Hvad kan eksistensfilosofien sige os under krisen?

Coronapandemien har vist os, at livet kan være skrøbeligt og uforudsigeligt. Tre danske intellektuelle fremhæver hver en eksistensfilosof, som kan perspektivere livet i en tid med isolation og ensomhed

Kierkegaard: Det er gavnligt at leve i en konstant kolera-tilstand

Kierkegaard.
Kierkegaard.

Kierkegaard kendte selvfølgelig ikke til coronavirus, men han kendte til pest og kolera, og det forholder han sig til på alle mulige leder og kanter i forskellige tekster, blandt andet fordi han selv oplever koleraen. I 1840’erne er der pestepidemi i Asien og en koleraepidemi i Europa, hvor nogle enkelte bliver ramt i København, og det medfører, at der bliver sat plakater op om farligheden. I 1850’erne forværres det i København. På mange måder mener jeg, at der kan trækkes ligheder mellem kolera og pesten på Kierkegaards tid og coronavirus i dag, hvor der tales om, hvad vi kan lære af situationen. Her bliver Kierkegaard relevant som eksistenstænker.

I 1845 taler Kierkegaard om pesten i sammenhæng med andre katastrofer og spørger, hvad vi kan lære af det. Det lærer os om altings uvished, siger han. I 1854, året før han dør, skriver han noget af det samme igen i en lille notits med overskriften ”Koleraens betydning”, der i dag lige så godt kunne hedde ”coronaens betydning”. Han skriver, at koleraen og pesten ”adsplitter i enkelte, lærer dem – korporligt – at de er enkelte”. Det betyder, at vi hver for sig står der som enkeltindivider med en dødstrussel hængende over hovedet, hvor vi er nødt til at forholde os til vores eksistens.

Kierkegaard bruger begrebet angst, for at komme frem til det dyb, vi skal ned i for at forstå vores eksistens. Hvor et begreb som frygt har en genstand, så har angst ingen genstand, og det er denne angst for intet, som Kierkegaard kalder det, der peger på noget dybere i os mennesker. Dette dyb kunne koleraen dengang lære os noget om, og det kan coronavirus lære os om i dag. Vores liv er spændt ud på en måde, hvor vi ikke kan forvente bare at leve lykkeligt til vores dages ende. Der er nogle kræfter, som vi ikke kan beherske.

Artiklen fortsætter under annoncen

Her kommer tvivlen ind i billedet. Kierkegaards pointe bliver, at den undtagelsestilstand, som en kolera- eller coronaepidemi sætter os i, kan være gavnlig. Vi skal bevare tvivlen i os, for han mener, det er gavnligt, at vi hele tiden lever i en form for konstant kolera-tilstand, eller i vores tilfælde en corona-tilstand. Så kan vi måske nå en form for tro.

Det lyder ikke særlig tillokkende at skulle leve sit liv sådan. Heldigvis har Kierkegaard også et andet begreb, som kan bruges til at forstå vores nuværende situation: gentagelsen. At gentage betyder for Kierkegaard ikke at gentage noget i banal forstand. Tværtimod betyder det, at vi har mulighed for at gentage vores liv på en måde, hvor alt er nyt. Vi kan med andre ord leve med koleraen eller coronavirussen og samtidig lære noget af det. For eksempel ser vi lige nu, at det på nogle måder går bedre i skolerne, fordi klasserne er blevet mindre. Vi reducerer også vores forurening, fordi vi kører og flyver mindre. Det kan vi kalde en gentagelse, for så kan vi tage livet igen som en gave og en opgave.

Kierkegaards værker ”Begrebet angest”, ”Frygt og bæven” og ”Sygdommen til døden” passer godt til vores situation, men de er svære at læse, så samtidig med at man kaster sig over disse værker, er det en god idé at læse ”Kærlighedens gerninger”.

Eksistensfilosof Søren Kierkegaards tanker er her udlagt af Ole Morsing (1951), lektor emeritus fra Idéhistorie ved Aarhus Universitet.

Løgstrup: Det er hver enkelt af os, det etiske spørgsmål retter sig mod

K.E. Løgstrups filosofi er ikke en automat, hvor man kan trække svar på vanskelige spørgsmål. Jeg tror dog, at han i corona-situationen ville tage udgangspunkt i sin forståelse af det etiske.

I Løgstrups hovedværk, ”Den etiske fordring”, kan man med lidt god vilje godt sige, at Løgstrup skelner mellem etik og moral. Etik bruger han om det, han kalder den etiske fordring, og moral bruger han om de samfundsmæssige love og regler, som vi lever under. De to ting må ikke blandes sammen. Når vi har gjort det, samfundet kræver af os, er vi stadig efterladt med spørgsmålet om, hvorvidt vi har gjort det, der er etisk rigtigt over for det enkelte menneske, som vores handling direkte berører. Den etiske fordring er, at du skal gøre det, der er til den andens bedste, og du skal gøre det for den andens skyld.

