Prøv avisen

Homo digitalis er uden åndens smerte

Byung-Chul Han har i mange år været en fremtrædende stemme i kritikken af den digitale udvikling og de sociale mediers indflydelse på både den offentlige og private sfære. Foto: Universität der Künste Berlin

Fællesskabet og åndeligheden er i forfald på sociale medier, og det gør os ufrie, mener den tyske filosof Byung-Chul Han, der netop er udkommet på dansk

Godt 3,2 millioner danskere er på Facebook, hvilket svarer til cirka 74 procent af den samlede danske befolkning. Skønt vi har fået vores relationer tæt på os hele tiden, har de sociale medier skabt en række nye udfordringer i form af spredning af falske nyheder, identitetstyveri på nettet, kommercialisering af vores personlige data og så videre.

Den tyske filosof Byung-Chul Han, der til daglig er professor i filosofi og kulturvidenskab ved Universität der Künste i Berlin, har i mange år været en fremtrædende stemme i kritikken af den digitale udvikling og de sociale mediers indflydelse på både den offentlige og private sfære.

Han har flere bøger om emnet bag sig, som er kendetegnet ved en konkret og debatskabende skrivestil.

Bogen ”I sværmen. Tanker om det digitale” fra 2013 er netop udkommet på dansk. Her giver den tyske filosof en kompakt gennemgang af sin kritik af den digitale kommunikation, nedbrydningen af det offentlige og private rum på nettet samt næstekærlighedens og respektens forfald på sociale medier. Hovedpointen er, at vi befinder os i et radikalt paradigmeskifte, hvor vi ikke er bevidste om følgerne af vores beruselse af de digitale medier: ”Denne blindhed udgør vor tids krise,” starter han sin bog med at konkludere.

Byung-Chul Han tager udgangspunkt i en kritik af begrebet respekt i den digitale kommunikation.

”Respekten er offentlighedens grundsten. Hvor respekten forsvinder, forfalder offentligheden,” skriver han.

I det offentlige er der en vis distance mellem os, hvor vi respektfuldt beskuer hinanden. I dag ser Byung-Chul Han, at denne distancering i det offentlige rum, særligt på de digitale medier, er forsvundet, og det intime og private udstilles offentligt. ”Offentlighedens forfald og den tiltagende respektløshed betinger hinanden,” fortsætter han. Derfor sammenblandes det private og offentlige, og der opstår en ”total distanceløshed, hvor det intime udstilles offentligt”.

Her henviser Byung-Chul Han til en idé fra den franske filosof Roland Barthes’ bog ”Det lyse kammer” fra 1980. Her defineres privatsfæren som ”den sfære af rum og tid, hvor jeg ikke er et billede, et objekt”. Den digitale kommunikation, hævder Byung-Chul Han, har således fjernet vores privatsfære, da der ikke længere er nogen sfære, hvor vi ikke er et billede. Vi er i dag vores Facebook-profil, billederne på Instagram, og vores smartphone har installeret kamera på både front og bagside.

Med denne objektgørelse af os selv og hinanden samt den øgede respektløshed i den digitale kommunikation er tonen i den offentlige debat blevet hårdere og mere affektfuld, altså følelsesladet, forklarer Byung-Chul Han. Hvor vi førhen tog os god tid til at forfatte et læserbrev til en avis, spytter vi lynhurtigt kommentarer ud i kommentarfelter på nettet. Med læserbrevet får vi afgivet vores umiddelbare vrede og tænker over vores ordvalg, fordi vi har tiden til det i den private sfære.

På nettet er der kortere fra tanke til publicering, og ventileringen bliver offentlig og kommer til udtryk i skinger arrighed. Det digitale medium kalder Byung-Chul Han et affektmedium. Denne indtrængning af det private i det offentlige rum samt debatternes hårde tone har nedbrudt den demokratiske dialog i dagens samfund.

