Det bliver slået fuldstændig fast allerede i indledningen til det omfattende trebindsværk om Reformationen, der netop er udkommet: ”Der findes ikke kun én måde at være luthersk på.”
For som der også står, så har der ”været mange opbrud, brydninger og konflikter undervejs i Reformationens 500-årige historie”. Og det er netop den eller de for-tællinger, man som læser får udfoldet gennem de godt 1500 sider i det samlede værk ”Reformationen i dansk kirke og kultur”, hvor en lang række af landets førende eksperter beskriver arven fra Luther i teologien, skolen, familien og staten for bare at nævne nogle af de i alt ti områder, der fungerer som fælles nedslagspunkter i de tre bøger, der dækker hver sin historiske periode. I første bind tiden fra 1517-1700, bind to fra 1700-1914 og det tredje bind fra 1914 og frem til i dag.
”Vi har ønsket at få fat på de længerevarende strømninger og mentalitetsændringer. Ikke kun årstal og begivenheder,” fortæller den ene af værkets hovedredaktører, professor i teologi ved Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen.
Sammen med lektor i teologi ved Aarhus Universitet Carsten Bach-Nielsen har han haft ambitionen om med sit eget udtryk at se på de ”genopførelser af Luther”, der har præget danskerne og det danske samfund siden Reformationen.
”Det er derfor ikke en fyldig gennemgang af Luthers teologi, vi er ude i, selvom vi har ønsket at være præcise med, hvad Luther selv mente. Vi har derimod forsøgt at se på, hvilke sider hos Luther der bliver lagt vægt på i forskellige perioder, og hvilke man omvendt tager afstand fra,” forklarer Niels Henrik Gregersen.
Og det er helt klart forskellige områder af Luthers tænkning, der ser ud til at appellere til danskerne igennem de fem århundreder, der er gået, siden Luther gjorde oprør mod den omsiggribende afladshandel og i stedet fremhævede menneskets tro og tillid til Gud som det eneste retfærdiggørende. Nåden og frelsen kunne ikke købes, fastslog Luther, og gode gerninger skulle ikke gøres i et forsøg på at gøre sig selv mere attraktiv over for Gud. De måtte derimod altid have næsten for øje.
”Noget af det, der i den første periode får stor betydning i en dansk sammenhæng, er Luthers såkaldte ’trestandslære’. For Luther opererer ikke kun med kirken og øvrigheden, som vi kender det fra hans to-regimentelære. Helt central er derimod familien eller husstanden. Det er her, den primære religiøse påvirkning ifølge Luther finder sted. Huslivet er der jo hele tiden, og derfor bliver det nære liv og dagligdagen et afgørende omdrejningspunkt for Reformationen. Og skolen hører faktisk også til denne tredje stand, som bliver centrum for den danske lutherdom helt frem til midten af 1800-tallet, hvor familien som produktionsenhed forsvinder, og kernefamilien opstår i stedet for.”
Niels Henrik Gregersen mener, at netop denne trestandslære i Danmark blev til en slags ”bufferzone” for danskerne, mellem kirken og statsmagten, og at det primært derfor opfattes, som om det er i hjemmet, under uddannelsen og i arbejdslivet, det gode liv leves. Men han peger også på en særlig begivenhed her i landet, som ikke kun får betydning i datiden, men faktisk stadig præger vores tænkning:
”Enevælden indføres i 1660, og kongen bliver ’enevældig af Guds nåde’. Det vil sige at tro og kongemagt væves sammen, og umiddelbart har jeg altid helt intuitivt været modstander af det system. Men enevælden har faktisk ikke kun betydet et voldeligt og gennemreguleret styre, den har også skabt betingelserne for nogle af de statslige institutioner, vi går ind for i dag. Institutioner, der med udgangspunkt i Luthers socialetik tager sig af de syge og de fattige, men som kun er mulige, hvis der samtidig er et stærkt skattesystem. Netop dén kobling har de fleste af os stadig tiltro til i dag, mens vi kan se, hvordan et land som Grækenland har svært ved at opretholde et velfærdssamfund, fordi skattesystemet ikke har haft den karakter. Det er blandt andet noget af den tillid til staten, som også politologen Francis Fukuyama fremhæver som en særligt protestantisk arv i det danske samfund.”
