Prøv avisen

Hvordan blev billedet af den hvide mand til?

Racedebatten har rødder helt tilbage til de mænd, der grundlagde USA. En af lederne af den amerikanske revolution, Benjamin Franklin, havde en relativt snæver definition af, hvem der var rigtigt hvide. Han mente i 1751, at man til de mørke skulle medregne spanierne, italienerne, franskmændene og russerne. Dertil kom tyskerne, lige bortset fra sakserne, som sammen med englænderne udgjorde de hvide folk på Jordens overflade. – Foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Han er blevet billedet på miljøsvinet, kapitalisten, magtmisbrugeren og overgrebsmanden. Når den hvide mand i dag skildres og udskammes som skurk i mødet med antiracistiske og feministiske bevægelser, har det rødder tilbage til både 1960’er-filosofi og kolonitidens selvforståelse

Hvordan er vi kommet frem til det racesyn, som findes i Vesten i dag, hvor den hvide mand udskammes og udfordres af brede, folkelige bevægelser?

Historikere er enige om, at synet på, hvad det betyder at være hvid, går tilbage til en tid, hvor europæerne kom sejlende til andre kontinenter for at opnå rigdom på forskellige måder.

”Det er klart, at når europæiske sømænd kom sejlende til Afrika eller Amerika, har de opfattet sig selv som noget andet end de folk, de mødte. Men i begyndelsen havde de ikke en meget konkret forståelse af, at de var hvide,” siger Gunvor Simonsen, lektor i historie på Københavns Universitet.

Hun har blandt andet forsket i atlantisk slaveri og undersøgt magtforhold, køn og status i slavetidens Caribien.

De tidlige europæiske kolonister definerede typisk sig selv efter deres nationalitet eller religion, og i mindre grad som europæere eller hvide.

”Det, at europæerne havde lysere hud end afrikanerne, var i begyndelsen ikke nødvendigt at italesætte. Det er først under det tiltagende slaveri, at europæerne begyndte eksplicit at definere sig som frie ’hvide’ i opposition til de ’sorte’ slaver,” siger Gunvor Simonsen.

Men europæernes forståelse af, hvem der var hvid, blev konstant udfordret. Især i Sydamerika og i det caribiske område, hvor europæiske slaveejere levede i tæt kontakt med både slaver og indfødte.

”Hjemme i Europa begyndte de at se skævt til de rige slaveejere i Caribien. De spurgte sig selv: Er de nu også helt hvide? Er de ikke blevet korrumperet af deres magt over slaverne, deres forhold til slavekvinder og deres ekstreme velstand? Eller er det klimaet, der er begyndt at ændre den hvide mentalitet og fysiologi?”, siger Gunvor Simonsen,

På det amerikanske fastland blev man langsomt inspireret af den spirende europæiske racelære, som inddelte verdens befolkninger. En af lederne af den amerikanske revolution, Benjamin Franklin, havde en relativt snæver definition af, hvem der var rigtigt hvide:

”Andelen af hvide folk i verden er lille. Hele Afrika er sort og brunt, Asien er hovedsagelig brunt. Amerika, bortset fra nybyggerne, er brunt. Og i Europa er spanierne, italienerne, franskmændene, russerne og svenskerne hovedsageligt mørke. Det er tyskerne også, bortset fra sakserne, som sammen med englænderne udgør de hvide folk på Jordens overflade,” skrev Franklin i 1751.

Amerikanerne lagde især vægt på, at de var hvide, når de skulle identificere sig i modsætning til slaverne. Amerikas tredje præsident, Thomas Jefferson, var imod den internationale slavehandel og mente, at slaverne med tiden skulle sættes fri. Men han mente også, at de frigivne slaver fortsat skulle styres af de hvide, og han fortsatte selv med at eje slaver indtil sin død.

”Slaveejere som Thomas Jefferson så sig selv som slavernes fædre, men var samtidig ikke blege for at sælge deres ‘børn’,” siger Gunvor Simonsen.

Amerikas landarbejdere begyndte også at identificere sig som hvide for at kunne hævde sig over for både slaverne og de frigivne. Behovet for at finde en skarp og juridisk skelnen mellem hvid og sort resulterede i den såkaldte one-drop rule :

”Det var et princip, som betegnede alle med blot den mindste smule afrikanske herkomst som sort, uanset hvor lys hud man nu engang havde. På den måde kunne en person betegnes som ’sort’ i USA og for eksempel betegnes som ’mulat’ eller ’hvid’ i Caribien,” siger Gunvor Simonsen.

Forståelsen af, hvem der var hvid, blev igen udfordret fra 1840’erne til 1920’erne, hvor USA så en stor bølge af immigranter fra alle dele af Europa. Nogle af disse immigranter, som for eksempel irere og italienerne, blev ikke betegnet som hvide.

”Den amerikanske historie viser os, at hvidhed er en meget subjektiv størrelse og noget, som typisk bliver defineret af samfundets øverste klasser. Men der gik lang tid, før man i forskningsmæssig sammenhæng begyndte at undersøge, hvad det egentlig ville sige at være hvid,” siger Gunvor Simonsen.

Det skete først i kølvandet på den europæiske afkolonisering af Asien og Afrika, og i forbindelse med uafhængighedskampene i 1960’erne og 1970’erne, forklarer Christian Groes, lektor på institut for kommunikation og humanistisk videnskab på Roskilde Universitet.

