Selvom de levede for mere end tusind år siden, er navnene på mange romerske kejsere stadig velkendte den dag i dag. Herskere som Julius Cæsar, Konstantin den Store og Marcus Aurelius vil vække genklang hos de fleste, og særligt deres handlinger som ledere er beskrevet grundigt af romerske historikere. Og det er ikke tilfældigt, siger Peter Fibiger Bang, der er historielektor på Københavns Universitet. Ifølge ham skulle deres biografier nemlig tjene som lærebøger for kommende statsmænd og politikere, som kunne reflektere over de forskellige lederes styrker og svagheder.
Peter Fibiger Bang er en af verdens førende eksperter i det romerske imperiums historie og medredaktør på studiebogen ”The Oxford World History of Empire” fra Oxford University Press, der for første gang har lavet en egentlig gennemgang af imperiernes rolle i hele verdenshistorien fra 3000 f.Kr. til i dag. Med udgangspunkt i dette arbejde kan man ifølge historikeren pege på fire ting, de store kejsere og diktatorer har lært os om lederskab i dag.
1. Vi husker ledere for deres krisehåndtering
Når bestemte romerske kejsere huskes særligt godt, er det fordi, de gennem mange århundreder er blevet hevet frem som skoleeksempler på godt og dårligt lederskab. Og generelt gælder det for både antikkens og nutidens statsledere, at de vurderes på deres håndtering af kriser, siger Peter Fibiger Bang.
”Det er selvfølgelig, fordi kriser sætter lederskabet på prøve, og fordi kriserne er godt dramastof for journalister og historieskrivere. Når alt emmer fred og ro, er der ikke så meget at skrive om,” siger han.
Som eksempel på dette peger han på kejser Antoninus Pius (138-161), som var en succesfuld kejser, mange ikke har hørt om.
”Antoninus Pius regerede på et tidspunkt, hvor romerne efter sigende var lykkeligst og mest velstående ifølge Gibbon, oplysningstidens måske største historiker. Her var ingen dybe kriser og ingen mord eller politisk uenighed, som eftertiden kunne reflektere over,” siger han.
”Så det er desværre et gennemgående træk, at lederskabet er mest bemærkelsesværdigt, når det er udsat. Det er i en krisetid, at behovet for en god leder bliver klart,” siger Peter Fibiger Bang.
2. Diktatoren er en effektiv, men midlertidig løsning
Mange forbinder Romerriget med enevældige kejsere, men i de første århundrede var det romerske rige en republik med en demokratisk struktur og midlertidige embeder. Den tidligere romerske republik var altså ifølge Peter Fibiger Bang formelt et demokrati med folkeforsamlinger og valg, og den ligger også til grund for de moderne republikker, vi har i dag.
Men allerede dengang var man også klar over, at det demokratiske system kunne være trægt og langsommeligt. Derfor havde man indbygget en nødløsning i krisetider, hvor man kunne indsætte en handlekraftig leder – en diktator.
Peter Fibiger Bang nævner som eksempel embedsmanden Titus Lartius, som var romerigets første diktator og netop blev udpeget til at beskytte byen Rom mod invasion udefra i året 501.
”Især under krig var det en fordel at udvælge én enkelt, handlekraftig person, som kunne lede og befale uimodsagt, indtil truslen var ovre. Det har vist sig igen og igen i romersk historie. Et kort og tidsbegrænset, men handlekraftigt diktatur kan tilsyneladende godt have sine fordele,” siger Peter Fibiger Bang.
3. Den afventende leder vinder også hæder
Det er dog ikke kun den handlekraftige leder, der vinder hæder. Det var Den Anden Puniske Krig (218-201 f.Kr) ifølge Peter Fibiger Bang et godt eksempel på. I krigen, som blev en afgørende test af den romerske stat og dens politiske system, kom romerne dårligt fra start. Deres fjende – den karthagiske Hannibal –ledte sine mænd og elefanter ned over alperne og gav romerne smæk i deres eget rige, og den ene konsul faldt i åben kamp, fortæller Peter Fibiger Bang.
Alt var panik, og romerne indså, at de måtte vælge en diktator, der kunne stabilisere situationen. Valget faldt på Quintus Fabius Maximus Verrucosus.
”Som diktator undgik Fabius Maximus at møde Hannibal i et åbent slag, men valgte i stedet at undvige større sammenstød. Det blev han hånet for af sine egne, ikke mindst hans konkurrenter, som gav ham tilnavnet nøleren,” siger Peter Fibiger Bang.
Da Quintus trådte tilbage som diktator, og konsulerne igen overtog magten, sendte de den romerske hær af sted mod Hannibal.
”Den romerske hær tabte stort og blev stort set udraderet. Det var en kæmpe katastrofe, og man indså, at nøleren Quintus havde fat i noget. Romerne slog over i en udmattelsesstrategi og fik langt om længe drevet Hannibal tilbage til Afrika. Så den afventende leder kunne i sidste ende også vinde hæder,” siger Peter Fibiger Bang.
4. Den ideelle leder fralægger sig magten igen
Romerriget overgik fra republik til kejserdømme i år 27 f.Kr., da senatet valgte Octavian, senere kendt som Augustus, som kejser. Han regerede i 41 år og blev en arketype på den enevældige romerske kejser, siger Peter Fibiger Bang.
Der er dog også flere af republikkens midlertidige diktatorer, som bliver hevet frem i historiebøgerne til inspiration. Som eksempel nævner Peter Fibiger Bang den aldrende statsmand Lucius Quinctius Cincinnatus, som ifølge legenden gik og pløjede sin mark, da de romerske borgere dukkede op og tilbød ham at blive diktator. Modstræbende tog han imod opgaven, nedkæmpede fjenderne, og vendte straks hjem til gården igen. Ifølge Peter Fibiger Bang har eftertiden ofte fremhævet Cincinnatus som den ideelle leder:
”Det er for eksempel i lyset af Cincinnatus, at amerikanerne har set på deres første præsident, George Washington. Han havde været hærleder i uafhængighedskrigen, og som historien om de romerske kejsere viser, var det ingenlunde givet, at en sejrrig general ville give magten fra sig igen,” siger Peter Fibiger Bang og forklarer:
”George Washington havde i og for sig rig mulighed for at holde på magten, men han gav den som bekendt fra sig igen, og amerikanerne yndede derfor at hylde ham som en ny Cincinnatus. Det er blevet en vigtig pointe for amerikanerne, at deres leder påtager sig en opgave og siden overdrager magten igen. Derfor er ikke bare George Washington, men også Cincinnatus stærke symboler i USA, der hyldes med statuer og har stater opkaldt efter sig.”