Thorkild Grosbøll, den kontroversielle præst fra strandvejsidyllen i Taarbæk, døde den 11. maj og satte kun et lille aftryk på den store verdenshistorie. Men den ukunstlede og ufromme præst, der ikke var bleg for en krasbørstig provokation, forandrede alligevel den danske kirkehistorie i det små og påvirkede som et konstant tilbagevendende referencepunkt de opvoksende teologistudenter – deriblandt mig selv – i 2000’ernes Danmark.
Jeg begyndte på teologi i sommeren 2003. Fra netop dette års forår var folkekirken tilbage i folks bevidsthed på en ny måde. Thorkild Grosbøll havde netop smidt en sten i maskineriet på den fredsommelige folkekirke. Dengang var tæt på 90 procent af danskerne endnu medlemmer, og præsten skulle gerne tro på vores allesammens vegne. Så hvad nu, når præsten ikke længere troede på Gud, som sagen blev præsenteret?
Jeg husker tydeligt, hvor jeg var – ja, præcis i hvilken stol jeg sad – da jeg læste Weekendavisens interview med Grosbøll om hans nye bog ”En sten i skoen” i maj 2003. Jeg sad i hjørnet i den store stue, og lige dér blev jeg rystet i min spinkelt nybyggede grundvold som snarlig teologistuderende. Selvfølgelig var Grosbøll også det store samtaleemne, da jeg efter sommerferien satte mig ved kaffebordet i rusgruppen på Det Teologiske Fakultet i Købmagergade i København. Optaget dette år var kolossalt. Var det chikt at læse teologi? Næppe. Det var derimod aktuelt.
Denne sensommer talte vi alle om Thorkild Grosbøll. ”Hvad synes du om Grosbøll?” var simpelthen det allerførste spørgsmål om teologi, jeg blev stillet på mit teologistudium. Også her sidder erindringen, stedet og stemningen endnu i kroppen. Jeg husker ikke, hvad jeg svarede. Bare at jeg i hvert fald ikke troede som Grosbøll. Men hvordan kunne teologistudiet og præstegerningen føre til dette udsagn: at der ikke findes en skabende og opretholdende Gud? Jeg havde lært noget andet i konfirmandtimerne, hvor vi følte os voksne, fordi vi fik serveret kaffe, mens præsten foredrog os kristendommens sandheder.
Men vi blev klogere. Vi læste Kierkegaard og Tidehverv, lærte at være fromme til studentergudstjenesten og ufromme i auditorier og fredagsbar. Langsomt forstod vi nok, hvordan ens barnetro blev renset og forfinet i syrebadet på Købmagergade. Når alt det ydre var ætset bort, stod det store spørgsmål tilbage: Hvilken mening giver det overhovedet at tale om Gud?
Sådan lærte vi at spørge med afmytologiseringens store navn Rudolf Bultmann. Den tyske teolog var nok alligevel blevet lidt bedaget, når det gjaldt bibelfortolkning, men var i det mindste endnu på pensum i dogmatik og talte lige ind i hjertet på en dialektisk teolog in spe. For Rudolf Bultmann sagde ting som: Man kan ikke tale om kærlighed – kærlighed er derimod, idet man elsker. På samme vis ville jeg heller ikke kunne stille mig uden for mig selv og min eksistens, som Gud har sat mig i. Forsøgte jeg alligevel, ville jeg kun kunne sige noget om mig selv, ikke om Gud.
Det lyder studentikost. Det er det ikke – men denne form for teologi, som også var Grobølls, synes i dag ganske altmodisch. For Grosbøll og hans pointer fik den modsatte effekt af, hvad han formentlig ønskede. Han blev ingen fornyer af kristendommen, men derimod katalysator for en konservativ besindelse, både hos mig selv og mange andre.
