Prøv avisen

Hvad er offentlighedsteologi?

Tegning: Morten Voigt

Der skyder netværk og tænketanke frem i stor hastighed for tiden. Til fælles har de et nyt fokus på, at teologien skal være offentlig

Da professor Wolfgang Huber for et par år siden blev udfordret til at sætte ord på, hvad begrebet ”offentlighedsteologi” dækker ved en forelæsning, blev den respekterede teolog svar skyldig.

”Der hersker ikke konsensus om, hvad begrebet dækker,” konstaterede han på det nyetablerede institut for offentlig teologi i Berlin. Han fortsatte, idet han kiggede ud over forsamlingen i auditoriet:

”Spørgsmålet om, hvad offentlighedsteologi som sådan er, kan næppe besvares,” sagde han, men opfordrede til at arbejde videre med emnet for at få belyst teologiens plads og rolle i et moderne samfund præget af globalisering, multireligiøsitet og pluralisme.

Og måske er netop den opgave – at få belyst teologiens plads og rolle i et moderne samfund – nøglen til at forstå begrebet ”offentlighedsteologi” som et nyt teologisk interesseområde i en europæisk sammenhæng. Også som et begreb, der i de senere år har fundet vej ind i en dansk, kirkelig og teologisk virkelighed, hvor netop globalisering og multireligiøsitet i stigende grad sætter dagsorden.

Man kan med rette spørge kritisk til, om ikke al kristen teologi er ”offentlighedsteologi”. Jesus blev spektakulært korsfæstet på en bakketop. I fuld offentlighed. Har ikke al teologi derfor som sådan en offentligheds-dimension i sig? Både Luther og Grundtvig, der begge må betragtes som fuldstændig afgørende for udviklingen af dansk kristendom, var dybt engagerede i deres samfundsmæssige kontekst, men talte aldrig om ”offentlighedsteologi”. Hvorfor skal vi så?

Stort set alle kirker i denne del af verden står imidlertid i et skæringspunkt, hvor teologi og kristendom de seneste 50 år i kraft af en stigende sekularisering på alle niveauer i samfundet har mistet offentlighedens bevågenhed og legitimitet i en grad, som hverken Luther eller Grundtvig kunne forestille sig. Kristendom i vores del af verden finder sig i dag marginaliseret som fundament for den måde, vi bygger samfund på.

Marginaliseringen nåede måske sit foreløbige højdepunkt i en dansk sammenhæng, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i forbindelse med krisen med Muhammed-tegningerne i 2006 gennem et indlæg i Dagbladet Politiken slog til lyd for ”mindre religion i det offentlige rum”. Hermed var religion – og dermed også Danmarks grundlovssikrede folkekirkelige kristendom – dømt ude som samfundsaktør.

Selvom Fogh Rasmussens ord nok i den aktuelle kontekst først og fremmest var rettet mod islam, har de efterfølgende været medvirkende til også at dæmme op for kristen teologisk samfundspåvirkning. Samlet set har vi været vidne til, at teologien har tabt sin naturlige hjemstedsret i de vestlige offentligheder og gennem nogen tid har været et fænomen, der måske nok har bibeholdt sin legitimitet inden for de troendes rækker, men ikke i den brede almenhed.

Denne udvikling er imidlertid også baggrund for, at vi i dag ser nye tiltag, der på forskellig vis forsøger igen at sætte en kristen livstydning og teologiske indsigter på dagsordenen, når der debatteres samfund og politisk udvikling. På et velbesøgt seminar på Københavns Universitet dette forår kunne man opleve, at teologien med ordene ”Hvilken rolle spiller teologien i dag i den offentlige samtale? Og hvilken rolle bør den spille?” blev gjort til genstand for en drøftelse med deltagelse ikke blot af de sædvanlige teologer, men tillige af fremtrædende mediepersoner fra sekulære medier. Ved den lejlighed gjorde chefredaktør på netmediet Zetland, Lea Korsgaard, sig til talsmand for, at den offentlige debat har behov for flere teologer, ”fordi de har noget at bidrage med netop som teologer”. At Lea Korsgaard havde vanskeligt ved præcist at sætte ord på, hvad det så er, teologerne kan bidrage med, er en anden sag. Hendes udsagn vidner om en vending i synet på teologiens rolle og plads uden for kirkens mure.

Hvor en sådan offentlighedsteologisk interesse først for alvor har ramt Danmark de senere år, er det et fænomen, der har vist sig bæredygtig i først amerikansk og senere tysk og britisk kirkeliv gennem en årrække. Tænketanken Theos, der har til huse i London, har siden etableringen i 2006 ifølge den daglige leder, Nick Spencers, udsagn sat sig det mål at skære igennem misforståelserne om religion og religionens rolle i samfundet og at pege på kristendommens bidrag til det fælles gode.

På den måde har Theos repræsenteret et opgør med teologiens marginalisering i offentligheden.

Theos arbejder i dag med forskning og dokumentation, og medarbejderstaben publicerer rapporter og organiserer forskellige typer debatter og seminarer i skæringsfeltet mellem religion, politik og samfund i en moderne verden. Det er lykkedes Theos gennem 13 års målrettet arbejde at blive en kendt og efterspurgt stemme i den offentlige debat i Storbritannien. Den kristne tænketanks analyser og rådgivning anvendes og citeres flittigt blandt politikere, meningsdannere, akademikere og journalister.

Tænketanken tilskriver selv den brede accept og genvundne legitimitet, at den ikke lader sig identificere med en særlig fløj eller del af det politiske spektrum, men stædigt holder fast ved, at kristendommens bidrag i samfundet stikker dybere end det, der kommer til udtryk i partipolitiske interesser.

