Teolog: Guds kærlighed er vanvittig

Gud skal ikke have betaling for at være os velvillige, sådan som det lyder i megen kirkelig sprogbrug, mener teologen Johannes Værge, som gør op med dette forhold i en ny bog om den guddommelige uorden

 Jesus jager kræmmerne ud af templet, som Rembrandt malede scenen i 1626. Situationen er for Johannes Værge en nøgle til at forstå Guds kærlighed. –
Jesus jager kræmmerne ud af templet, som Rembrandt malede scenen i 1626. Situationen er for Johannes Værge en nøgle til at forstå Guds kærlighed. – . Foto: Scanpix.

Satirikeren Niels Hausgaard har i et show udtalt, at der i kirken bliver fedtet lidt rigeligt for Gud. Der har sneget sig et regnskabsforhold, et mellemværende, ind mellem Gud og mennesket, som skal forløses, før Gud vil komme os i møde. Hausgaard-citatet går igen i teologen Johannes Værges nye bog, ”Guddommelig uorden – En bog om regnskabet med Gud”, som udkommer på forlaget Eksistensen den 22. september.

”Vi kan nemt komme til at sætte os lidt krybende og meget undseeligt an over for Gud. Jeg mener bestemt, at vi skal være ydmyge i vores forhold til Gud. Der kommer dog nemt noget falsk ind i det, når vi tror, at vi selv skal komme med noget, for at Gud vil godtage os. Der ligger i den teologiske tradition en tilbøjelighed til at tro, at vi skal yde noget, før Gud vil være os velvillige. Derfor kommer det let til at se ud, som om vi lefler for Gud,” fortæller Værge.

I sin bog vil han gøre op med tanken om, at vi står i et betalingsforhold til Gud. Han mener, at problematikken allerede opstår, da den græsk-romerske og jødiske offertænkning og -praksis, som dominerer ved kristendommens fødsel, tages med over i kristendommen.

”Man begynder tidligt i den kristne tradition at bruge offerformuleringer, blandt andet i forbindelse med nadveren. Senere opstår tanken om nadverelementerne som en offergave til Gud. Det bliver til, at det er noget, vi gør, for at påvirke Gud. Det, mener jeg, er en forkert opfattelse af nadveren. Den tidlige kristendom var præget af offertænkningen fra den græsk-romerske antik, hellenismen. Man kunne ikke forestille sig en gudstro uden offerhandlinger, og derfor blev de kristne også i den tidlige tid beskyldt for at være ateister, fordi de ikke havde bragte disse offergaver. Sådan noget kom til at smitte af på teologerne og den kristne praksis.”

Johannes Værge ser også en anden uhensigtsmæssig indvirkning på kristendommen omkring år 200 e.Kr., da kirkefaderen og juristen Tertullian (cirka 160-cirka 225) forfatter en række teologiske tekster på latin. På denne tid var græsk menighedernes sprog, men med Tertullians latinisering af kristendommen opstår der et kirkesprog, som er tydeligt præget af den romersk-juridiske sprogbrug.

”Den tidlige græske oldkirke er præget af et billedsprogsunivers, som ligger i forlængelse af Det Nye Testamentes sprogbrug. Det laver Tertullian altså om på, og det føres så videre af Augustin i et begrebssprog, hvor der opstår nye begreber som satisfactio, en tilfredsstillelse ved en ydelse, der opvejer en krænkelse, meritum, som betyder fortjeneste, og vitium originalis, som i dag er arvesynden. På den måde får kirken et sprog, hvor gudsforholdet er et retsforhold,” forklarer han.

Værge ser her, at mennesket er bragt i et betalingsforhold til Gud. Mennesket er den skyldige under anklage. Løsningen bliver, at Kristus ses som offeret på vores vegne.

”I middelalderen udvikles en forsoningslære, hvor Jesu død bliver betragtet som den nødvendige betaling for menneskets syndighed. Mennesket er under anklage og skal så gennem kirken koble sig på Jesu offer. Offertanken og den juridiske sprogbrug forstærker hinanden i retning af, at Gud skal have betaling for at være velvillig over for os. Jesu død på korset tolkes som Guds vilje, for at der kan rettes op på den skade, som er sket ved syndefaldet.”

Johannes Værge fortæller, at de fleste teologer, han kender, ikke tænker offeret på denne måde. Han oplever til gengæld, at lægfolk overraskes, når de hører, at Jesu død ikke skal opfattes, som noget, Gud har ønsket og på den måde sat i værk.

