Prøv avisen

Seks intellektuelle: Denne bog har ændret mig mest som menneske

Tegning: Morten Voigt

Der er bøger, som gør et så uudsletteligt indtryk, at de efterlader læseren forandret. Et række danske intellektuelle fortæller om et værk, der har flyttet dem som mennesker

Lars Erslev Andersen, terrorforsker og idéhistoriker

I den brede offentlighed er Lars Erslev Andersen mest kendt som en flittigt brugt terrorismeforsker. Men Lars Erslev Andersen er samtidig idéhistoriker og stærkt påvirket af filosofiens store tænkere. Én har dog en ganske særlig betydning, nemlig den tyske filosof Friedrich Nietzsche og i særdeleshed hans debutbog fra 1872 ”Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Musik” (På dansk: Tragediens fødsel).

”Ud over at ’Tragediens fødsel’ ændrede mit filosofiske univers ganske radikalt, så åbnede den også porten til æstetikkens og musikkens verden,” siger Lars Erslev Andersen, der gennem Nietzsche fik skabt en enorm interesse for musikkens største komponister.

Den tyske filosof var således stærkt påvirket af tidens store komponist Richard Wagner, og den passion forplantede sig hos Lars Erslev Andersen.

”Jeg har ikke forstand på musikteori, men gennem Nietzsche fik jeg åbnet øjnene for musikfilosofien,” siger Lars Erslev Andersen.

Det var i 1985, at Lars Erslev Andersen første gang læste ”Tragediens fødsel”. Han studerede idéhistorie på Aarhus Universitet og fik som undervisningsassistent et nyt tværfag op at stå på Det Humanistiske Fakultet, hvor emnet var Nietzsches debutbog.

”Der var en meget stor interesse for Nietzsches tanker. Personligt har jeg heller aldrig sluppet ham. Nietzsche skabte en revolution i tænkningens historie. Han kom med et helt nyt bud på, hvordan vi skruer sprog og verden sammen i én bevidsthedsforståelse. Det blev klart for mig, at vi kun kan erkende gennem sproget.”

Peter Kemp, filosof og tidligere rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet

”Jeg havde længe været optaget af forholdet mellem teologien, filosofien og andre videnskaber, da jeg i 1966 stiftede bekendtskab med en bog, der ændrede mit syn på dette forhold for altid.”

Peter Kemp, teolog og filosof, professor emeritus, var på studieophold i Strasbourg i Frankrig. Han var landet på det universitet, hvor den fremtrædende filosof Paul Ricœur havde været professor, før han kom til Paris. Ricœur havde blandt andet skrevet bogen ”Det ondes symbolik”, som gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge Peter Kemp.

”Bogen gjorde det fuldstændig klart for mig, at vi kun har adgang til verden gennem sproget. Før så jeg kristendommen som et personforhold, og jeg kunne ikke komme overens med teologiens og kristendommens skildringer af virkeligheden i forhold til andre videnskaber. Alt det ændrede Ricœur og hans bog på,” siger Peter Kemp, som siden udviklede et venskab med den franske professor.

Det var idéen om kristendommens sprog som symbol- og metaforsprog, der ramte Peter Kemp som en mindre revolution.

”Kristendommen blev for mig nu et spørgsmål om, hvad det religiøse sprog siger, og ikke et forsøg på at få et direkte forhold til en overnaturlig person. Kun gennem fortællingen og dens symbolsprog kan vi nærme os det guddommelige. Ved at se det religiøse sprog som en særlig form for symbolsprog var det ikke længere i konflikt med den filosofi og videnskab, som også optog mig.”

Peter Kemp skrev siden en disputats om engagementets teori, hvor han udfoldede sin nye forståelse af kristendommen og dens symbolsprog.

”Jeg kom til at stå med to sprog, der lever godt side om side,” siger filosoffen og teologen.

