Hvordan kan man tale om Gud i dag?

Diskussionen om, hvordan man kan forstå Gud i dag, er blevet aktualiseret af præsten og provokatøren Thorkild Grosbølls død. Tre teologer giver deres bud på, hvilket sprog nutidens kristne har om Gud

Kunsthistorien er fuld af forsøg på at skildre Gud billedligt. Fingeren er fra Michelangelos berømte fresko i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet, hvor Gud skaber mennesket.  – Foto: Ritzau Scanpix.
Kunsthistorien er fuld af forsøg på at skildre Gud billedligt. Fingeren er fra Michelangelos berømte fresko i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet, hvor Gud skaber mennesket. – Foto: Ritzau Scanpix.

I anledning af Thorkild Grosbølls død har diskussionen om, hvordan man kan tale meningsfuldt om Gud, fået nyt liv i teologiske kredse herhjemme. Thorkild Grosbøll blev i 2003 – i forbindelse med udgivelsen af bogen ”En sten i skoen” – kendt som præsten, der ikke troede på en skabende og opretholdende Gud, på opstandelsen eller det evige liv. Mens nogle mener, at Grosbøll blot sagde, hvad mange teologer og præster mente, har andre argumenteret for, at det gammeldags gudsbegreb, han talte op imod, reelt ikke eksisterer i folkekirkelige kredse.

Men et spørgsmål står tilbage: Hvordan kan man i 2020 tale om Gud på en teologisk holdbar måde, som er forståelig for almindelige mennesker?

Kristeligt Dagblad har spurgt tre teologer fra Afdeling for Systematisk Teologi på Københavns Universitet: lektor Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, lektor Jakob Wolf og professor Niels Henrik Gregersen.

Alle tre er enige om, at forestillingen om Gud som en gammel mand, der sidder på en sky i himlen og styrer alting, er et fantombillede, der aldrig har været en del af den kristne forestillingsverden.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Sådan talte man ikke om Gud hverken i oldkirken eller middelalderen, og sådan talte hverken Martin Luther, Søren Kierkegaard eller N.F.S. Grundtvig om Gud. Der er heller ingen mennesker i dag, der abonnerer på sådan et gudsbillede,” siger Niels Henrik Gregersen og fortsætter:

”Enhver, der tror på Gud, ved, at Gud er større end det, vi kan forstå. Gud er forbundet med uendelighed, og derfor kan vi ikke få styr på Gud. Det betyder ikke, at vi ikke kan sætte ord og begreber på Gud, men det er netop billeder, som hver for sig kan være rigtige, uden at nogen af dem er dækkende. Desuden har vi alle forskelligt religiøst gehør, og derfor erfarer vi Gud forskelligt, og forskellige billeder eller begreber kan virke meningsfulde for os. Så længe vi smiler lidt ad os selv, kan vi også tale om Gud som en, der sidder i himlens skyer, for Gud er os venligt stemt og er over os, under os og på alle sider.”

Jakob Wolf er enig.

”Man kan godt stille spørgsmålet, om Gud er en upersonlig kraft eller en person, men mit svar vil være at insistere på at fastholde begge dele på én gang. Som barn kan det være fint nok at forestille sig, at Gud er en gammel, rar mand på en sky, men som voksen må man kunne fastholde den kompleksitet, der ligger i, at Gud både er den skabermagt, hvorved alting er blevet til, og for vores skyld er blevet en person i Jesus fra Nazaret. Opfatter vi kun Gud som en abstrakt magt eller kraft, bliver det et udflydende gudsbegreb, men reducerer vi Gud til en person, opstår der alle de der problemer med, om Gud er mand eller kvinde og så videre. Vi må fastholde begge dele.”

Jakob Wolf understreger, at man sagtens kan tale om en personlig Gud, man kan sige du til, uden at forfalde til et forsimplet gudsbillede. Men det kræver ifølge lektoren, at man accepterer, at Gud ikke er noget, der kan forstås og sættes på formel:

”Filosoffen Ludwig Wittgenstein mente, at om det, man ikke kunne forstå, skulle man ikke tale. Andre siger, at det, man ikke kan forstå, må man synge om. Det er jo derfor, vi har hele det liturgiske sprog – ikke for at gøre Gud forståelig, men for at tale om mysteriet. Selvfølgelig skal præsterne ikke tale uforståeligt, når de prædiker, men de skal tale forståeligt om det uforståelige. Vil man gøre Gud forståelig, forfladiger man hele gudsbegrebet, og så kommer det let til at handle om os selv og om moral, men ikke om Gud.”

Også Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen mener, at det er muligt at tale om Gud både som person og som en skabende kraft:

”Når nogen spørger, om jeg tror på en skabende Gud, må jeg spørge, hvad betyder en skabende Gud? Den menneskelige erfaring af, at rum og tid er givet, og at vi er endelige – det giver en fornemmelse af at være skabt. Man kan forestille sig kilden til tid og rum og se sit eget begrænsede perspektiv i forhold til forestillingen om et perspektiv, som er ubegrænset. Samtidig kan man sagtens henvende sig til Gud som person, for det betyder ikke, at vi alene forstår Gud som person. Gud er kærlighed, det vil sige skaber, forsoner, forløser.”

Hun mener, at når nogen opfatter et personligt gudsbegreb som forældet, kan det skyldes, at de lader Gud som person være defineret af et moderne personbegreb, der er snævrere end det personbegreb, der i den kristne tradition er forbundet til Gud som et fællesskab af tre personer.

