Har Luther haft betydning for velfærdsstaten?

Hen over sommeren er bølgerne gået højt i debatten om Reformationen og det danske velfærdssamfund. Tre forskere er enige om, at Luther indirekte har haft betydning for velfærdssamfundet, men ikke om denne er positiv eller negativ

Fra venstre: Svend Andersen, Brian McGuire og Hans Jørgen Lundager Jensen.
Fra venstre: Svend Andersen, Brian McGuire og Hans Jørgen Lundager Jensen. .

De seneste måneder har der været intens debat om, hvilken rolle reformatoren Martin Luthers har spillet i det danske samfund. Flere, senest professor Jes Fabricius Møller, har afvist, at der er en direkte sammenhæng mellem Reformationen og de nordiske velfærdsstater. Til gengæld har der været konsensus om, at Reformationen har haft en indflydelse på det danske samfund. Kristeligt Dagblad har bedt tre professorer om deres bidrag til diskussionen.

Svend Andersen er professor i Systematisk Teologi ved Aarhus Universitet.

For Svend Andersen er det afgørende ikke, hvilken historisk betydning Luther har haft for den danske velfærdsstat, men hvad Luther selv tænkte om sociale forhold, og hvordan disse tanker går igen hos danske teologer.

”Der hersker ingen tvivl om, at Luther er af den opfattelse, at staten eller kongemagten skal stå for det, vi i dag vil kalde for social omsorg, at denne skal tage sig af de fattige og beskytte de svage. Jeg har faktisk lige læst en tekst af Luther, hvor han kritiserer tiggeri. Her er det øvrighedens opgave at tage sig af de fattige, så tiggeri bliver overflødigt.”

Svend Andersen fremhæver også, at for Luther var kirkens opgave først og fremmest at forkynde evangeliet og ikke påberåbe sig økonomisk eller politisk magt. På denne måde gik der sociale opgaver fra kirken til staten.

”Det principielle hos Luther er, at kirken ikke skal være hverken politisk magthaver eller social institution. Det er jo også en væsentlig forudsætning for det danske velfærdssamfund. I mange andre lande i for eksempel Sydeuropa, spiller kirken en langt større rolle i samfundet i form af kirkelige sygehuse og så videre. I Danmark har vi ikke meget af den slags kirkelige sociale institutioner, så velfærdsstaten bygger på, at det netop er staten, der skal tage sig af det sociale som sygdomsforebyggelse, arbejdsløshed.”

Dette forhold afspejler sig også i Grundloven, forklarer Svend Andersen, som henviser til paragraf 75, stk. 2: Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige […]. Og dette forhold kan sagtens være præget af luthersk tænkning. Det er også nogle årtier efter Grundlovens vedtagelse i 1849, at Andersen ser en markant teolog, som også kan have haft en indirekte luthersk indvirkning på velfærdsstatens idégrundlag, nemlig biskop Hans Lassen Martensen (1808-1884).

”I 1860’erne og 1870’erne er han den danske kirkes absolutte topleder, og han udgiver et lille skrift, der hedder ”Socialisme og Christendom” (1874), hvori han skriver, at samfundet må bekæmpe fattigdom, sygdom og sikre en mere ligelig fordeling af samfundets goder. Det er meget bemærkelsesværdigt,at en dansk folkekirkes øverste gejstlige på denne tid forsvarer socialismen. Selv kalder han det en kristen socialisme, der argumenterer for, at staten skal sørge for de svage. Han skriver på et tidspunkt, hvor arbejderne begynder at opstå som en særlig gruppe i samfundet, og hvor han kan se, at industrialiseringen fører til fattigdom.”

Der hersker heller ikke nogen tvivl om, fortsætter Andersen, at argumenterne skrives på et teologisk grundlag. De skrives med direkte henvisning til Martin Luther, og det er her, der er nogle grundlæggende tanker, som kan føre til velfærdsstaten.

Brian Patrick McGuire er professor emeritus i historie på Roskilde Universitetscenter.

