Prøv avisen
Bog

Hvad Luther kan lære os i en tid med konkurrencestat

4 stjerner
De røde faner og kristendommen har hver deres historie, som er knyttet sammen med den moderne velfærdsstat. Ved Anker Jørgensens begravelse fra Grundtvigskirken i København kunne de to mødes. – Foto: Melissa Kühn Hjerrild/Polfoto

Jørn Henrik Petersen vover sig ind i Luthers vanskelige tankeuniversog bryder med samfundsvidenskabernes blindhed over for religion

Det er især i lande med luthersk baggrund, at socialdemokratier har slået rod som resultat af industrialiseringen og etableret velfærdsstater. Den finske historiker Matti Klinge har ligefrem påstået, at socialdemokrati i realiteten er sekulariseret lutheranisme.

Meget tyder på, at den demokratiske socialisme kun er mulig, hvor der i forvejen er en mental grobund for den i form af kollektiv egalitær individualisme med solid respekt for autoriteter – kort sagt lov og orden.

I 1990 påviste den amerikanske historiker Peter Baldwin i en banebrydende bog, at den traditionelle opfattelse, at det var socialdemokratierne, der skabte den universelle velfærdsstat, er forkert. Ifølge hans historisk velfunderede analyser blev de første velfærdsordninger i Europa skabt af konservative regeringer i Tyskland, Storbritannien, Sverige og Danmark i anden halvdel af 1800-tallet.

Flere forskere har søgt længere tilbage i tiden og har opdaget en sammenhæng mellem den lutheranske statskirke og den senere universalistiske velfærdsstat.

Hypotesen om det nære forhold mellem kirke og stat i de nordiske lande bygger på, at der i Norden findes en velfærdsstat med universelle rettigheder administreret gennem de lokale sognekommuner.

Den blev først formuleret af Tim Knudsen og senere fulgt op af andre, heriblandt undertegnede. Tanken om, at velfærdsstaten var resultat af sekulariseret lutheranisme snarere end international socialisme, blev afvist af velfærdsstatsforskerne Jørn Henrik Petersen og Klaus Petersen i en antologi med titlen ”I himlen således også på jorden?” fra 2010 med henvisning til, at flertallet af kirkens repræsentanter var modstandere af velfærdsstaten så sent som under diskussionen om folkepensionen i 1950’erne.

Efter afslutningen af det omfattende værk i seks bind om den danske velfærdsstats historie har Jørn Henrik Petersen nu sat sig for at undersøge, om der alligevel skulle være en sammenhæng mellem Luthers sociallære og idealerne bag velfærdsstaten. Dette forsøg på at bryde med det, han kalder samfunds- videnskabernes ”religionsblindhed”, er der kommet en interessant bog ud af. Ikke nær så omfangsrig som velfærdsstatshistorien – og tak for det – men alligevel en grundig og veldokumenteret undersøgelse af Luthers sociallære og dansk sociallovgivning gennem århundrederne til i dag.

Resultatet er, at der er en meget nærmere sammenhæng, end han tidligere troede. Den har bare være overset, ikke kun af forskningen, men også af kirkens egne folk, der var bange for at velfærdsstaten ville undergrave behovet for kirkens åndelige budskab.

At ikke alle lutheranere var imod velfærdsstaten, demonstrerer Jørn Henrik Petersen i et citat fra de finske luthersk-evangeliske biskoppers erklæring fra 1999.

Her udtalte de, at ”det er en reformatorisk pointe, at Gud fordeler skabelsens gaver til menneskeheden ovenfra og nedad, og det pålægger de kristne en ansvarlighed, så de i næstekærlighed deler ud af skabelsens gaver til dem, der er nødlidende”. Og det lyder videre: ”Her trækkes med andre ord en linje fra luthersk-inspirerede fattigforsørgelsesordninger til den moderne velfærdsstats opståen og udvikling – begge som frugt af en luthersk teologi.”

Økonomen er nået frem til sine resultater gennem en læsning af Løgstrups etiske fordring, Luthers enorme forfatterskab samt en omfattende sekundærlitteratur kombineret med en uovertruffen viden om dansk socialpolitik. I den tværfaglige undersøgelse kommer vi vidt omkring, fra middelalderens socialforsorg over flere århundreders dansk socialpolitik til den konkurrencestat, der har afløst den universelle velfærdsstat, som kulminerede med bistandsloven i 1976.