Den situation, vi befinder os i nu med coronaepidemien, skærper betydningen af forskellen mellem, hvad der er til den andens bedste, og hvad der er for den andens skyld – samt hvad der er til alle andres bedste og for samfundets skyld. Vi ser det aktualiseret i spørgsmålet om de ældre på plejehjemmene, der lider mere under ensomhed ved ikke at få besøg end ved den risiko, de løber ved at få besøg af en, der ikke har tegn på at være smittebærer.

Jeg tror, Løgstrup ville være enig med Mette Frederiksen og sige, at vi skal fortsætte dette her med at holde afstand så lang tid som muligt. Samtidig vil han nok insistere på, at vi husker at se på spørgsmålet om, hvorvidt det, jeg gør over for det enkelte menneske, faktisk er til dennes bedste og ikke bare for at dække mig ind, idet jeg siger, at loven kræver af mig, at jeg ikke opsøger et ældre familiemedlem. Hvis jeg faktisk ved, hvor meget de lider, og hvor meget det vil betyde for dem, så kan jeg ikke bare feje det spørgsmål til side og sige, at det er et fuldstændig underordnet spørgsmål. Vi kan ikke gøre det etiske spørgsmål om forholdet til den anden til et spørgsmål underordnet de samfundsmæssige regler.

De samfundsmæssige love danner et ”vi”. Men hos Løgstrup er det mig, det etiske spørgsmål retter sig mod. Det er ikke bare et spørgsmål om, hvad vi skal gøre. Det er et spørgsmål om, hvad jeg skal gøre. Det eksistentielle spørgsmål er altid et spørgsmål til det enkelte menneske.

Den danske teolog K.E. Løgstrup er her fortolket af Hans Fink (f. 1944), docent emeritus i filosofi på Aarhus Universitet.

Heidegger: Vi lever i angst for, at tingene ikke bliver som før

Martin Heidegger. – Foto: Ritzau Scanpix.
Martin Heidegger. – Foto: Ritzau Scanpix.

Det er to tanker, der melder sig hos mig, når vi taler om Martin Heidegger og corona-situationen.

Den ene er, at Heidegger har nogle idéer om angsten, hvor han følger Kierkegaard, der skelner mellem frygt og angst. På den ene side er corona noget ret konkret, fordi vi har en ”gerningsmand” i form af en virus, som vi frygter. Samtidig er den anonym, da jeg ikke ved, om jeg selv eller andre har den. Den er altså uhåndgribelig, og dermed er vi ovre i angst, som er der, hvor vi pludselig bliver mindet om, hvad det egentligt er, vi i virkeligheden værner om i vores liv. Heidegger kalder det i-verden-væren.

Det, som vi egentlig ængstes for i disse tider, er jo ikke nødvendigvis, om vi bliver syge, for så med stor sandsynlighed at blive raske igen. Det, vi ængstes for, er, at denne virus truer vores værens-forståelse, det vil sige vores livsform og vores måde at være til på, vores i-verden-væren. Hvem ved, om vi om tre måneder vender tilbage til normalen. Det håber mange på, og samtidig lurer der en frygt eller ligefrem en angst for, at det nok ikke er tilfældet.

Min anden tanke er noget, Heidegger engang har sagt: ”Kun en Gud kan redde os.” Denne sætning er knyttet til Heideggers idé om teknologietik. Coronavirussen har kun haft så stor en gennemslagskraft, fordi vi lever i en globaliseret verden. Det moderne menneske og teknologien er selv skyld i, at smitten har kunnet sprede sig så hurtigt, fordi vi i dag nemt kan rejse i hele verden.

Heidegger kalder det planetarisk. Teknologiens planetariske betydning har medført, at der ikke længere findes lommer, der er upåvirket af den teknologiske og planetariske udvikling.

I vores nuværende situation kan vi bare se på verdenskortet fra Johns Hopkins University, som viser, at enhver lille ø har sine smittetilfælde. Det er et skræmmende eksempel på menneskets teknologiske magt over planeten, hvor teknologien nu slår tilbage, og vi oplever, at vi ikke er i stand til at kontrollere virussen.

Så når Heidegger siger ”kun en Gud kan redde os”, så er det i virkeligheden allerede en slags foregribende kommentar til antropocæn-hypotesen, som i vores tid fylder så meget: Klimaforandringer og den igangværende acceleration af arternes død er menneskeskabte, men alligevel magter vi ikke at gøre noget ved det.

Med Heidegger kan vi sagtens bruge situationen til refleksion, til at stoppe op og spørge os selv, hvem vi egentlig er, og hvad vi egentlig vil i verden.

Den tyske filosof Martin Heidegger er her tydet af Thomas Schwarz Wentzer (1966), professor mso i filosofi på Aarhus Universitet.