Brian McGuire er ikke i tvivl om sit standpunkt, da han får spørgsmålet om, hvilken betydning Luther og Reformationen har haft for den danske velfærdsmodel:

”Hverken Luther eller Reformationen har gavnet den danske velfærdsstat. Luther er ingen katastrofe, men han har ikke gavnet velfærden, sådan som jeg ser det.”

McGuire ser i stedet, at de sociale funktioner, som kirken og klostrene havde før Reformationen, nu overtages af fyrsterne og bystyret.

”Her udvikles begrebet ’værdigt trængende’, som betyder, at de folk, som har brug for hjælp, skal bevise det. Sådan er det ikke i middelalderen. Her skal de kirkelige institutioner modtage de fattige og syge uden at sætte spørgsmålstegn ved noget. Den slags overlader Martin Luther nu til fyrsten. Det er først i slutningen af 1800-tallet, og endeligt med den tidligere socialminister Karl Kristian Steinckes Socialreform i 1933, at vi vender tilbage til idealerne fra middelalderen og siger, at alle, der har brug for hjælp, skal have den.”

Som middelalderhistoriker ser Brian McGuire, at de kirkelige institutioner i begyndelsen af 1500-tallet forsvinder og erstattes af bystyret, som sætter regler samt budgetter op og gør næstekærligheden til en ydelse.

”Omsorgen bliver nu reguleret, og man skal bevise, at man er trængende. Martin Luther gjorde altså ikke noget for eller imod velfærdsidéen, men ved at overlade så meget til fyrstens magt og ved at afskaffe klostervæsenet underminerede han de omsorgsinstitutioner, der blev skabt i løbet af middelalderen. Det er først i det 20. århundrede, at de institutioner kommer tilbage i vores samfund. I den forstand kan vi godt postulere, at velfærdsstaten er et produkt af middelalderen og absolut ikke af den lutherske reformation. I middelalderen var man alteri christi, altså andre Kristus-skikkelser. Derfor var man forpligtet til at bistå de svage uden at stille spørgsmål, men fra 1500-tallets midte skifter dette forhold. Jeg giver på ingen måde Martin Luther skylden, men indirekte har han haft en negativ indvirkning på velfærdssamfundet.”

Hans Jørgen Lundager Jensen er professor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet.

Hans Jørgen Lundager ser mere generelt, at der er nogle samfundstendenser i 1800-tallet, som bevirker, at Norden nemmere kan opbygge et velfærdssamfund, og disse tendenser har ikke direkte noget med Luther og Reformationen at gøre.

”Jeg formoder, at der kan være den indirekte sammenhæng, at en velfærdsstat lettest kan opbygges i samfund som de nordeuropæiske, der er relativt homogene i kulturel forstand. Det vil sige i lande, hvor borgerne har så meget fællesskab om sprog, viden og forestillingsverden, at de også intuitivt føler sig trygge ved hinanden.”

Hans Jørgen Lundager ser her, at borgerne i de nordiske lande har en rimelig grad af forventninger, normer og tillid til hinanden. Han forklarer, at Reformationen sagtens kan være medskabende for velfærdsstaten i sådanne sammenhængende samfund.

”Det skete ved at lade kristendommen gå i alliance eller symbiose med kongemagten, den begyndende stat. Andre kræfter byggede videre på dannelsen af dette fællesskab såsom enevælden og dens administrations- og embedsmandsmentalitet med regelstyring og individuel hæderlighed og dernæst romantikken og dens understregning af, at fællesskaber forudsætter fælles følelser og fælles fantasi.”

Han ser, at vejen til velfærdsstaten går via en tilstand, hvor de enkelte borgere nok er forskellige, men hvor de forstår hinanden så meget, at de sjældent griber til vold for at fremme deres interesser.

”Så kort sagt: Reformationen alene skabte ingen velfærdsstat. Men vejen til velfærdsstaten var nok mere besværlig, hvis ikke der først var blevet skabt et basalt fællesskab i hjerter og i hoved. Og her har Reformationen, Martin Luther og nationalkirken givetvis været en afgørende faktor.”