Han forklarer, at ordet offer går igen i Det Nye Testamente i forbindelse med Jesus, men at betydningen af ordet bedst kan forstås i den engelske betydning, "victim", hvor Jesus bliver offer for sit budskab. De fleste, fortsætter han, er tilbøjelige til at opfatte ordet offer som sacrifice, at Jesus bliver bragt som et offer for at indvirke på forholdet til Gud.

”I den vestlige tradition er der en klar tendens til, at vi forstår Jesus som offer på samme måde som en syndebuk i den jødiske religion. Altså en, som tager folkets synder på sig og så bliver dræbt, for at straffen over synderne ikke skal ramme folket. Der er ikke et eneste sted i Det Nye Testamente, hvor Jesus omtales som syndebuk. Han omtales derimod i Johannesevangeliet som Guds lam, som påskelammet. Påskelammet bliver slagtet i den jødiske fortælling om befrielsen fra Egypten for at skabe frihed, ikke som betaling for synder.”

Hele regnskabstanken skader vores relation til Gud, mener teologen.

”Den forplumrer det, som er hovedpointen i det nytestamentlige budskab: at Gud ubetinget, uden at stille forhåndsbetingelser, kommer os i møde, og at Gud er god mod både onde og gode, som Jesus siger i Lukasevangeliet. Det er det, jeg kalder den guddommelige uorden. Det er en ustyrlighed ved Guds kommen os mennesker i møde. En ustyrlighed, som samtidig er målrettet, fordi den sigter på at forløse vores forhold til Gud og til hinanden.”

I bogen ”Guddommelig uorden” skriver Værge, at dette giver sig udtryk i det, han kalder Guds vanvittige kærlighed. En kærlighed, der rækker ud mod både onde og gode. Som han forklarer, betyder det ikke, at vi skal være ligeglade med, om vi er onde eller gode. Dommen er fortsat vigtig, da den sigter på menneskets handlinger eller manglen på samme, altså synden, men ikke mod selve mennesket, synderen.

Hvordan kommer denne guddommelige uorden til udtryk i verden?

”Den kommer til udtryk i, at det ikke kan lade sig gøre at stille et regnskab op for, hvad der skal gøres for at være i fællesskab med Gud. Jesus vælter boderne i templet, fordi den handelsfacon, det at yde Gud gaver, er en skæv måde at gå til Gud på. Gud indbyder som nævnt gode og onde, så den måde at få det hele til at gå op på, at for at vi kan få noget, så skal vi også yde noget, det er et forkert udgangspunkt. Gud giver først, og det skulle så gerne vække noget i os, så vi også gør noget. Ikke for Guds skyld, men for vores medmenneskers og vores egen skyld. Vi skal ikke yde Gud noget. Gud yder over for os, så vi kan yde over for hinanden.”

Johannes Værge observerer også, at denne noget for noget-tænkning går igen i vores moderne samfund. Og her kan vi lære af den guddommelige uorden, den betingelsesløse kærlighed. Værges påstand er, at den guddommelige uorden viser sig ved, at Gud øser af sin godhed ud over gode og onde i det håb, at det vil gøre noget ved os. Han ser det i forskellen mellem benådning og tilgivelse, hvor Gud ved at vise sig umådeligt tilgivende vil påvirke os til at tilgive.

”Det menneske, der bliver benådet, kan stadigvæk gå ud af retssalen med en masse vrede og bitterhed over de uberettigede anklager. En tilgivelse er noget mere personligt. Der er vi ikke i retssalen. Her er det den helt tætte, ukomplicerede relation, det drejer sig om. I tilgivelsen giver den, der tilgiver, afkald på den magtposition, han har over den, som har gjort noget. Og den tilgivne skal først tage tilgivelsen til sig, hvis den skal blive til en virkelig tilgivelse. Derfor er det heller ikke altid så nemt at blive tilgivet,” fortæller Johannes Værge.

Han ser et stærkt billede på tilgivelse i fortællingen om Jesus, der hænger på korset og udtaler:

”Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”

Her giver Jesus slip på sine hævnfølelser, og derved viser han en anden måde at have med hinanden at gøre på. Det er den guddommelige uorden, den vanvittige kærlighed fra Gud, der udtrykkes her.