Han er blevet kaldt for verdenshistoriens store systemfilosof, den sidste tænker, der havde et bud på altings sammenhæng, et absolut og tidløst geni, der forandrede filosofihistorien for altid. Vigtige personligheder som tænkerne Karl Marx og Friedrich Nietzsche er blevet inspireret af hans værker. Danskeren Søren Kierkegaard var kritisk, men alligevel også optaget af hans tanker. I år er det 250 år siden, at Georg Wilhelm Friedrich Hegel blev født, og i anledning af jubilæet er der udkommet en række nye bøger om den store filosof. Blandt forfatterne er den 37-årige tysker Sebastian Ostritsch, der har fået meget omtale i Tysklands medier af sit værk ”Hegel. Der Weltphilosoph” (Hegel. Verdensfilosoffen).
Sebastian Ostritsch, mange utopikere har forestillet sig en fremtid, hvor der hverken findes social uretfærdighed eller krige mere, eller hvor alle Jordens nationer har forenet sig til en global enhed. Er den slags fremtidsvisioner det, som filosoffen G.W.F. Hegel havde i tankerne, da han skrev, at verdensånden skulle virkeliggøres gennem historien?
”Hegel var meget skeptisk over for alt, der havde med en perfekt verden at gøre, og han var også kritisk over for idealet om én stor fælles verdensstat. Han mente, at verden har brug for mange stater, fordi hver eneste stat legemliggør et specielt ”vi”, og at dette ”vi” netop er noget særligt, fordi det adskiller sig fra andre vi’er – altså fra andre stater. I en verden med en mangfoldighed af stater kan det ifølge Hegel ikke undgås, at der opstår krigeriske konflikter. Faktisk havde Hegel et meget realistisk syn på livet og betragtede krige og konflikter som del af den menneskelige sameksistens, hvilket man naturligvis ikke må forveksle med en forherligelse af krig. Især efter Anden Verdenskrig har mange kritikere, heriblandt videnskabsteoretikeren Karl Popper, beskyldt Hegel for at have banet vejen for totalitarisme, men det er efter min mening en forkert måde at tolke Hegels filosofi på. Hegel var hverken totalitær eller begejstret for krigeriske erobringstogter. Tværtimod. Han havde selv oplevet, hvad krig var, og var ingen fortaler for voldelige løsninger på konflikter, men han vidste, at man aldrig helt vil kunne udrydde krige, også selvom man naturligvis skal forsøge at finde en fredelig løsning på så mange konflikter som muligt.”
Den 13. oktober 1806 oplevede Hegel noget, som han selv betegnede som et stævnemøde med verdensånden. Det var dagen, hvor han med egne øjne så Napoleon ride igennem byen Jena, et syn, der gjorde dybt indtryk på ham. Hvorfor var han så fascineret af Napoleon?
”I Hegels øjne var Napoleon hverken særlig moralsk, uselvisk eller dydig, men derimod en person, der havde fuldbragt en historisk præstation. I dag er vi ofte meget moralske og snæversynede, når vi som led i debatten om den såkaldte cancel culture diskuterer, hvorvidt man skal opstille statuer af den ene eller anden person. Hegel ville have afvist den slags debatter, og han praktiserede aldrig selv noget i den retning. Han var meget bevidst om, at store historiske personer næsten alle er narcissistiske, at de måske også er egomaniske, og at de ofte kun følger deres egne magtinteresser. Alligevel er de ifølge Hegels mening verdenshistoriske individer, verdenssjæle, netop fordi de – også selvom de måske kun forfølger egoistiske mål – alligevel realiserer noget, som fremmer bevidstheden om frihed.
Hos Napoleon var Hegel ikke i tvivl: Bonaparte formåede at stoppe voldsspiralen i Den Franske Revolution og gøre en ende på terroren, og samtidig bragte han stabilitet tilbage i samfundet. Med sin lovsamling Code Civil skabte Napoleon også det juridiske grundlag for, at mange af kravene fra Den Franske Revolution kunne føres ud i livet. Han realiserede så at sige drømmen om revolutionen og gjorde samtidig en ende på den selvdestruktive fase, som landet havde befundet sig i. Hegel var altså fascineret af Bonaparte som verdenshistorisk betydningsfuld person, men samtidig var han også klar over, at Napoleon sandsynligvis ikke handlede ud fra medmenneskelige motiver. Her oplever vi igen, at Hegel havde et meget realistisk og ikke naivt blik på det, der driver os frem som individer, men at han som filosof også havde øje for fornuft og frihed.”
Men er det overhovedet muligt at tro på en verdensånd, der hos Hegel også bæres af historiens største magthavere, i en verden med Trump, Putin, Bolsonaro, Erdogan? Er udviklingen ikke snarere udtryk for, at det er umuligt for verdensånden, dersom den findes, at realisere fornuft og frihed?
