Prøv avisen
Portræt

Han har præget Tysklands intellektuelle debat som få

”Enhver idiot kan kaste en bombe. Det er tusind gange sværere at demontere den.” Sådan lyder et citat om revolutionstænkere fra Hans Magnus Enzensberger, der her ses på bogmessen i Leipzig i 2007. – Foto: imago images/Ritzau Scanpix.

På mandag fylder den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger 90 år. Hans værk er en påmindelse om ikke at tage noget for givet, ikke gå i stå, men bevare sin nysgerrighed, også med fare for, at den faste kurs må ændres

Endnu er der nogle tilbage af den store efterkrigsgeneration af tyske forfattere. Vel er Christa Wolf og Günter Grass borte, men de nåede begge en ret høj alder, Martin Walser lever i sit 93. år, og på mandag fylder Hans Magnus Enzensberger 90 år. Få har som han præget den intellektuelle debat i Vesttyskland, og han begyndte tidligt med sprogkritiske analyser af Der Spiegel i 1957 og Frankfurter Allgemeine Zeitung i 1962. Førstnævnte hyrede ham så som anmelder. Sidstnævnte udarbejdede et 40 siders hæfte for at imødegå hans kritik. Det var dengang, magtfulde medier ikke bare børstede den slags af sig, men følte sig anfægtet af substantiel intellektuel kritik.

Enzensberger blev i løbet af 1960’erne en hovedperson i ”det nye venstre”. Han grundlagde i 1965 tidsskriftet Kursbuch, hvad der på tysk betyder køreplan, og skrev, at en køreplan ikke bestemmer retningen, men angiver forbindelser. Hvilken man vælger, må man selv finde ud af, men hans egen retning syntes klar nok. Enzensberger var for gammel til at være egentlig 1968’er, men han var en af dem, alle intellektuelle læste, og han lagde ikke fingrene imellem i sit opgør med efterkrigens Vesttyskland. Han rejste endda til Cuba for med egne øjne at se, hvad der foregik derovre, og han vendte tilbage uden illusioner, men også uden at blive renegat.

Han har skrevet om mange revolutionære og oprørere, ofte med megen sympati, men aldrig uden også at berette om deres nederlag. Et af hans senere essays hedder ”Tilbagetogets helte” (1989), og her står blandt andet: ”Enhver idiot kan kaste en bombe. Det er tusind gange sværere at demontere den.”

I det hele taget har Enzensberger altid insisteret på at se med egne øjne. Og i digte, essays, hørespil, teaterstykker og chansontekster har han meddelt, hvad han mener at se. Det gør han stadig i sin høje alder. Han har været forlægger, udgiver og redaktør af tidsskrifter og antologier og meget mere.

Men Enzensberger er ikke for fastholdere. Det har også i tidens løb indbragt ham megen kritik for at springe fra den ene meningstue til den anden og for at have lovlig nemt ved nonchalant at lægge afstand til tidligere anskuelser. Mange har kunnet undre sig over, at den så hårde kritiker tilsyneladende har sluttet fred med den samfundsform, han havde dømt til undergang, og nogle fandt for eksempel den EU-kritik, som var centrum i hans takketale for Sonning-prisen i 2010, lidt letkøbt.

Den kloge Enzensberger ved naturligvis alt om det mangetydige indtryk, han gør. I forordet til en samling af sine skrifter skrev han i 1987 både ydmygt, selvbevidst og lidt koket, at han håbede, at læseren ville finde ”mere standhaftighed end vægelsind, mere egensindighed end vilkårlighed” i teksterne.

Egensindighed er også det, Enzensberger sætter pris på hos andre, han har skrevet om. En hel bog fra 2008 om en tysk general, som tog sin afsked efter Hitlers magtovertagelse, hed simpelthen ”Hammerstein eller egensindigheden”.

Egensindig har Enzensberger alle dage været, også som det, han først og fremmest er: Lyriker. Hans første digte blev som hans tidlige essays ofte læst som politiske provokationer, og hans første samling fra 1957 hed da også ”Forsvar for ulvene” (mod lammene). Men han har stedse afvist den nemme skelnen mellem ”absolut” og ”engageret” poesi. Hvis hans digte er politiske, så er de det indefra, ikke forpligtet af noget opdrag. De skal ikke omsætte et bestemt engagement til vers, men udtrykke en oplevelse af og en refleksion over verden, som naturligvis ikke kan undgå også at have en politisk dimension.