”Det var ikke mindst med Frantz Fanons bog ’Black skin, white masks’ (på dansk: Sort hud, hvide masker), der udkom på engelsk i 1967. Den kritiserede den vestlige kolonisering, racestrukturen og undertrykkelsens racemæssige psykologi,” siger Christian Groes.

Fanon var selv sort og kom fra Matinique, der var under fransk styre og han lagde grunden for senere ”hvidhedsstudier”, som blev udbredt i akademia fra 1990’erne og frem.

”Men mens Fanons begreber om hvidhed og sorthed altid blev sat i forbindelse med sociale klassestrukturer, sort bevidsthed og revolution, så er kritik af den hvide mand i de senere årtier blevet en term, der anvendes som kritik af den hvide mands ubevidste privilegier. Og de er blevet brugt til mere identitetspolitiske formål, som man blandt andet har kunnet se på amerikanske universiteter,” siger Christian Groes.

Hvidhedsstudierne har også mødt modstand både i universitetsverdenen og i samfundsdebatten. I en artikel i Washington Post i 2003 kritiserede den amerikanske debattør og forfatter, David Horowitz, studierne:

”Sorthedsstudierne hylder sorthed (…) kønsforskningen hylder kvinderne, og hvidhedsstudierne angriber hvide mennesker som værende onde,” skrev David Horowitz, der undrede sig over de forskningsmæssige dobbeltstandarder, der sprang i øjnene, når der blev bedrevet identitetspolitik på universiteterne.

Ifølge Christian Groes er det snævre fokus på den hvide mand, frem for den hvide kvinde, forbundet med kvindefrigørelsen og den feministiske kritik:

”Det er det, man kalder det intersektionelle perspektiv. Det bliver brugt til at analysere hvordan race, køn og klasse tilsammen udgjorde kernen i undertrykkelsen af minoriteter, kvinder og sorte eller brune mennesker. Nog-le gange forsvinder klasse-elementet dog helt ud af analysen, ikke mindst blandt studerende på amerikanske campusser, men også i akademiske kredse i Europa,” siger Christian Groes

Den akademiske kritik er senere blevet videreført af brede, politiske bevægelser som MeToo og Black Lives Matters, som fremhæver den hvide mand, mere eller mindre eksplicit, som skurk.

”Det er ofte i de traditionelt udsatte grupper, som sorte, kvinder eller homoseksuelle, som har fået en større stemme i debatten og er lykkedes med at skabe verdensomspændende bevægelser. Disse bevægelser er ofte, direkte eller indirekte, en kritik af den hvide mand. Eller ligefrem den heteroseksuelle, gamle, hvide mand,” siger Silas Marker, forsker ved Center for Information and Bubble Studies, Københavns Universitet.

Han har længe fulgt identitetspolitik udspille sig i samfundsdebatten og på de sociale medier og er medforfatter til bogen ”Os og dem: Identitetspolitiske akser, idéer og afsporede debatter” fra 2019.

Er der ikke fare for, at den generaliserende kritik kommer til at dæmonisere alle hvide mænd?

”Jo. Nogle af de her ’privi-legerede hvide mænd’ føler ikke, at de har privilegier. Bare fordi der er en generel tendens eller struktur i samfundet, der giver hvide mænd visse fordele, betyder det naturligvis ikke, at hver eneste hvide mand nyder godt af det,” siger Silas Marker.

Men kan udskamningen så ikke give bagslag?

”Jo. Vi så det blandt andet under præsidentvalget i USA i 2016. Hillary Clinton udskammede Trumps vælgere som værende racister, sexister og homofober, med betegnelsen ’the deplorables’ – de foragtelige. Nogle af Trumps tilhængere blev forargede, mens andre tog udtrykket til sig,” siger Silas Marker.

På årsdagen for sin sejr takkede Trump sine ”deplorables”, og flere af hans tilhængere bar T-shirts og badges med udtrykket printet på.

Har vi ikke set mere alvorlige, voldelige udtryk?

”Det er svært at trække lige linjer fra kritikken af hvide mænd til de voldelige udtryk, vi har set. Hvis vi kigger på nogle af terrorangrebene begået af hvide mænd i for eksempel Christchurch og El Paso og læser deres manifester, ser vi en kombination af racisme og kvindehad. Men det betyder jo ikke, at det er kritikken, der har udløst volden. Det er nok en kombination af mange ting. Fælles for dem er idéen om den store udskiftning, hvor den hvide mand bliver erstatte af folk fra Mellemøsten og Afrika gennem immigration, og at deres kvinder bliver taget som slaver,” siger Silas Marker.

Giver det overhovedet mening at tale om hvidhed og hvide mænd, hvis det er en bred kritik af en hel befolkningsgruppe?

”Jeg mener bestemt, at det kan give mening at analysere og kritisere hvidhed og kan bruges af folk, der oplever racisme. Der er jo etniske minoriteter, der i højere grad end andre grupper oplever begrænsninger på boligmarkedet, på jobmarkedet eller i det sociale liv. Her har hvide mænd ofte flere privilegier, selvom det selvfølgelig ikke er hele historien,” siger Silas Marker.