Niels Henrik Gregersen, teologiprofessor

Omkring år 1900 udgav den senere Nobelprisvinder Henrik Pontoppidan den store samtids- og udviklingsroman ”Lykke-Per”. Bogen har vundet talrige læsere gennem tiden. Således også en ung Niels Henrik Gregersen, der som 17-18-årig gymnasieelev slugte fortællingen om Per Sidenius, der stræbte efter at komme fri af barndomshjemmet i det østjyske for at søge lykken og uddanne sig til ingeniør i København.

”Pontoppidan stiller med sin roman spørgsmål til, hvad der sker med os, når vi i vores ambitiøse stræben faktisk vinder en del af spillet. Per Sidenius ville både vinde og forandre verden, og han får mulighed for det, men må så alligevel sige nej,” siger Niels Henrik Gregersen, som i dag er professor i teologi ved Københavns Universitet.

Lykke-Per har siden været med ham som en tro følgesvend. Niels Henrik Gregersen har selv stået i den situation, hvor det gjaldt om at sige fra over for ambitioner, da hele verden stod åben. Som blot 43-årig blev han tilbudt et professorat i Chicago i USA. Af familiemæssige grunde blev han hjemme.

”Det var på det tidspunkt en metafysisk skuffelse for mig at sige nej. Men i dag ved jeg, at det var det rigtige,” siger Niels Henrik Gregersen og drager en parallel til den bog, der til stadighed fungerer som en pejling i hans liv.

”Der er et bredt spektrum af liv, som man skal igennem, og hvor det ikke nødvendigvis ender ved stjernerne. Vi har ambitioner, men vi stilles over for spørgsmålet: ’Hvad med dig, lille du?’ Men hvad hverken Lykke-Per eller Pontoppidan forstod, var betydningen af fællesskabet. Af samme grund havde de begge et uforløst forhold til det religiøse. Derfor ender romanen med Per som en jysk vejmand, ene mand over for og dog i pagt med naturen. En sådan enmands-melankoli er en lidt trist affære. Men Pontoppidan har ret i, at lykken kun findes, hvor man slipper jagten på den.

Peter Øvig Knudsen, journalist og forfatter

Journalisten og forfatteren Peter Øvig Knudsen havde været på en lang ideologisk og åndelig rejse, da han i slutningen af 1980’erne læste den engelske nobelpristager Aldous Huxleys store essay ”Den evige filosofi” på en ferie på en af de irske øer. Peter Øvig Knudsen var i gymnasietiden erklæret marxist og flirtede i årene efter med yoga, meditation og forskellige new age-bevægelser. Huxleys bog vendte op og ned på hans verdensbillede.

”Først og fremmest var det en bog, som betød, at jeg kom overens med, at jeg havde oplevet mig selv som fundamentalistisk marxist i gymnasietiden – at jeg faktisk havde troet på, at der fandtes en politisk ideologi, som kunne forklare hele verden. Huxley udstak et nyt perspektiv, nemlig at religiøsitet og ideologi er en individuel og personlig sag, som handler om at komme på plads med noget i sig selv,” siger Peter Øvig Knudsen. I bogen beskriver Huxley lighedstræk ved alle de store religioner og forsøger at indkredse en fælles kerne.

På ferien oplevede Peter Øvig Knudsens daværende kone, at han var mere interesseret i Huxley end i hende.

”Jeg var vanvittigt optaget af ’Den evige filosofi’, og den kom til at forfølge mig. Den ramte mig på et tidspunkt, hvor jeg var stærkt modtagelig, og den var med til at danne min forståelse af verden,” siger Peter Øvig Knudsen, der i 2008 modtog Cavlingprisen for sine bøger om Blekingegadebanden.

”Uanset om folk bekender sig til ideologi eller religion, så kan man meget nemt bevæge sig over i fundamentalisme eller fanatisme. Huxley har for mig været en hjælp til at forstå de kræfter, der er på spil, når mennesket bliver drevet mod ideologiske fælleskaber.”

Pia Tafdrup, digter

Da Pia Tafdrup gik i gymnasiet, skrev hun digte og var sulten efter bøger. En af dem var Knut Hamsuns ”Sult”, som hun læste første gang i juni 1970 mellem 2. og 3.g.

