Hannah Arendt var på tværs af sin tids populære strømninger

Aktuel udstilling i Berlin stiller skarpt på Hannah Arendt som offentlig debattør. Helt centralt står hendes skepsis over for lydighed og ukonforme tilgang til tidens populære bevægelser

"Intet menneske har ret til at adlyde.” Sådan hedder den aktuelle udstilling om Hannnah Arendt som offentlig debattør i Berlin. Her er museets egen præsentation af den politiske teoretiker. – Foto: Anders Ellebæk Madsen.
"Intet menneske har ret til at adlyde.” Sådan hedder den aktuelle udstilling om Hannnah Arendt som offentlig debattør i Berlin. Her er museets egen præsentation af den politiske teoretiker. – Foto: Anders Ellebæk Madsen.

Mon der ville have været plads til en Hannah Arendt på de humanistiske fag på et amerikansk universitet i dag? Den tanke får man, når man besøger udstillingen om hende på Deutsches Historisches Museum, der kan ses i øjeblikket i Berlin. Den tysk-amerikanske tænker kritiserede nemlig konstant de moralske strømninger, som bestemte, hvem der var inde og ude.

På det tyske historiemuseum har man fokuseret på Hannah Arendt som offentlig debattør i stedet for som politisk teoretiker. Det valg sætter en tyk streg under, hvor kritisk hun ofte forholdt sig til sin tids politiske udvikling, for eksempel 1968-bevægelsen.

Hannah Arendt blev set som konservativ af ledende ungdomsoprørere i Tyskland. Ikke mindst fordi de revolutionære idéer efter hendes mening var på ”sandkasse”-niveau, langt fra den politiske virkelighed.

Samtidig var den jødiske forfatter optaget af stalinismens totalitære sider. Mange 1968-intellektuelle sværmede omvendt for kommunistiske lande som Sovjetunionen og Albanien. Helt op i 1990’erne var begrebet om det totalitære, der dækker både nazisme og stalinisme, upopulært på den danske venstrefløj. Også i en dansk kontekst passede Arendt dårligt med de intellektuelle modestrømninger.

Med feminismen, der voksede sig stærk i de næste årtier, forholdt det sig ikke anderledes.

”Jeg må tilstå, at kvindesagen aldrig har interesseret mig videre,” lyder et citat på udstillingen fra universitetsunderviseren, der gjorde akademisk karriere på et tidspunkt, hvor det var sjældnere for kvinder. Hun så mere sig selv som intellektuel end som intellektuel kvinde.

Som jødisk tænker provokerede Arendts udsagn flere gange andre jøder på tidspunkter, hvor opbakningen til en jødisk stat efter holocaust havde medvind. Selvom hun var tidligt zionist og ønskede en jødisk hær på allieret side under Anden Verdenskrig, fik hun også allerede i 1945 betænkeligheder over udviklingen i det område, der i 1948 skulle blive til Israel:

”Spørgsmålet trænger sig på: Hvilken plan har zionisterne for den arabisk-jødiske konflikt?”, spurgte hun og kritiserede samtidig det, hun så som nationalisme inden for zionismen.

Også da hun i 1961 dækkede den berømte retssag imod nazisten Adolf Eichmann i Jerusalem, gjorde hun det på en måde, der vakte forargelse både i Israel og USA.

Det blev opfattet sådan, at hun selv banaliserede nazismens forbrydelser, da hun brugte udtrykket ”ondskabens banalitet” om Eichmann. Selv forklarede hun udtrykket med, at han på mange måder var en bureaukrat, der fulgte ordrer uden at tage ansvar for, hvor morderisk et system han tjente.

Desuden lød der i USA kritik fra især jødiske organisationer af hendes fremstilling af de såkaldte jøderåd under nazismen, der var tvunget til at samarbejde med nazisterne under Anden Verdenskrig. Men jøderådene var efter Hannah Arendts mening mere samarbejdsvillige, end de havde behøvet at være.

Disse standpunkter bliver stadig diskuteret. Og det gør også andre af Hannah Arendts indspark, som fremhæves på berlinerudstillingen. Hun mente for eksempel, at USA som smeltedigel var immun over for nationalisme. I Trump-tider vil ikke alle være enige i dag.

Også Hannah Arendts synspunkt på raceoptøjerne i USA er omdiskuterede. Hun afviste blandt andet, at den amerikanske regering havde bemyndigelse til at blande sig i den lokale skolepolitik, da regeringen indsatte soldater i Little Rock, Arkansas, for at gennemtvinge sorte børns ret til at komme på hvide skoler i 1957. Dette vil mange tilsvarende se anderledes på i dag.

Udstillingens fortjeneste er ikke at påvise, at Arendt ramte ved siden af i ny og næ, men at fremhæve, hvor ofte og gennemgående hun forholdt sig ulydigt og skeptisk til populære massebevægelser, der opnår stor udbredelse med moralske argumenter.

”Ingen har ret til at adlyde” er udstillingens bærende citat fra Hannah Arendt. Formuleringen er spidset til på en måde, så lydighed i sig selv er ondet. Man fristes til at oversætte det med ”Ingen har ret til blot at adlyse”, men det tager radikaliteten ud af sætningen. Citatet angiver hendes retning: Lydighed var noget ubehageligt og moralsk problematisk for den jødiske forfatter, der var flygtet fra nazisterne. Ikke mindst lydighed over for politiske bevægelser, der mener, de har sandheden. Hendes egne reaktioner var da også både ulydige og ukonforme, når hun blandede sig i samfundsdebatten. Og det gjorde hun konstant, velvidende at man kunne komme galt af sted. Hannah Arendt kaldte af samme grund det at springe ud i mediernes fælles samtale for ”offentlighedens vovestykke”..