Men hvad var det egentlig, Grosbøll sagde, der forårsagede den konservative besindelse? Jo, ifølge Grosbøll gav det ingen mening at tale om noget som helst metafysisk, altså ”overnaturligt”, i kristendommen. Det kunne vi ikke vide noget om. Kristendommen var pakket ind i mytologisk sprog, der nok talte om himmel og Helvede, kødets opstandelse og det evige liv. Grosbøll var kirkelig og teologisk minimalist. Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie – eller i det mindste tale ærligt om. Gud havde ”abdiceret” til fordel for sin søn og dermed mennesket, prædikede Grosbøll. Grosbøll mente her at have rygdækning hos blandt andre førnævnte Rudolf Bultmann. I den forstand ville Grosbøll gerne forsvare sig som fræk tidehvervsmand.
Men i 2003 ville selv Tidehverv ikke kendes ved Grosbølls teologi. Det var ”nekroteologi”, altså Gud er død-teologi, som der stod i bladets spalter, og Tidehverv ville ikke have en af deres medgrundlæggere K. Olesen Larsen taget til indtægt for Grosbølls farvel til Gud. K. Olesen Larsen og den tidlige Tidehvervs-generation kendte og omgikkes nemlig tyske Rudolf Bultmann. Når K. Olesen Larsen sagde, at man ikke kunne tale om Gud, ville han ifølge Katrine Winkel Holm ”sige lige det modsatte af nekro-teologerne”, altså at Guds almagt er så stor, at vi ikke har ord for det.
Biskop Lise-lotte Rebel, Grosbølls foresatte, mente heller ikke, at Grosbølls forkyndelse kunne rummes inden for kirken. Viborgs daværende biskop Karsten Nissen syntes ligefrem, at kirken ”burde have lov til at forsvare sit bekendelsesgrundlag”. Det fik den ikke. For der gik politik i sagen, og selvom Kirkeministeriet i 2004 indledte høringerne forud for en formel teologisk læresag ved domstolene, endte det i den mærkværdighed, at Grosbøll forblev som præst i Taarbæk – men fik skiftet sin biskop ud.
Det skete, da kirkeminister og præst Tove Fergo (V) på grund af sin egen kritik af Grosbøll blev erklæret inhabil, hvorfor Bertel Haarder (V) overtog problembarnet og aktiverede en længe glemt bestemmelse: Grosbøll blev flyttet fra biskoppen over Helsingør til Roskildes biskop Jan Lindhardt.
Hermed blev en regel bragt i anvendelse, som oprindeligt var indført for at kunne indføre kvindelige præster i 1948, al den stund det dengang kun var en enkelt biskop, der ville ordinere kvinder – og det løste man fikst ved at flytte tilsynet med de kvindelige præster fra deres respektive stifter over til dette ene stift.
Lindhardt gennemførte en art anden konfirmation af Grosbøll. Han måtte bejae den apostolske trosbekendelses enkelte led, genbekræfte sit præsteløfte og fortælle det alt sammen til de ventende tv-journalister uden for biskoppens residens i Roskilde Palæ. Da showet havde udsigt til at blive gentaget ved Jan Lindhardts pensionering i 2008, valgte Grosbøll på samme vis at trække sig tilbage.
Grosbølls exit var dog ikke endelig. Han forblev en lus i skindpelsen, og medier og nyateister hev ham flere gange af stalden. Jeg mødte også Grosbøll in persona i DR 2 Deadline en langfredagaften i 2013. Martin Krasnik var vært, og Thorkild Grosbøll, Sørine Gotfredsen og jeg var gæsterne. På daværende tidspunkt var jeg ph.d.-stipendiat i kirkehistorie på Det Teologiske Fakultet – endnu var Grosbøll altså en art følgesvend. Debatten stod ikke om ham, men kom alligevel til at dreje sig om ham. Hvorfor? Anledningen var en debat, der aldrig ville have fundet sted, havde det ikke været for Grosbøll. Menighedsrådet i Mejdal ved Holstebro havde annonceret efter en ny præst, vel at mærke en troende præst.
Tv-debatten kom til at dreje sig om en vigtig kirkehistorisk lektie, det er værd at have in mente, når det kommer til Grosbøll og andre lignende præstesager. For hvad betyder præstens manglende tro?
