første amerikaner, som nogensinde havde forstået ham.

Robert Jenson tilegnede sig de bedste dyder fra både den tyske og amerikanske tradition, hvilket prægede såvel hans tilgang til teologien som hans skrivestil. Hans tekster besidder en særegen kombination af lærdhed og lethed og er ikke uden litterære kvaliteter. Han skriver lærd uden at være knudret, let uden at forfalde til det overfladiske. Hans prosa er egensindig og til tider enormt komprimeret – i modsætning til de fleste amerikanske akademikere har Jenson det med kun at sige tingene én gang – men han skriver med en sprudlende lidenskab og kan udtrykke sig så uforfærdet direkte, at det nærmer sig det arrogante. Resultatet er blevet et ganske provokerende og originalt værk, man nærmest tvinges til at tage stilling til.

Det er, som antydet, spørgsmålet om, hvad evangeliet fortæller os om Gud som den treenige, Jenson har dedikeret en væsentlig del af sine studier og bøger til at afklare. I stedet for at se den treenige Gud som et logisk problem, vi skal prøve at finde en løsning på, opfatter Jenson snarere treenigheden som selve løsningen på en række såvel teologiske som filosofiske problemer.

I den fremragende bog ”On Thinking the Human” fra 2003 beskæftiger Jenson sig således med menneskelige fænomener som døden, bevidstheden, frihed, ondskab og kærlighed og hævder, at disse fænomener egentlig kun kan forstås ret, når de forstås i lyset af den treenige Gud. ”Læserne af denne bog,” skriver han i forordet, ”vil to tredjedele inde i hvert kapitel måske tænke: ’Skal vi nu høre om treenigheden igen?’. Jeg kan kun svare: ’Ja, selvfølgelig!’.”

Hans krævende hovedværk, ”Systematic Theology” bd. I-II (1997 og 1999), udgør en samlet udlægning af den kristne tro, som fremhæver håbet og Helligånden, for den treenige Gud er først og fremmest en Gud, som åbner tilværelsen for en ny fremtid og forhindrer verden og livet i at lukke sig om sig selv. Gud skaber ikke først en verden, som derpå nærmest ved et tilfælde får en historie; nej, siger Jenson, Gud skaber en historie, som må have en verden at udfolde sig i, og denne historie er en historie om håbets fuldendelse, idet mennesket sammen med Kristus vil opstå til nyt liv i Guds evighed.

I et par tidligere bøger som ”Story and Promise” fra 1973 og ”Den treenige identitet. Gud ifølge evangeliet” fra 1982 (dansk oversættelse 2008) udarbejder Jenson en lære om treenigheden, som tager afsæt i de bibelske for-tællinger – netop som fortællinger.

Gud lader sig identificere gennem fortalte historier og ikke abstrakte begreber, hvilket er en direkte konsekvens af inkarnationen af, at Gud blev menneske og trådte ind i vores historie. Ifølge Jenson er Gud ganske enkelt det, der sker med Jesus, sådan som Jesus viser sig for os. Hvis vi derfor vil vide, hvem Gud er, må vi få fortalt og genfortælle historien om, hvad Jesus sagde og gjorde.

En gennemtænkning af denne historie vil afsløre, at historien udfolder sig som tre personers fælles værk eller handling, som Faderens, Sønnens og Helligåndens historie med og for os. Før det var kommet på mode at kalde sig ”narrativ teolog”, havde Jenson altså gjort fortællingen til omdrejningspunkt for den kristne lære om Gud.

Navnlig ét problem har Jenson været optaget af siden sin karrieres begyndelse, nemlig de eksistentielle og etiske konsekvenser af den post-kristne kulturelle tilstand i Vesten.

Engang var vi kristne og tolkede vor tilværelse i lyset af evangeliets håb. Men hvad sker der, når håbets budskab glider ud, og vi fortsat ser vor tilværelse som en historie, der uundgåeligt må nå sin endegyldige afslutning?

Ifølge Jenson er der sket det, at håb er blevet erstattet af håbløshed, mening af meningsløshed og tro af rendyrket nihilisme. Der er formentlig noget (eller meget) om snakken, men netop denne bastante modstilling mellem evangeliet og den nuværende kulturelle situation driver Jenson ud i en konservativ antimodernisme, som kun kan tale grimt om og være i opposition til sin egen samtid.

Det er hardcore Tidehverv, omend Jenson som amerikaner er forskånet for den danske bevægelses selvforherligende nationalisme. Men læs selv ”Either/Or. The Gospel or Neopaganisme” (1995) og ”Re-Evangelizing in the Postmodern World” (2002), som Jenson har udgivet sammen med sin livslange samarbejdspartner Carl E. Braaten.

Under alle omstændigheder er Jensons kamp en kamp for at gøre troen på evangeliet og den treenige Gud relevant og meningsfuld i en verden, som har mistet det grundlag, den engang byggede på. Det gør hans værk aktuelt på en akut måde, om man så er enig med ham eller ej.

Da Jenson i 2009 gæstede København i forbindelse med et seminar på universitetet om hans teologi, nævnede han over en frokost, at musikken var den mest nøjagtige analogi for den treenige Gud, fordi musikken er i konstant bevægelse og således kun kan udtrykke sig i tiden. Gud holder sig ikke uden for tiden, men hans væsen er at gå ind i tiden for at forløse den, ligesom musik i det hele taget kan virke forløsende på den sjæl, som har musikalske ører at høre med.

Det musikalske billede – Gud som en stor fuga – er også et rummeligt billede, fordi der ikke er grænser for, hvor mange ekstra stemmer der kan lægges oveni. Den treenige Gud er en Gud, som giver plads i sig selv til andre stemmer end sine egne. Som vi kender det fra vores egen salmetradition, vil der således ikke ligefrem være stille i evigheden, men netop evindelig sang og musik. ”I himlen skal det bedre blive/ når jeg får engletonen fat/ i høje kor jeg synger da/ evindelig halleluja” (DDS 5).

Jenson har hentet sin forestilling om evighedens liv fra Østkirkens tradition for theosis, menneskets guddommeliggørelse, sammenfattet i den formulering, at Gud blev menneske, for at vi kan blive Gud.

Til sidst, ved den store afslutning, bliver vi toner og klange i Guds egen fuldkomne harmoni; vi bliver indoptaget og får del i Guds evige skønsang som fordoblinger af Sønnens stemme.

Sidste linje i hans systematiske teologis første bind bringer hele det kristne håb på kort formel. For hvad bliver der egentlig af døden, dette livs store afslutning, når verdens Gud er den treenige Gud? Nu er Robert W. Jenson død. Men som han selv så bevægende skrev: ”The end is music.”

Lars Sandbeck er lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

”Skabelse ifølge Skriften er ikke at frembringe en ting, ikke engang en verden. Det er snarere at begynde, fortsætte og fuldende en historie.”

”Det vi normalt kalder ’filosofi’ er teologi, der lider under det handicap at ville forsøge at klare sig selv uafhængig af Skriften.”

”Israels Gud er snaksalig. Der findes en forfærdelig salme, der handler om evighedens tavshed. Den kan ikke være rigtig, for den jødiske Gud kan ikke finde ud af at holde sin mund! Han er snaksalig. Og han forventer tilmed at få svar.”

”At følge anbefalingerne fra eksperter for kirkens vækst vil utvivlsomt føre til vækst, men næppe til kirkens.”

”Sådan kender du forskel på en død gud og en levende Gud – en død gud vil aldrig kunne overraske dig.”