24-årige Carsten Andersen voksede op i et missionsk hjem i Midtjylland. Han var troende, men det ændrede sig, da han begyndte i gymnasiet. Hvor han før så Bibelen som Guds ufejlbarlige ord - mere eller mindre - fik han nu øjnene op for spørgsmål, der for alvor udfordrede hans tro.
Hvorfor er der ondskab, hvis Gud er kærlig? Hvor er de naturvidenskabelige beviser for myterne i Det Gamle Testamente? Og hvorfor er der så mange uoverensstemmelser om fakta i Bibelen? Jo mere han arbejdede med disse spørgsmål, des mere utroværdig syntes kristendommen ham at være.
Efterhånden begyndte han at betragte sig selv som ateist. Efter nogle år som ikke-troende kontaktede Carsten Andersen, som læser matematik-økonomi på Aarhus Universitet, Indre Missions forlag, Lohses Forlag, med et oplæg til en bog, der gav plads til de kritiske spørgsmål i forhold til kristendommen.
Forlaget var med på idéen, men krævede, at de kritiske spørgsmål skulle forsvares af en troende modpart. Det blev sognepræst i Løsning og Korning Sogn Henrik Højlund, som gennem de sidste tre år har skrevet e-mails med Carsten Andersen.
De to modstandere mødtes med Kristeligt Dagblad på en aarhusiansk café for at diskutere deres mail-korrespondance, der i sidste måned blev til udgivelsen ”De overbeviste”.
Carsten Andersen, du bruger en del plads i jeres nye bog på det naturvidenskabelige argument for, at den kristne Gud ikke eksisterer. Kan du kort forklare, hvorfor din tolkning af Bibelen ikke harmonerer med naturvidenskabens opdagelser?
”For det første vil jeg nævne nogle gammeltestamentlige påstande, som simpelthen ikke giver mening. For eksempel vil jeg mene, at evidensen for Noas Ark er ekstremt dårlig. I bogen nævner jeg også beretningen om millioner af israelitters udvandring fra Egypten. Der er ingen arkæologiske vidnesbyrd, der bekræfter det,” argumenterer ateisten og fortsætter:
”Hvis der havde været en kæmpe syndflod, burde det være noget, naturvidenskaben kunne verificere. Det burde komme op på biologer og geologers radar. Mange vil selvfølgelig sige, at den beretning skal forstås allegorisk og ikke bogstaveligt. Men for mig åbner det blot et helvede af fortolkninger, hvor det hele tiden er folks egen fortolkning, om man skal forstå noget bogstaveligt eller billedligt.
Hvis man læser Første Mosebog, vil en ærlig fortolkning sige, at det ikke har noget med evolution at gøre. Mange kristne kan sagtens forene troen med evolution, men hvis man læser skabelsesberetningen, må man erkende, at den lægger op til skabelse - ikke evolution.”
Henrik Højlund har en anden opfattelse:
”Når vi er tilbage ved urhistorien, altså de første 11. kapitler i Første Mosebog, så er vi tilbage i en fortællestil, der minder meget om de norrøne sagaer. Det vil sige, at man skal tage højde for stilen og det litterære udtryk. Man skal passe på, at man ikke læser det for meget én til én. For meget én til én bliver at misforstå det, og det bliver endnu værre, hvis man går tilbage til de første tre kapitler, der handler om skabelsen og syndefaldet, hvor jeg mener, at det først og fremmest er en eksistensanalyse. Et forsøg på at analysere den eksistens, vi befinder os i. Det er samtidig et meget klart udsagn om noget, der fandt sted, om at Gud skabte alt af intet,” siger teologen og forklarer sin egen position:
”Jeg er det, man kalder evolutions-kritisk, men jeg kan samtidig fint leve med, at der er kristne, der siger, at evolution sagtens kan forenes med skabelsesberetningen.”
Efter at have diskuteret, hvorvidt naturvidenskaben kan gøre det af med argumenterne for troen, tager bogen fat på Bibelens troværdighed.
Carsten Andersen nævner flere eksempler, som han mener svækker kristendommens troværdighed. For eksempel at det er usandsynligt, at Paulus skulle have skrevet alle sine 13 breve, at Moses skulle have skrevet nogen af Mosebøgerne. Derudover findes adskillige selvmodsigelser i Bibelen, mener han.
Henrik Højlund, hvordan kan du mene, at Bibelen er troværdig på trods af alle eksempler på selvmodsigelser og ukorrektheder, som Carsten Andersen nævner i bogen?