Ja, det problem havde kirken allerede i 300-tallets Nordafrika, hvor det efter kristenforfølgelserne kom til et skisma mellem dem, der mente, at frafaldne præster og biskopper ikke kunne genoptage deres virke som præster efter forfølgelserne ophør. Eftersom deres moralske habitus og tro havde vist sig svag, var deres ritualer at regne for ugyldige. Sakramenterne og forkyndelsens virkning var med andre ord afhængige af præsternes personlige tro.
Men det var andre teologer i datiden imod, blandt andre kirkefaderen Augustin, hvis lære om dette er bekræftet i et af folkekirkens reformatoriske bekendelsesskrifter, nemlig Den Augsburgske Bekendelse fra 1530.
Jeg husker, at Grosbøll var enig – hans personlige tro eller mangel på samme havde ikke taget noget fra sognebørnenes dåb og nadver i Taarbæk. Gotfredsen og jeg kæmpede begge bravt for at definere os i modsætning til Grosbøll, men påpegede på hver vores måde, at humlen i denne oldkirkelige sag var, at det er Guds ord, der er garanten. Gud virker gennem sit ord og sine sakramenter upåagtet præstens tro og moral – men hvis man så bevidst undsiger selve Guds eksistens og hans evne til at handle, får man et problem.
Tiden var løbet fra Grosbøll, eller kirkehistorien havde indhentet ham. Alligevel bemærker jeg, at Grosbøll havde vakt selv menighedsrådenes interesse for at sikre sig præster, der var i tråd med den store og brede tradition. Præsten skulle vist helst tro lidt mere end andre dødelige.
I kølvandet på Grosbølls første optræden dukkede tillige en række netværk op, som var med til at genbekræfte gamle kirkelige skel, men også gjorde, at missionsfolk og tidehvervsfolk så småt nærmede sig hinanden. Med årene blev det endog til en slags opgør med Bultmanns afmytologiseringsprogram på Tidehvervs teologisk mættede sommermøder.
Blandt de grupper, der fandt sammen i disse år, var Evangelisk Luthersk Netværk og netværket Plan B (der vist er gået i sig selv igen, men hvis personkreds genfindes i grundtvigske sammenhænge). Sidstnævnte var fortalere for folkekirkens frihed og advarede mod at gøre kirken til ”et firma” og have ”for skarpt formulerede grænser og grundlag for, hvad vi tror på”, som sognepræst Lene Matties i 2005 sagde til Dagbladet Information.
De mange netværksudfoldelser gav genlyd helt ind i Teologisk Forenings hæderkronede studenterjulerevy året efter, hvor det lød ”Det er godt med protest/ Netværk er bare bedst / Lav en klub for jer selv /Og gør kirken rebelsk /Det rent teologisk kaudervælsk”. Den teologiske identitetspolitik blev også opfanget af de teologistuderende.
Hvordan skal vi vurdere Grosbølls teologi på en klædelig måde, nu hvor nekrologernes tryksværte knapt er tør? I en radioserie på P2 om den danske nationalromantiske komponist Niels W. Gade fabulerede værten Mathias Hammer over, hvorfor Gade monstro var blevet hurtigt glemt, selvom han i 1800-tallet havde været et stort navn og skrevet i tidens stil og internationale tone. Efter sin rundgang hos forskellige eksperter endte radioværten med at konkludere, at Niels W. Gade var sluttrinnet på en bestemt musikalsk udvikling. Og alligevel blev Gade et skoleeksempel på fortidens musik for eftertidens musikere og et referencepunkt, det var svært at komme udenom.
Er der – uden sammenligning med Gades storhed i øvrigt – noget lignende på færde i Grosbølls tilfælde? Hans famøse interview dengang i 2003 og den videre sag var med til at forme mig og andre som teologer. På denne måde blev han et negativt teologisk referencepunkt. Grosbøll går ikke over i historien som en af dansk kirkehistories store navne, men han bliver måske at betragte som sluttrin og lærebogseksempel på en bestemt teologisk udvikling i 20. århundrede, der sluttede få år inde i det nye årtusinde. Det er alligevel en betydelig kirkehistorisk indsats af en præst, der ikke troede på Gud.
Rasmus H.C. Dreyer har en ph.d.-grad i teologi og er lektor på UC Diakonissestiftelsen.