Den viste sig at være for dyr og formynderisk og har undergravet den vilje til at arbejde og yde, der er forudsætningen for at nyde. ”Ret og pligt”, som det gamle socialdemokratiske slogan lød, er for nylig relanceret af Mette Frederiksen, inspireret af Jørn Henrik Petersens kritik fra 2014 af de utilsigtede virkninger af velfærdsstatens svigtende evne til at hjælpe de virkeligt trængende. For Luther var lediggang ikke Guds, men Djævelens vej. Mennesket var for Luther født til at arbejde, som fuglen er født til at flyve. Men arbejdet skulle udføres i kald og stand som kilde til hjælp for næsten, ikke til privat berigelse. Fællesskabstanken hos Luther var universel og omfattede alle.

Det fremgår af bogen, at Luthers samfundskritik har en lang virkningshistorie i Danmark. Jørn Henrik Petersen oversætter det til, at Luthers lære er blevet en civilreligion, som forklarer hvorledes det i hvert fald tidligere var muligt at få befolkningen til at arbejde og betale skat, selvom det egentlig er mere nærliggende for den menneskelige natur at nyde i stedet for at yde. Menneskets ”indkrogethed” i sig selv, som Luther kaldte det med et begreb, Jørn Henrik Petersen overtager for at forklare velfærdsstatens dilemmaer.

Det er ikke forskerens hensigt at forklare sammenhængen mellem Luthers lære og dansk nationalisme og heller ikke folkekirkens funktion og opbygning. Mere beskedent, men vigtigt undersøger han sammenhængen mellem Luthers sociallære og tankerne bag den universelle velfærdsstat. Det gøres med detaljerede læsninger af Luthers skrifter kombineret med dansk socialpolitik.

Kritikerne, herunder Jørn Henrik Petersen selv, har selvfølgelig ret i, at velfærdsstaten ikke opstod med Reformationen i 1500-tallet, tværtimod. Men dermed har de ikke modbevist tesen om, at det sociale demokrati i Norden, herunder velfærdsstaten, hænger sammen med den lutherske kirkes udvikling fra fyrstekirke til statskirke og folkekirke, præsternes rolle som statsembedsmænd, menighedernes rolle som forvaltningsenheder og det direkte gudsforhold. Denne sammenhæng kræver en undersøgelse af Luthers forestillinger om arbejdet, det almindelige præstedømme, det direkte gudsforhold og kirken uden mure. Med andre ord sammenhængen mellem den lutherske teologi, dansk nationalisme, kirken som national institution og sociallovgivningen.

Vi får heller ikke en forklaring på folkekirkens ulogiske opbygnings betydning. ”Velorganiseret anarki”, som kirkehistorikerne P.G. Lindhardt og Hal Koch kaldte den. Hvad vi får, er til gengæld et godt bidrag til at forstå det danske paradoks, at en af de mest sekulariserede befolkninger i verden lever under rammer, som reelt er en kirkestat. Alt det, den afdøde biskop i Roskilde Stift Jan Lindhardt formulerede med en rammende aforisme: ”Danskerne behøver ikke at gå i kirke, for de går i danskheden hver dag.”

Det foreliggende er et yderst interessant arbejde af en økonom, der om ikke er gået i kloster, så i hvert fald har været i sommerhus med Luthers samlede værker og Løgstrups ”Den etiske fordring” uden at have glemt de over 2000 sider i ”Dansk Velfærdshistorie”. Alt med det erklærede formål at få folkekirken til at tage den sociallære, der kan læses ud af Luthers mange til dels modstridende formuleringer, alvorligt, således som de finske biskopper gjorde i 1999.

Organiseringen af folkekirken gør, at den har svært ved at udtale en mening om noget som helst, endsige deltage i økumenisk arbejde. Men den medfører på den anden side, at den har et potentiale for uafhængig tale og handling i dagens situation. Hospitaler, skoler og universiteter har mistet deres selvstændighed under et new public management-regime, der har brudt med Luthers kalds-og-stands-tanke til fordel for et calvinistisk inspireret incitamentssystem.

Bedømmelsen af det må vente til den næste bog, men vi får meget i denne åbne og ærlige undersøgelse, hvor økonomen har vovet sig ind i Luthers vanskelige tankeunivers og brudt med samfundsvidenskabernes blindhed over for religion, tro såvel som institution.8