Tysk litteraturredaktør: Had har skabt noget af verdens bedste litteratur

Metaforens kraft behandles i denne bog af den tyske litterat Karl Heinz Bohrer

Karl Heinz Bohrer har været en af de vigtige stemmer inden for tysk litteraturkritik siden sin tid som litteraturredaktør på avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung.
Karl Heinz Bohrer har været en af de vigtige stemmer inden for tysk litteraturkritik siden sin tid som litteraturredaktør på avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung. Foto: Jürgen Bauer/Ritzau Scanpix.

Stor var glæden i mange tyske medier, da den tyske kansler Angela Merkel sidste år under sin vanlige ferie i Sydtyrol blev fotograferet under sin velfortjente ferielæsning. Det skyldtes især emnet for hendes interesse: Shakespeare-eksperten Stephen Greenblatts nye bog ”Tyrant. Shakespeare on Politics” (Tyran. Shakespeare om politik).

Selvom bogen ikke nævner den amerikanske præsident, Donald Trump, overhovedet, er det alment kendt, at Greenblatts studie af shakespeareske tyranner er tænkt som en allegori over USA i dag. Man fornemmede en temmelig paradoksal affekt i landets centrum-venstre-medier: ekstatisk lettelse. Der er stadig ”intellektuelle” politikere til: Ikke nok med at Merkel læser svære bøger, hun læser også de rigtige.

Greenblatts modsætning i dette spektrum kunne siges at være tyske Karl Heinz Bohrer (født 1932), der er mindre afholdt i samme segment. Han var en af de første til at fastslå den højreorienterede mester Ernst Jüngers litterære topklasse, og han blev i 1974 afløst som litteraturredaktør ved avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung af den anderledes elskelige Marcel Reich-Ranicki. For et par år siden kunne Bohrer i andet bind af sine erindringer så fortælle, at han skam drak cocktails med RAF-terroristen Ulrike Meinhof, aftenen før hun gik under jorden. Det skal ikke være let.

Det samme gælder hans nye bog om hadets virkning på europæisk litteratur fra Marlowe og Shakespeare over Wagner og Baudelaire til Louis-Ferdinand Céline og Michel Houellebecq. Som en let antydet pendant til Merkel/Greenblatt-historien, eller blot som Bohrers egen trang til at være kontrær, understreger han på første side, at det nok kan være, at ordet had har opnået en betydelig ”offentlig karriere” efter flygtningekrise og integrationsdebat, hvor man ofte advaredes mod denne sindstilstand – men at han var højtideligt ligeglad med denne tendens. Bohrer mener nemlig, at virkningen af had har skabt noget af den bedste litteratur, vi har. Eller som han definerer undersøgelsen til sidst i bogen: ”Hadmetaforens potentiale for fantasi.”

Artiklen fortsætter under annoncen

Bohrer mener med andre ord, at evnen til at skabe stimuleres af sindets opfyldelse af had. Deraf kommer også titlen på bogen. ”I will speak daggers to her,” siger Hamlet – hadefuldt – om sin mor, og således gør han det i stykket: Taler med knive.

I 12 formfuldendte essays undersøger Bohrer denne idé om had som drivkraft for sublimt billedsprog og eksistentiel ansats til virketrang. I komponisten Richard Wagners sygelige univers lærer vi ifølge Bohrer, at kærligheden altid er seksualiseret, og at dens naturlige følgesvend derfor er hadet. Hadefuld kærlighed. Som dværgen Alberich hos rhindøtrene i ”Nibelungens Ring” af Wagner viser. Han vil have dem, og han hader dem, haben und hassen. I det lange Wagner-essay fremmanes til sidst hadet og kærligheden som metafysiske ”energier”, der gennemstrømmer verden. Det var ifølge Bohrer denne følelse i Wagners hadenergi, ”noget hæmningsløst, brunstigt, svimlende”, der gjorde, at den franske digter Charles Baudelaire opfattede Wagners musik som narkotikum.

Allerbedst er Bohrer, da vi i tid når det, han kalder ”det klassiske moderne”, hvor han kan bruge sin æstetiske sans for antimetafysisk orddannelseskunst. Her følger han den nihilistiske læge Bardamu, der i romanen ”Rejse til nattens ende” af den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline indrulleres i Første Verdenskrig efter at være kommet til at marchere ind på en kaserne ved et tilfælde.

I en af de første krigsscener ser Bardamu liget efter en tysk oberst.

”Jeg ville ikke denne oberst noget ondt,” fortæller Bardamu trist. Det forhindrer ham dog ikke i nøgternt at beskrive, hvordan der kun er et blødende hul øverst på halsen, hvor der skulle sidde et hoved.

I betragtningen af liget skifter Bardamus sindsstemning imidlertid stille fra melankoli til hadefuldhed med denne mesterlige sætning, der spejler Bohrers anliggende med bogen:

”Denne oberst havde aldrig haft fantasi i livet.”

Bohrers frygtløse udlægning af Céline ender i den betragtning, at hvor hadet hos Wagner er frembragt af metafysisk spekulation, er det hos Ernst Jünger opstået gennem ”blodorgastisk” evne til metafordannelse. Men hos Céline vokser det ud af ”kynisk fakticitet”. Med andre ord: Célines had er naturligt, for det vokser ud af verdens kendsgerninger.

Problemet er, at volds-hadet tager overhånd, især i misogyni og racisme. Kvinder går ifølge Bardamu og håber på ”foryngelse af deres æggestokke gennem iagttagelse af nedslagtning”. Det fører også til den groteske betragtning, at Céline nok var racist, men at hans racisme jo dybest set relativeres af hans principielle menneskehad.

Hvad skal vi med sådan en bog? Man kan mene, at det er en udsigtsløs provokation, eller at man egentlig bare skulle lade være med at skrive om den slags. Men så forstår man hverken Bohrer eller litteraturkritikkens væsen. Det handler ikke om godtkøb, om konstruktivitet eller om Angela Merkel. Det handler om at forstå metaforers dragende kraft.

Selvfølgelig er der ikke håb, men det er der heller ingen (i litteraturen), der har lovet os, at der skal være. Indtil da kan man jo tænke over, hvorfor så mange – mange venstreorienterede litterater i dag inklusive – alligevel er så vilde med Céline og Houellebecq. Her er en ikke-opbyggelig forklaring. De er hadefulde.