Hvem er vi? Det svarer vi på med kulturarv

Kulturarven er det kit, der holder moderne samfund sammen og giver svar på, hvem vi er som kultur. Længe var kulturarv mest et anliggende for slægten, og først i 1800-tallet blev kulturarv et nationalt spørgsmål, forklarer filosofiprofessor

Kulturarv er den kultur, vi har fået af andre, og som vi gerne vil give videre til kommende generationer. Så vidt kan de fleste blive enige om at definere kulturarv. Men derefter kan enigheden hurtigt ophøre.

Hvad der helt præcist vil blive fejret som europæisk kulturarv i 2018 under Det Europæiske År for Kultuarv, er derfor højst uklart. Det står de enkelte lande frit for, om de vil fremhæve den belgiske ølkultur, det slovakiske dukketeater eller den østrigske jernbane i Simmering. Det figurerer altsammen på Unescos liste over menneskehedens fælles kulturarv, der også tæller Notre Dame i Frankrig og Roskilde Domkirke, Jellingstenene og Kronborg, som er nogle af de danske bidrag.

”I en dansk sammenhæng er kulturarv juridisk set alt, der er over 100 år gammelt. Det er de fund, som er beskyttet i henhold til museumsloven, og det er en rent juridisk definition. Alt andet er hittegods,” siger Andres Dobat, ph.d. og lektor i kulturarvsstudier ved Aarhus Universitet.

Den indflydelsesrige amerkanske historiker og kulturarvsekspert David Lowenthal skelner netop mellem historien, som vi vil optegne og forklare, og kulturarven, som vi vil mindes. Interessen for at mindes en fælles fortid fik en ny, folkelig opblomstring i 1990’erne, har han blandt andet skrevet i sine værker om emnet. Men befolkningernes behov for at rodfæste nutiden i en fælles fortælling har taget forskellige former gennem tiden.

”Kulturarven er i første omgang det, vi går og passer på. Det kan være den jættestue, som står ude på marken, og som familien har værnet om igennem generationer, så den er blevet selve symbolet på slægtens tilknytning og forankring i jorden. Men det er først i det 19. århundrede, at der for alvor opstår bevidsthed om kulturarven som et fælles og nationalt fænomen. Det var her, de store museer blev grundlagt, og man begyndte at institutionalisere bevarelsen af kulturarven,” påpeger Andres Dobat.

Det er her, Guldhornene bliver ophøjet til et symbol på den danske nation, og Oehlenschläger digter dem ind i en fortælling om det evige fædreland.

Constantine Sandis er professor i filosofi ved Universitetet i Hertfordshire i Storbritannien og en af landets førende eksperter i kulturarvsetik. Han peger også på, at spørgsmålet om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra, altid har optaget mennesker.

”Alle har brug for at høre til i et større fællesskab, som kan være nationalt eller religiøst. Vi ser det i Det Gamle Testamente, hvor pagten med Gud også handler om et løfte, som blev givet til forfædrene og derefter er blevet givet videre fra generation til generation. Men i praksis var kulturarv længe begrænset til slægten, der bevarer bedstemoderens korsstingsbroderi,” siger Constantine Sandis og fortsætter:

”Det at knytte an til en fælles, national kulturarv opstår med nationalstatens fødsel. For eksempel begyndte Grækenland først at kere sig om sin kulturarv efter afslutningen på uafhængighedskrigen fra Det Osmanniske Rige i 1829. Også Italien søgte tilbage til sin romerske fortid under samlingen af Italien i 1800-tallet.”

”Kulturarv udfylder dermed en psykologisk funktion, der er med til at skabe samhørighed, også selvom den enkelte ved meget lidt om den historiske baggrund. Mozart kan betragtes som østrigsk og europæisk kulturarv, også selvom mange kun kender ham fra chokoladen Mozartkugler. Men kulturarv er ikke kun noget, vi skal fejre, så vi kan glæde os over, hvor fantastiske vi var. Kulturarv har også en mørk side, som repræsenterer det, vi ikke ønsker gentaget i fremtiden. Hvis vi ikke har øje for det, overskrider vi den hårfine grænse, der adskiller den nationale arv fra nationalisme,” understreger Constantine Sandis.

”Auschwitz er blevet optaget på Unescos Verdensarvsliste netop for at illustrere det mørke og farlige i kulturarven. Derimod er det relativt nyt, at Danmark er begyndt at interessere sig for sin egen fortid som slaveejernation og den kulturarv, der er knyttet til det. Danmark har et ret romantiserende og ukritisk forhold til sin kulturarv,” siger også Andres Dobat.

Han peger på, at kulturarv i sidste ende er det, vi kan blive enige om.

”Jo længere vi går tilbage i historien, desto mindre konfliktpotentiale er der i spørgsmålet. Er Christiania kulturarv, der repræsenterer en omvæltning i Europa? Det er der debat om, hvorimod enhver kan læse sin egen forståelse ind i vikingerne, så de både kan tages til indtægt for det nye nordiske køkken eller ses som en flok hippier, der opfandt en ny religion. Eller højreekstremister kan se sig selv som de sejrende vikingers arvtagere. Som diskussionen om en kulturarvskanon har vist, er det en fortløbende værdipolitisk politisk diskussion, der afgør, om noget er så værdifuldt, at det skal ophøjes til kulturarv,” siger Andres Dobat.