”Det er et spørgsmål, som man er nødt til at se fra en anden vinkel: Hegel mente ikke, at fornuft og frihed først realiseres til sidst i historien – men derimod hele tiden, altså kontinuerligt. Han var overbevist om, at der på trods af nedgange og tilbageskridt i verdenshistorien fortsat findes noget, som kan kaldes for en højere udvikling, det vil sige en højere udvikling i menneskets bevidsthed om frihed. Ifølge Hegel vil mennesket med tiden få en stadig dybere indsigt i dét, der udgør et fornuftigt og frit liv. Hvorvidt vi så lever i overensstemmelse med denne indsigt eller ej, og hvorvidt de samfundsmæssige konflikter vil forme sig i overensstemmelse hermed, kan ikke forudsiges i detaljer. Derfor ville Hegel aldrig have undret sig over, at der i dag fortsat findes konflikter. Han ville derimod sige, at hvis man sammenligner den moderne frihedsforståelse med tidligere tiders opfattelse, så er der ganske vist en forbindelse til fortiden, men at den moderne frihedsforståelse alligevel er langt rigere og dybere. For øvrigt var Hegel overbevist om, at livet er begrænset og endeligt i en eller anden form, og af den grund vil en fuldstændig forsoning med fornuft efter Hegels mening aldrig finde sted i historien, men derimod i det, han kaldte den absolutte ånd. Hermed mente han kunst, religion og filosofi. Det er altså på disse områder, at vi kan overvinde de begrænsninger, som vi ellers som normale, dødelige væsener aldrig kan overvinde.”
Hvordan ville Hegel så have forholdt sig til Hitler?
”Hitler var ganske vist en verdenshistorisk person – ingen historiebog kan skrives uden, at man nævner ham – men Hegel ville højst have betragtet ham som en verdenshistorisk person i negativ forstand. Hitler fremmede jo på ingen måde bevidstheden om frihed og fornuft, tværtimod, og dermed havde han ikke den positive effekt, som Napoleon på trods af sine negative sider også lå inde med.”
Hvor kan man særligt se Hegels indflydelse i dag?
”Hegel har igennem de seneste årtier oplevet en renæssance inden for filosofien, og han er så etableret som aldrig nogen sinde før i det filosofiske fællesskab. Desværre er det samme ikke tilfældet i hverdagens politik, og jeg mener, at vi endnu ikke har udviklet os derhen, hvor Hegel kunne have ført os. Jeg tænker her på vores forståelse af frihed og forholdet mellem individ og fællesskab. Det virker, som om vi stadig bevæger os mellem to ekstreme holdninger: Vi mener enten, at frihed har noget med fuldstændig individualitet at gøre – at vi kun kan være frie, hvis vi kan gøre, som vi vil, og hvis staten kun blander sig så lidt som muligt – eller at vi som individer fuldstændig skal underordne os den store helhed. Hegel ville have betragtet begge holdninger som ensidige og forkerte. Ifølge Hegel kan et menneske kun virkeliggøre sig selv og få en meningsfuld identitet igennem sociale roller. Når man spørger et menneske: ”Hvem er du?”, kan svaret lyde: ”Jeg er far”, ”Jeg er mor”, ”Jeg er medlem af den og den forening” eller for eksempel ”Jeg er håndværker”, ”Jeg er lærer” eller lignende. Igennem alle disse svar kan et menneske realisere sin frihed og sin frie identitet – en identitet, som vedkommende kun har, netop fordi personen lever i et fællesskab med andre mennesker. Man finder sin identitet, idet man udøver en samfundsmæssig rolle, og set i dét lys forsvinder modsætningerne mellem det frie jeg og fællesskabet. Faktisk er begge dele forbundet med hinanden, og denne forståelse af forholdet mellem individ og samfund bliver efter min mening stadig ikke værdsæt nok i dagens verden.”
Er Hegels syn på forholdet mellem individ og fællesskab en grund til, at vi bør kende Hegel i dag?
”Ja. Det hegelianske frihedsbegreb er et socialt frihedsbegreb i den forstand, at individet finder sin identitet i en social verden, og for at det skal lykkes, er det nødvendigt, at fællesskabet er organiseret på en bestemt måde.
Den enkelte skal have tillid til fællesskabet og være i stand til at se, at det er rimeligt, hvad de sociale institutioner kræver af ham eller hende. I de tilfælde, hvor vedkommende ikke kan se rimeligheden i de krav, som samfundet stiller, finder en fremmedgørelse sted, og det er netop, hvad vi kan observere i Tyskland i øjeblikket i forbindelse med demonstrationerne imod corona-begrænsningerne. Protesterne er udtryk for en manglende tillid fra borgernes side til statsinstitutionerne. Omvendt kan man også opleve en mangel på tillid fra statens side over for borgerne, når for eksempel kansler Angela Merkel udtaler, at hun modsætter sig ”genåbnings-diskussions-orgier”. Hendes udtalelse signalerer, at hun i hvert fald ikke har lyst til at diskutere lempelser i coronakrisens lockdown her og nu med borgerne, og det er set ud fra et hegeliansk synspunkt en katastrofal udmelding. Hegel havde ret i, at tillidsforholdet mellem enkeltpersoner og statslige institutioner er afgørende for, hvor godt et samfund fungerer, og dét er et område, hvor staten og vi borgere stadig har et stort arbejde foran os.”