Du har skrevet et komplekst filosofisk og biografisk værk om hjemstavnen. Hvad betyder hjemstavn?
”Hjemstavn er en følelse. En følelse af at være hjemme. Begrebet har en lang historie bag sig, men i årene 1933-1945 mistede det sin uskyld i de tyske sprog. Alle har en hjemstavn, idet de kommer til verden, hvor de første indtryk selvsagt er stærkt prægende og forbundet med nærhed. Men hjemstavnen udvider sig i barndommen og bliver til et udflydende hjemstavns-sted. De fleste kan sikkert huske fornemmelsen af som barn at have hjemve efter forældrene og hjemmet. Og alle kender følelsen af at være i udlandet og længes hjem. Men når man så vender hjem, kommer følelsen af at være hjemme længe før, man når sit fødested eller sit hjem – for eksempel gennem et velkendt landskab eller sproget. Men omvendt er det ikke en følelse, der pludseligt opstår ved landegrænsen.”
I Tyskland er begrebet blevet brugt af nazisterne i tankerne om Blut und Boden. Hvordan bruges det i det tyske sprog i dag?
”Tyskere bruger ikke begrebet så ofte – i hvert fald ikke uden en vis portion ironi. Man siger nærmere ’hjem’ eller ’hjemme’, især hvis man er fra storbyen, fordi hjemstavn stadig er mere bundet til landskabet eller egnen. Det har med historien, men også med globaliseringen at gøre. Unge kan i stigende grad føle sig hjemme flere steder, fordi de har rejst meget, taler flere sprog og er mere forbundet i kraft af internettet.”
Hjemstavnen fik en stærk betydning i romantikken. Kan du beskrive udviklingen?
”Den tyske klassik var et provinsielt fænomen med byer som Jena og Weimar som omdrejningspunkterne. Selv Johann Joachim Winckelmann, der med sine betragtninger om antikken nærmest har defineret klassicismen i det tysksprogede område, kom aldrig selv til Grækenland. Han opdagede den antikke græske kultur i Italien og havde ligesom Goethe Italien som længselsobjekt. I romantikken blev middel-alderen genopdaget og dermed også det nære i landsbyen. Klassikkens udlængsel blev på den ene side afløst af en ny jordbundethed, der orienterer sig mod det konkrete, landskabet, det nære, det idylliske. Men samtidig opstod den romantiske uendelighedslængsel. Ved siden af romantikkens uendelighedspatos skal man her ikke overse, at forestillingen om hjemstavnen også bliver til noget universalistisk, til en slags verdensborgerskab i kraft af idéer og oplysning. Altså et både beriget og oppustet hjemstavnsbegreb.”
Disse modpoler præger hjemstavnsopfattelsen op i det 20. århundrede. Hvordan?
”Nationalismens fremmarch i det 19. århundrede ændrer hjemstavnsbegrebet – hjemstavnen sættes i politiske rammer. Dermed var hjemstavnen noget, man skulle forsvare i betydningen at forsvare nationen med dens givne grænser. Samtidig opstod de karikerede stereotyper af franskmanden, tyskeren og så videre. Selvom det er en sær, kunstig konstruktion, var grunden hermed lagt for, at nazismen kunne misbruge hjemstavnsbegrebet.”
Din faders død spiller en stor rolle i bogen. Mod døden viser verden sig som vores alles hjemstavn, skriver du. Bliver begrebet dermed ikke så abstrakt, at det opløses?
”Hjemstavnen vokser med individet. Barnet har hjemve mod moderen, sidenhen mod hjemmet og familien. Senere mod egnen og menneskene i den, mod fortroligheden i kulturen eller sproget. Med døden måtte min far – som vi alle kommer til at erfare det – bryde op og gå alene ind i det ukendte. Jeg tror, at alle døende har angst for dette tab af verden, og dermed enhver form for binding og hjemstavn. Kort før døden kan man overvældes af følelsen af at have hjemme på jorden, kun at kunne være menneske blandt menneskene. Netop her tilbyder religionerne jo generelt også nye fællesskaber i en ny hjemstavn i det hinsides.”
Bogen er overvejende skrevet før flygtningekrisen, men emnet tematiseres flere gange. Hvad er budskabet?
”Vi oplever mange forsøg på afgrænsning for tiden. Men afgrænsning er altid præget af ængstelighed. Derfor plæderer jeg for den åbne, spørgende, bevægelige definition af hjemstavnsbegrebet. Mange oplever i dag en pludselig uro og føler en uhåndgribelig konkurrence fra mennesker fra fattige lande. Det stiller os over for det svære spørgsmål, om alle mennesker har ret til en hjemstavn. Det har man jo for så vidt, at man har ret til at leve i en stat med retssikkerhed ligesom alle andre. Men staten er ikke hjemstavnen. Hjemstavn er ikke et begreb, man bør lave politik med – det er noget kvalitativt andet end nation, stat, rettigheder. Min hjemstavn tillader mig ikke at bygge hegn. Statens beskyttelse kan meget vel tillade dette, men det er en anden argumentation hinsides hjemstavnen.”