”Det, som for Carsten fremstår som utroværdigt, for eksempel små uoverensstemmelser i evangelierne, er for mig udtryk for enorm troværdighed. Det smager af ægte øjenvidneberetninger. Alene eksistensen af evangelierne er tros-styrkende. De er et litterært nybrud - en genre som ikke fandtes på det tidspunkt. Så hvad kommer dette af? Det kommer af, at forfatterne har beskæftiget sig med noget, der er så usædvanligt, at det sprænger alle former,” lyder ræsonnementet fra Henrik Højlund, der lægger afstand til de angivelige modsætninger:
”Carsten nævner en masse selvmodsigelser i Bibelen. Jeg har ikke svaret på alle, for så ville det blive uendelig langt, men jeg har heller ikke fundet det nødvendigt, for helt ærligt har jeg ikke kunnet finde selvmodsigelser, der skulle gøre teksterne utroværdige, i ét eneste af de eksempler, Carsten fremdrager som selvmodsigende.
Når Carsten skriver, at det er utroværdigt, at det ene evangelium tidsfæster Jesu død til en anden dag end de tre andre evangelier, er det for mig at se så ligegyldig en detalje, der simpelthen ikke kan rykke en millimeter ved min tro.”
Her tager Carsten Andersen til genmæle:
”Min pointe er ikke, at forfatterne burde have husket alle detaljer. Min pointe er i højere grad, at teksterne bærer præg af, at de ikke er skrevet af nogen, der var tæt på begivenhederne. Det ser altså ud til, at historierne er blevet bedre med tiden. Forskerne er også ret overbevist om, at de ikke er skrevet af øjenvidner.”
Henrik Højlund er enig i, at evangelierne ikke er skrevet af øjenvidner:
”Jeg synes ikke, det er mærkeligt, at forfatterne skriver forskellige ting, for de har muligvis aldrig mødt hinanden og formentlig aldrig mødt Jesus.”
Carsten Andersen, du nævner i jeres bog, at du har svært ved at tro på en kærlig Gud på grund af lidelse i verden. Hvorfor?
”Man siger, at hvis Gud ikke kan sætte en stopper for al lidelse, fortjener han ikke at blive kaldt Gud. Hvis han derimod formår at fjerne lidelse, men ikke gør det, så er det ikke en Gud, jeg har lyst til at have noget med at gøre. Og når jeg i Det Gamle Testamente læser om en vred og hævngerrig Gud, tænker jeg, at jeg kunne gøre det meget bedre end ham. Jeg er ikke perfekt på nogen måde, men jeg tilgiver mere, end den kristne Gud gør.”
Henrik Højlund, hvordan kan du forene Guds umiddelbart ondskabsfulde gerninger i Det Gamle Testamente med den kærlige Gud, du tror på?
”Det er også svært. For mig kan det Gamle Testamente også nogle gange virke stødende i forhold til min almindelige moralske sans. Jeg kunne måske endda få en så hovmodig tanke, at jeg kunne gøre det bedre end Gud. Men jeg har den grundlæggende tilgang til Bibelen, som kirken har haft i 2000 år, at Bibelen fra første til sidste side er en progressiv åbenbaring af Gud. Altså en åbenbaring, hvor du ikke får det hele i de to første kapitler eller i de 10 første bøger. Først i Johannes' Åbenbaring har vi fået det hele. Eller i hvert fald så meget, vi er i stand til at kapere. Det vigtigste svar på spørgsmålet om Gud og lidelse i verden blev givet, da Jesus døde på korset,” siger sognepræsten.
På spørgsmålet om, hvilke bøger de to forfattere vil anbefale læsere, der vil fordybe sig i spørgsmålet om Gud, svarer de forskelligt. Ateistiske Andersen peger i retning af ny amerikansk religionskritik:
”På en måde har jeg lyst til at sige Bibelen, for den er egentlig dårlig reklame nok. Jeg vil dog sige ”Illusionen om Gud” af Richard Dawkins. På en måde er den overfladisk, men jeg synes alligevel, den rykker, hvis man allerede er lidt tvivlende og på vej ud af troen. Den sætter tanker i gang, fordi den italesætter kristendommen, som alle andre myter bliver italesat. Ellers vil jeg opfordre til at læse almen bibelkritik.”
Henrik Højlund foreslår også litteratur fra det engelske sprogområde:
”Hvis jeg skal nævne et par stykker, er det først og fremmest C.S. Lewis og en moderne udlægger af ham: Timothy Keller. Han er en amerikansk præst, som har skrevet en fremragende trosforsvarsbog ved navn ”Gud for skeptikere”.