Han ser ikke kun, at den digitale kommunikation har en indflydelse på vores måde at debattere på, men også at den rammer vores fællesskaber. Den digitale kommunikation afføder ukontrollerbare oprørsbølger, som ikke skaber dialog, diskurs eller en saglig kommunikation. Den er hysterisk. Og netop som ukontrollerbart oprør skabes der ikke noget ”stabilt vi, som fremmer en samlet samfundsmæssig omsorgsstruktur,” skriver Byung-Chul Han. Vi ender med kun at have omsorg for os selv:

”Det er ikke ’næstekærligheden’, men narcissismen, der behersker den digitale kommunikation,” konkluderes det.

Hvor vi før fandt sammen i masser i form af partier og foreninger, hvor vi’et havde en fælles stemme, en fælles ideologi, så er fællesskabet opløst til fordel for digitale sværme, hvor hvert individ er sit ”eget partiprogram”, som vedkommende skriver. Vi lander her i et åndeligt forfald, da vi ikke mødes i fællesskabet og i en konstruktiv tone diskuterer med hinanden om både positive og smertelige emner.

”Nettets digitale beboere forsamler sig ikke. De har ikke forsamlingens inderlighed, som kunne fremkalde et vi. De danner en særlig ansamling uden forsamling, en mængde uden inderlighed, uden sjæl eller ånd,” fortsætter Han.

Med den digitale, individorienterede kommunikation er vi blevet åndløse, forklarer Byung-Chul Han.

”Ånd er smerte,” skriver han, for ånden vækkes i mødet med den anden. Her konfronteres vi med det negative, med smerten, og gør os erfaringer i livet. Smerten er åndens medium, forklarer Byung-Chul Han:

”Det digitales fænomenologi er fri for åndens dialektiske smerte.”

På nettet bliver vi åndløse, da vi hænger fast i os selv.

”Sjælen er samlende og forenende,” skriver Byung-Chul Han, mens den ”digitale sværm består af enkeltstående individer”. Hvor for eksempel arbejder- og kvindebevægelser taler med én stemme, så råber individerne i sværmen i munden på hinanden og skaber støj. Dette smitter af på vores samfund generelt:

”Nutidens samfund er ikke et ’næstekærlighedens’ samfund, hvor vi gensidigt realiserer hinanden. Det er snarere et præstationssamfund, som individualiserer os selv. Præstationssubjektet udbytter sig selv, indtil det bryder sammen.”

Mennesket er blevet en homo digitalis, et digitalt menneske, der gennem profiler på sociale medier påberåber sig konstant opmærksomhed, forklarer Byung-Chul Han i sin nyoversatte bog.

”Dette menneske beholder sin private identitet, selv når det optræder som en del af en sværm. Det ytrer sig ganske vist anonymt, men som regel har det en profil og arbejder uophørligt på dens optimering,” skriver Byung-Chul Han.

Det digitale menneske lander i en grundlæggende ensomhed, da de venskaber, man for eksempel får på Facebook, bliver noget, vi kan tælle, ”men venskab er en fortælling”.

Tweets og statusopdateringer skaber ingen fortællinger, mener han, og vores digitale tidslinje fortæller ikke en livshistorie. Selv sympati tælles i ”likes”: ”Dermed hører alt, der ikke lader sig tælle, i dag op med at være til.”

Byung-Chul Han er hård i sin kritik, og hans kritikere beskylder ham for at have et for entydigt, dystert og spekulativt blik på de sociale medier. De mener, at Byung-Chul Han glemmer, at der faktisk opstår fællesskaber på for eksempel Facebook, hvor der nemt kan mobiliseres fællesskaber med et ideologisk sigte.

I en dansk kontekst kan nævnes Venligboerne, der før har organiseret aktioner gennem Facebook. Her styres vi for eksempel af næstekærligheden i fællesskaber, mener de.

På de sociale medier findes der ingen officielle profiler af Byung-Chul Han, og skal der etableres kontakt, foregår det via telefon eller pr. brev. Sendes der en e-mail til hans officielle mail-adresse, tilbagesendes autosvaret: ”Ihre E-Mail wird nicht weitergeleitet und wird gelöscht (deres e-mail bliver ikke videresendt og bliver slettet).”