Poesien har imidlertid i Enzensbergers øjne en ”førstefødselsret”, som den ikke skal sælge for hverken en ret linser eller for noget andet. Det egentlig politiske ved et digt, har han skrevet, er, at det unddrager sig det politiskes herredømme. Så alt imens Enzensberger deltog i politiske debatter og aktioner, kunne han også i et digt ironisere over dem: Hver gang der forkyndes omvæltning, har folk travlt med noget andet, det ville være meget nemmere uden alle dem!

Som lyriker blev Enzensberger tidligt af en kritiker beskrevet som på samme tid ”vred og blid”, og det er der en vis sandhed i, omend begreberne ikke dækker det hele.

I hvert fald er der ikke mange, der kan benytte det tyske sprog så virtuost som Enzensberger. Han er en intellektuel digter, men kan også skrive bevægende om for eksempel skyer og deres formationer eller om mos og lav, som var der før os og vil være der også efter os.

Hovedværkerne i hans poesi er nok de to bøger fra 1970’erne, ”Mausoleum” (1975) med undertitlen ”Syvogtredive ballader af fremskridtets historie” og ”Titanics undergang” (1978) med undertitlen: ”En komedie”. ”Mausoleum” portrætterer historiske personer ved hjælp af citater og egne formuleringer. Nogle af dem er kendt af alle, de fleste af temmelig få, men de har alle spillet en rolle for det såkaldte fremskridt, i øvrigt ofte uden at vide, ville eller ønske det. Ligesom allerede et tidligere digt problematiserer fremskridtet (”fremskridtets spor er blodige – er det fremskridtets spor?”), beretter ”Titanics undergang” både om det nye venstres forlis, blandt andet med udgangspunkt i cubanske erfaringer, og om andre projekters og ideologiers undergang. En ”komedie” er værket i samme forstand som Dantes ”Den guddommelige komedie”, som det læner sig forsigtigt op ad.

Der er altid et isbjerg, og vi ser det aldrig komme. Vi registrerer måske lige en skraben, som vi ikke tager os videre af, men så vælter vandet ind, og skibet går ned. Hvis ikke det lød for pædagogisk, kunne man kalde hele En-zensbergers værk en påmindelse om ikke at tage noget for givet, ikke gå i stå, men bevare sin nysgerrighed, også med fare for, at den faste kurs må ændres, hvis man skal undgå isbjerget. Det vigtigste er altid det, vi ikke ved, og irrationaliteten synes at vokse proportionalt med rationaliteten. Verden kan ikke planlægges, der er altid mere på spil end det, vi kender til og kan beregne. I den forstand er vi redskaber for historien (eller ”fremskridtet”). Men hver og en af os er også et individ med sin egen vilje, sine egne særheder – sin egensindighed. Derfor hylder Enzensberger normaliteten og selvopholdelsen, for eksempel ”den dybe alvor, hvormed kvinden dér/ sminker sig i ruinerne af sit spisekøkken,/ skønt der stadig væk skydes/ i regeringskvarteret”.

Hans Magnus Enzensberger blev tidligt kendt i Danmark. Dels havde Villy Sørensen mødt ham i den legendariske ”Gruppe 47” i Vesttyskland og sørget for, at han allerede i 1958 blev præsenteret i Vindrosen, dels boede han i 10 år på øen Tjøme i Oslofjorden og taler glimrende norsk.

Viggo Clausen lavede i sin tid flere fremragende radiomontager over tekster af Enzensberger, nogle af dem fra bogen ”Politik og forbrydelse” fra 1964. Hvis ikke kulturen er helt bandlyst fra DR, kunne de genudsendes.

Per Øhrgaard har været professor i germanistik og er en af dem, der har oversat Enzensberger til dansk. Han udgav i 2010 “Hans Magnus Enzensberger. En introduktion” (Gyldendal).