”Hvis man har en moderne, firkantet forståelse af, hvad person betyder, blokerer det for at tale om Gud som person, fordi det moderne personbegreb har det med at reducere personer til ting, genstande, objekter. Med det personbegreb ender man nemt med at gøre Gud til en gammel mand på en sky. Men alternativet til det er ikke at holde op med tale om Gud som person, for så ender man med, at Gud kan være hvad som helst. I stedet må man finde tilbage til et personbegreb, der ikke reducerer hverken Gud eller andre mennesker til objekter,” siger hun.

Også Jakob Wolf advarer imod reduktionen af Gud.

”Reduktionen af Gud – i et forsøg på at gøre ham forståelig – er den største risiko. Der kan være en tendens til det i folkekirken, fordi man gerne vil komme folk i møde. Men jeg mener, at det er misforstået, for jeg tror, at det, mennesker søger, er en relation til Gud, ikke en fuldstændig forståelse af ham.”

Jakob Wolf mener, at når der i folkekirken kan være tendens til at ville gøre Gud forståelig, skyldes det, at vi i den vestlige verden er underlagt en forestilling om, at den naturvidenskabelige forståelse og beskrivelse af verden er en livs- og verdensanskuelse, der kan overflødiggøre religion.

”Derfor lurer der hele tiden den tanke, at det med Jesus, der går på vandet, og opstandelse og så videre er uvidenskabeligt og derfor ikke noget reelt. Man glemmer, at naturvidenskaben er en metode til at prøve at forklare så meget som muligt, men ikke en totalforklaring på verden eller meningen med vores eksistens. Religion er ligesom kunst en anden udtryksform, der – ligesom Jesus – bruger lignelser, billeder og metaforer, og det er ikke mindre virkeligt end naturvidenskabens sprog. Faktisk vil jeg hævde, at selvom gudsbegrebet kan være svært at tale om, ligger det tæt på, hvordan vi erfarer verden – for eksempel i den grundlæggende undren over, at der overhovedet er noget og ikke ingenting, eller over skønheden.”

Også Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen mener, at det kristne gudsbegreb – formuleret i treenighedslæren – nok kan lyde abstrakt og indviklet, men taler tæt sammen med mange menneskers erfaringer:

”Når man ser, hvordan tanken om treenigheden har udviklet sig, skyldes det, at nogle mennesker har erfaret at have fået liv gennem Jesus Kristus. Nogle har været vidner til opstandelsen, andre har oplevet deres egen frelse. Mennesker har erfaret, at Gud virker i deres liv som livskraft og samtidig som den Gud, der er hinsides vores liv. Gud er både hinsides livet, i døden og midt i livet. Når man giver sprog til den erfaring, får man treenighedslæren.”

Hun mener dog, at selvom ingen præster i folkekirken formodentlig vil sige, at de forestiller sig Gud som en gammel mand, der sidder på en sky i himlen, vil man nok finde en forestilling om Gud som primært uden for verden og forskellig fra den og fra præsten selv – som noget, man er afhængig af og underkaster sig og normativt skal tro og håbe på. I modsætning hertil kan man også finde forestillinger om Gud primært som den kraft og ånd, der er kilde til selvbestemmelse og frihed. Men den første forestilling forekommer i øjeblikket mere dominerende blandt folkekirkens præster, mener hun, og efterlyser, at begge sider får plads og tænkes sammen i en teologi, der overskrider eller undergraver de binære kategorier.

Niels Henrik Gregersen oplever, at folkekirkens medlemmer bredt set især betoner Gud som Helligånd og som en kraft, der sætter os i relationer som en del af et større netværk – en metafor hentet fra computervidenskaben og dermed et eksempel på, at vi hele tiden finder nye begreber og ord for at forsøge at indkredse Gud.

”Hele pinsetilgangen til kristendommen, hvor vi med Grundtvig synger, at ’det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemligt gennem løvet’, fylder meget. Det er en kristendomsforståelse, der er meget naturbestemt, men samtidig også båret af personlige relationer, hvor vi oplever at være en del af en række kærlighedsbånd, der holder sammen på os. Pinsetilgangen er god, men kan også let blive til en diffus form for kristendom, der mangler den klarhed, som Kristus står for som Guds ord, der kommer os i møde,” siger han.

Han tilføjer, at folkekirken og det danske teologiske miljø i 1940’erne og 1950’erne var præget af megen tale om Kristus, hvor al tale om ånd blev opfattet som risikabelt, og derfor endte man i en meget formalistisk kristendom. Men i dag er der ifølge Niels Henrik Gregersen snarere risiko for en udflydende og passiv religiøsitet.

”Vi har brug for den klarhed, som Kristus repræsenterer. Der er meget kærlighed i det, Jesus siger, men han er også særdeles udfordrende og vred. Han er også den side af Gud, der modsiger os, og det er der ikke meget modtagelighed for i dag. Gud fader er kilden til alt liv, der så at sige pibler op, og vi er en del af en stor strøm, som har med Helligånden at gøre. Men det er også vigtigt, hvor vi skal hen, og det er her, Kristus står som Guds klare ord, der giver os retning. Ellers ender vi som børn med adhd, der har masser af energi, men ingen koncentration – i vores tro og vores liv.”