Denne selvrefleksion om tværpolitisk relevans afspejler en vigtig pointe, når det handler om at forstå offentlighedsteologiens væsensforskellighed over for for eksempel 1970’erne og 1980’ernes politiske teologi, der som hovedregel aldrig holdt sig tilbage for at tage partipolitisk standpunkt. Der er med andre ord gennem offentlighedsteologiens indtræden på det 21. århundredes scene ikke tale om en overfladisk gentagelse af den stærkt politiserede teologiske situation, der prægede mange af Vestens kirker for 50 år siden.

Den koreansk-britiske teolog Sebastian Kim har i et forsøg på at skelne mellem de to grene af teologien beskrevet offentligheds-teologi som ”reformerende”, mens han sætter mærkatet ”revolutionær” på den politiske teologi. Mens den politiske teologi kæmpede mod samfundssystemet, arbejder offentlighedsteologien sammen med samfundssystemet, noterer Sebastian Kim sig.

Også i Tyskland, hvor den politiske teologi ellers har stået stærkt gennem markante stemmer som Dorothee Sölle og Jürgen Moltmann, og hvor teologien og kirkens samfundsmæssige rolle trods sammenlignelige samfundsmæssige træk alligevel ikke som i en dansk sammenhæng har oplevet samme marginalisering, har man fået øjnene op for ”offentlighedsteologi” som et teologisk refleksionsfelt, der kræver opmærksomhed.

Det ansete Humboldt Universitet i Berlin oprettede således i 2017 den omtalte enhed med den internationalt klingende titel på tysk ”Berlin Institute for Public Theology”. Her har en lang række forskere de seneste par år under ledelse af professor dr. Torsten Meireis bestræbt sig på at kaste teologisk lys på aktuelle samfundsmæssige spørgsmål gennem akademisk refleksion og organisering af tværfaglige debatter og konferencer.

Foreløbig har den tyske grundighed ført til igangværende forskningsprojekter, der omfatter samfundsemner som bæredygtighed, demokrati og migration – sidstnævnte et emne, der i den grad har skilt vandene i Tysklands kirker de senere år.

I Danmark har flere mindre initiativer taget handsken op. Paneldebatten på Københavns Universitet er et godt eksempel på den fornyede interesse. Men også mere institutionaliserede tiltag har set dagens lys. Fælles for dem er, at de insisterer på kristendommens plads i det offentlige rum og på, at religion ikke blot historisk, men også i et moderne samfund har noget at sige om at være menneske i det fællesskab, vi deler som samfund.

Det har kirken altid haft, men det nye i dag er måske først og fremmest, at den kristne stemme i et sekulariseret og kulturelt og religiøst pluraliseret samfund blot er én blandt mange livstydninger. Det offentlige rum er en markedsplads. Kirken og teologien har ikke som sådan fået ny legitimitet foræret, men må gennem debat og argumentation gøre sin stemme gældende. Fuldstændig som alle andre, der deltager i udviklingen af det fælles. Det er her, offentlighedsteologi har en ny rolle at spille – på markedets og globaliseringens præmisser.

Tænketanken Theos i London har vist, at det er muligt at skabe sig en platform, hvor der bliver lyttet. Men det kræver en særlig tilgang. Nick Spencer anfører igen og igen det afgørende i, at man har brudt med en ensidig politisk teologi og klart undlader at identificere sig med partipolitiske holdninger. Teologi er ikke en meningsmaskine, hvor man som borger eller politiker kan trække et svar på alle sine spørgsmål. Der er snarere tale om en refleksionsgenerator, som kan sige noget om det at være et menneske i et fællesskab.

Denne erkendelse gav også Wolfgang Huber vægt ved sin forelæsning i 2017. Med samme overbevisning i stemmen, som da han lagde ud med at fastslå ”offentlighedsteologiens” flygtighed og modvilje mod definition, afsluttede han sit indlæg med at slå fast, at ”offentlighedsteologi” og dens gennemslagskraft alene materialiseres, når vi erkender, at kirken ikke sidder inde med svar på alle spørgsmål.

I det øjeblik, kirken ser sig selv som et kontor for moralske anliggender, hos Wolfgang Huber beskrevet med en henvisning til den tyske sociolog Hans Joas udtryksfulde ord om kirken som et ”moralagentur”, er den allerede i færd med at sætte sin knapt genvundne position som legitim bidragyder i samfundsdebatten over styr.

”Kirken burde i højere grad være et forum for debat i stedet for at antage, at der ikke er nogen grund til debat,” som Hans Joas i et opgør med kirkens politiske korrekthed klart udtrykte det i et interview med denne avis for et par år siden.

Det kan derfor godt være, at opgaven med at få belyst teologiens plads og rolle i et moderne samfund er nøglen til at forstå den nye interesse for ”offentlighedsteologi”. Men lige så vigtig er Hans Joas’ opfordring til kirken om at fremme debatten – også med dem, man ikke er enig med – og ikke mindst Wolfgang Hubers ord om, at kristendommen ikke har svar på alt.

Tilsammen fører disse to udsagn måske til den erkendelse, der skal sikre interessen og mulighederne for ”offentlighedsteologi” som andet og mere end et forbigående fænomen, der hurtigt kan miste ikke bare samfundsmæssig legitimitet, men også teologisk eksistensberettigelse.

Teolog Jørgen Skov Sørensen er del af Tænketanken Eksistensen, der arbejder med offentlighedsteologi, og han har tidligere været leder for flere kirkelige organisationer.