”Jeg genlæste ’Sult’ i februar 1972 og igen den 29. december 1972, da jeg var begyndt at læse Nordisk på Københavns Universitet, som kom til at fungere som forfatterskole for mig,” siger digteren.

Bogen gjorde et voldsomt indtryk på Pia Tafdrup, der bar på en forfatterdrøm. Hun identificerede sig umiddelbart med romanens hovedperson, der lever ved siden af samfundet for at skrive.

”Knut Hamsun skriver i ’Sult’ ud fra de år, hvor han selv kæmpede sig vej som forfatter. Når jeg læste om ’sproglige lykketræf’, om besatheden af skriften, om at være fyldt af sit stof, ja, selv om galskaben, så forstod jeg umiddelbart og forbandt mig med det liv. Jeg var på samme måde parat til afkald, til ensomhed, til hvad som helst, for jeg levede mig totalt ind i den skrivendes glæde ved at have fundet et nyt ord som ’Kuboaa’, der nu bare lige skulle have tildelt en betydning.”

Knut Hamsuns bog hedder ”Sult”, fordi den skrivende rent faktisk sulter. Men for Pia Tafdrup er sult også en metafor for en ubønhørlig trang til at skrive.

”Det var min livsskæbne, jeg læste om her. Jeg har altid vidst, at jeg skulle gøre det, der var vigtigt for mig – det, der var ren nødvendighed. Koste hvad det ville. ’Sult’ var en grundsten til denne tankegang. Digtet A, som indleder ’Krystalskoven’ (udgivelse af Tafdrup fra 1992, red.), er baseret på en drøm udsprunget af Henning Carlsens filmatisering af ’Sult’, hvor du’et, der optræder, er identisk med Per Oscarsson, som spillede hovedpersonen. I digtet bliver A’et til en sten, og jeg’et stenes af alfabetet. En tolkning forskudt i tid af smertesiderne ved livet som forfatter.”

Anne-Marie Mai, litteraturprofessor

Kongedatter Leonora Christina led en barsk skæbne. I 22 år sad hun fængslet for landsforræderi i Blåtårn ved Københavns Slot. I sin kamp for overlevelse kastede hun sig ud i et erindringsværk, som fik den rammende titel ”Jammersminde”. En klassiker i dansk litteratur og det værk, som Anne-Marie Mai, litteraturprofessor på Syddansk Universitet prompte slår ned på, da hun bliver bedt om at pege på dén bog, som har gjort allerstørst indtryk.

”Det er en udfordring af selve det at fortolke og fortælle om sig selv. Leonora Christina får fremstillet sin egen historie på en sådan måde, at hun kan overleve i fængslet. Hun fortæller ikke den skinbarlige sandhed om sine egne og sin mands intriger i kampen om magten i Danmark, men den sandhed, hun gør til sin, da hun er faldet fra magtens tinde og ydmyges af sine fjender. Hun viser, at ordet har magt,” siger Anne-Marie Mai.

For litteraturprofessoren er ”Jammersminde” således et billede på, hvordan vi som mennesker med ord kan skabe fortællinger om os selv, der gør et stærkt indtryk på andre.

”For Leonora Christina var det et spørgsmål om enten at gå til grunde eller overleve. Hun overlevede fængslets skam og fornedrelse ved at skrive og ved at identificere sig med den bibelske Job, der bliver prøvet af Gud. Pinslerne bliver til at holde ud, fordi hun gennem fortællingen kommer til at se på sig selv udefra og finder en fortolkning af sit liv, hun kan leve med. For os læsere er ’Jammersminde’ en gribende historie, der kan minde os læsere om, hvordan vi måske kan komme overens med os selv, når vi rammes af modgang og ulykke,” siger Anne-Marie Mai.

Bogen har fulgt hende lige fra barnsben og hele vejen gennem hendes akademiske karriere.

Lars Erslev Andersen
Peter Kemp
Niels Henrik Gregersen
Peter Øvig Knudsen Foto: Jacob Ehrbahn
Pia Tafdrup
Anne Marie Mai Foto: Carsten Andreasen

Andre læser lige nu