Hvad er poetisk kristendom?

Et sprog, der kan forveksles med digtning, er trods alt bedre end et førvidenskabeligt sprog, der virker utroværdigt for mange i dag, mener professoremeritus Peter Kemp, der var med til at introducere tankerne om kristendommens mytisk-poetiske sprog i Danmark

Jesu opstandelse har været et vigtigt motiv for kunstner efter kunstner gennem tiden. Her ses den italienske maler Sandro Botticellis billede af Kristus på vej op af graven.
Jesu opstandelse har været et vigtigt motiv for kunstner efter kunstner gennem tiden. Her ses den italienske maler Sandro Botticellis billede af Kristus på vej op af graven. Foto: Bridgeman Art Library.

ER FOLKEKIRKEN blevet skadet af den diskussion om opstandelse og evigt liv, som Per Ramsdal har rejst med sine udtalelser? Det kan man mene, hvis disse udtalelser har rejst tvivl hos mange om, hvorvidt man kan tro på det, præsten prædiker i kirken. Men måske et det ikke så galt, at det ikke er godt for noget, hvis diskussionen i kølvandet på Ramsdals uheldige ytringer, som han ikke selv kan forsvare, får folk, herunder præster, til at reflektere over, hvad det er for et sprog, kristendommen udtrykkes i, og som den troende må udtrykke sig i.

I en vis forstand har vi ganske vist, som det er blevet sagt, kun eet og samme sprog, som vi kan danne og udtrykke vores overbevisninger i, selvom der er en mængde nationale sprog: dansk, engelsk, fransk, kinesisk og så videre. Disse er dog alle blot måder, hvorpå tankens sprog udvikler sig. Men det ene sprog, som vi tænker med og igennem, har flere muligheder. Det kan udtrykke videnskabelige teorier og facts. Det kan formulere mål og formål med personlige og politiske handlinger. Det kan udtrykke følelser som had og kærlighed. Det kan fortælle historier. Det kan digte. Og så kan det også tale religiøst, som for eksempel i kristendommen. Det er i den betydning, vi kan tale om et særligt religiøst sprog som en dimension i tænkningen.

Det religiøse kan vi ikke se, ligesom man kan se eller registrere en fysisk virkelighed. Det forholder sig til en side af virkeligheden, som ingen andre udtryksformer behøver at forholde sig til. Derfor taler man her om tro, som når det i Hebræerbrevet hedder, at tro er en ”overbevisning om ting, man ikke ser”.

I den forstand kan man tale om troens sprog, der altså ikke er et andet sprog ved siden af tankens sprog, men er en særlig udnyttelse af dette sprogs muligheder, nemlig ikke blot muligheden for at skabe poesi og digtning, der udtrykker almene menneskelige følelser og erfaringer, men også muligheden for at tale mere specifikt om den skaberkraft, der har frembragt os, om naturen som skaberværk, om skaberens appel om fællesskab og om håbet om en bedre verden.

I så fald tænker vi mytisk-poetisk. Når jeg ikke bare siger poetisk, men mytisk-poetisk, er det, fordi en ægte myte taler om det grundlæggende, for eksempel om skabelsen af vores verden , dannelsen af vores forestillinger om godt og ondt og af vores frihed til enten at give efter for det, Kant kaldte hangen til det onde, det vil sige destruktionen af det menneskelige, eller udmønte anlægget for det gode i kærlighedens gerninger.

Myten er en fortælling om disse ting, som vi ikke kan se og erfare som empirisk-fysiske realiteter (som energi, stof, information og så videre), men som vi kan udtrykke ved at tale metaforisk, symbolsk, mytisk, kort sagt grænseoverskridende i forhold til alle andre sprog.

Alt, hvad man har sammenfattet som det ondes og det godes symbolik, indgår i mytisk-poetisk sprog eller tænkning. Kristendommen er blevet til på baggrund af denne tænkning, tilmed i den særlige jødiske udgave, der ikke blot antager en skabelsesmyte, men en frelseshistorie, det vil sige forstår verdens skabelse og tilblivelse gennem en myte om et historisk forløb. Kort sagt, kristendommen forudsætter den jødiske tænknings konstruktion af verdenshistorien.

I denne historie ser kristendommen Jesu liv og død som et vendepunkt. Hans fortællinger og hans livshistorie genfortælles for at give mennesket mod på og håb om en bedre verden. Der er således ikke længere blot en skabelsesmyte og en historiemyte, men en myte om en afgørende begivenhed i historien, en ”begivenhedsmyte”, hvori Jesus er den centrale historiske person for den enkeltes liv i tro, kærlighed og håb.

Denne myte blev fastholdt i genfortællingerne af hans lignelser og sentenser og i fortællingerne om hans handlinger, lidelse og opstandelse. Derved opstod kristendommen.

NU DREJER DAGENS debat sig om, hvordan vi skal forstå og udtrykke forestillingen om opstandelse ud over blot at genfortælle de forskellige historier om den.

Fra begyndelsen har opstandelsestroen ikke blot handlet om Jesu opstandelse, men om de troendes opstandelse. Det er to forskellige forestillinger, men hvis man skiller dem ad, har ingen af dem nogen kristelig mening. Erindringen om Jesu opstandelse udtrykker håbet om dødes opstandelse i en og samme myte.

Men hvordan foregik Jesu opstandelse?, spørger man i debatten. Det er et umuligt spørgsmål, for beretningerne i Det Nye Testamente siger kun, at Jesus er opstået, det vil sige stadig lever som en åndelig magt, men ikke hvordan. End ikke fortællingen om den tomme grav giver noget svar på dette spørgsmål. Den er et ”negativt bevis”, der kan undværes, og opstandelsestroen er da også helt uafhængig af denne fortælling.

For selv hvis det skulle kunne sandsynliggøres, at den er en skrøne, vil det ikke ændre noget som helst ved opstandelsestroen, der er en tro på, at Jesus lever hos Skaberen og dermed giver os et håb om, at vort eget liv også er i Skaberens hånd.

Vi må åbent erkende, at dette er mytisk-poetisk tale om en anden dimension af virkeligheden end den rent materielle eller fysiske. Det giver os ingen mulighed for at triumfere over ”materialisterne” og vise, at ”Bibelen har alligevel ret”. Men vi kan tro, at denne ”svage tale”, som vi må finde os i kan forveksles med litteratur, trods alt er bedre end den tale, der reducerer alt til fysisk og biologisk natur. For den er vores adgang til det hellige, ja, kan man sige: den eneste troværdige adgang dertil.

Nogle holder fast i et traditionelt mirakelsprog for at tale om opstandelsen. Det er deres ret, og den må man respektere, men dette sprog er et fysisk sprog med undtagelser, og det har svært ved at løsrive sig fra et primitivt førvidenskabeligt syn på verden og må derfor for mange mennesker i dag fremstå som utroværdigt.

Så er symbolsk eller mytisk-poetisk tænkning trods alt bedre, selvom den ligner digtning.

Men det er ikke sådan, at denne tænkning først er opstået, da man ikke mere kunne tro på Bibelens fortællinger som videnskabeligt sande. Den er ikke en nødløsning, man greb til, da man ikke mere kunne tage Bibelen bogstaveligt. Men den teologiske afmytologisering, som teologen Rudolf Bultmann (1884-1976) og andre gennemførte, gjorde en afklaring af det religiøse sprogs egenart nødvendig, hvad Bultmann selv i øvrigt ikke var særlig god til. Den gjorde det nødvendigt at indse, at afmytologiseringen ikke er en afmytisering, det vil sige en afskaffelse af myten, men tværtimod en indsigt i det, som i hvert fald Kristus-myten hele tiden har villet være: evangelium, det gode budskab.

Det er heller ikke sådan, at vi nu har valget mellem enten at tænke naturvidenskabeligt eller også ”kun symbolsk”, som man siger. Vi har snarere valget mellem enten at tænke symbolsk og mytisk-poetisk eller kun naturvidenskabeligt-materielt. Med andre ord: Det er ikke den symbolske og poetisk-mytiske tænkning, der er reducerende. Det er omvendt den rent materielle tænkning, der er en reduktion af virkeligheden.

Det mytisk-poetiske sprog er derfor det mindst ringe til at udtrykke evangeliet.

Men det er ikke sådan, at denne tænkning først er opstået, da man ikke mere kunne tro på Bibelens fortællinger som videnskabeligt sande. Den er ikke en nødløsning, man greb til, da man ikke mere kunne tage Bibelen bogstaveligt. Men den teologiske afmytologisering som teologen Rudolf Bultmann (1884 -1976) og andre gennemførte, gjorde en afklaring af det religiøse sprogs egenart nødvendig, hvad Bultmann selv i øvrigt ikke var særlig god til. Den gjorde det nødvendigt at indse, at afmytologiseringen ikke er en afmytisering, det vil sige en afskaffelse af myten, men tværtimod en indsigt i det, som i hvert fald Kristusmyten hele tiden har villet være: Evangelium, det gode budskab.