Samtidig sker der ifølge Niels Henrik Gregersen også det under enevælden, at det verdslige regimente får en religiøs sans. Den verdslige magt er ikke helt afkoblet fra kirken og kristendommen som i de katolske lande, og det får betydning for vores senere sekulære samfund, siger han: ”I de nordiske lande er der derfor stadig en større vekselvirkning mellem det religiøse og det sekulære, mens det for eksempel i Frankrig er to skarpt opdelte sfærer.”
Men det er ellers især perioden fra 1700 til 1914, der i værket fremhæves som den, der har haft størst betydning for nutidens version af den reformation, Luther satte i gang. ”...her foregik den sekulariseringsproces, der kom til at forme det samfund, vi i dag lever i,” skriver de to hovedredaktører:
”Det begynder egentlig med pietismen og konfirmationens indførelse i 1736, for her var det et krav, at børnene skulle lære at læse. På sigt betyder det jo, at folk får mulighed for selv at læse – også Bibelen, og dermed havde statskirken nu ikke længere monopol på den rette udlægning af kristendommen. Den udvikling fører senere til 1800-tallets vækkelser, hvor nye sider af Luther findes frem, nemlig den unge Luther, der er optaget af spørgsmålet om den enkeltes samvittighed og det almene præstedømme. Ikke mindst Grundtvig betoner den læsning af Luther. Og han er selvfølgelig også præget af oplysningstiden med dens fokus på individet og den enkeltes frihed. Luther står jo aldrig alene. Den rene lutherdom findes med andre ord ikke. Vi må altid se ham i sammenhæng med andre, og i Danmark bliver netop Grundtvigs læsning af Luther i høj grad de briller, vi stadig læser Luther med.”
Grundtvig ser menigheden som det fællesskab, der begrunder kristendommen, og han gør op med tidligere tiders fokus på ”det døde bogstav” og taler i stedet om ”det levende, befriende og livgivende ord hos den unge Luther” og insisterer med sin nye læsning på, at Reformationen hele tiden skal fortsætte og viderefortolkes.
”Med Grundloven i 1849 går vi fra en stats- til en folkekirke og får også den religionsfrihed, som Grundtvig efterspørger. Og dermed den samvittighedsfrihed, som han fremlæser hos Luther.”
I værket fremhæves Grundtvig derfor også som en modvægt mod fundamentalisme og indirekte som en af årsagerne til, at Luthers idé om det almene præstedømme får endnu en renæssance ved lovgivningen om menighedsråd.
”Grundtvig var ikke selv den store demokrat, men ved at insistere på det almene præstedømme og samvittighedsfriheden kommer han til at skubbe i den retning. Ved loven om menighedsråd i 1903 får kvinderne for første gang i Danmark både valg- og stemmeret, og det samme gælder folk uden ejendom. Så den var langt mere demokratisk end nogen tidligere lov. Først i 1915 får kvinder stemmeret til Folketinget.”
I nyere tid har især den unge Luther også været foretrukket, fortæller Niels Henrik Gregersen. Ikke den ældre Luther, der opfattes som både alt for autoritetstro og dermed for lydhør over for statsmagten:
”I Tyskland manglede man derimod en reformator eller nyfortolker af Luthers tænkning, sådan som vi blandt andre har haft Kierkegaard og Grundtvig i Danmark. Derfor var der ikke den samme afstand til Luthers øvrighedstænkning i Tyskland, og det kom til at nazificere den tyske lutherdom. Herhjemme fik vi derimod en mere økumenisk lutherdom frem mod 1940 med fokus på internationalt samarbejde på tværs af konfessioner.”
Tiden fra 1940 og frem til 1980 kalder Niels Henrik Gregersen for ”Konsensuskulturen”, og det er Besættelsen, der får tidligere modstandere til nu at blive forbrødrede i kampen mod den nye fælles fjende, nazismen:
”Det bliver helt afgørende for folkekirken, for nu står alle sammen. Også socialdemokrater, der tidligere havde været skeptiske over for koblingen mellem stat og kirke. Det betyder så også, at den sekulariserede teologi opstår, for nu må teologerne jo helst ikke være alt for lutherske, som man så det i Tyskland, og både Hal Koch, P.G. Lindhardt og K.E. Løgstrup bliver bannerførere for den minimalistiske teologi. Her er man meget forsigtig med at gøre kristendommen for krævende, for i lyset af det gode nationale fællesskab skal alle kunne være med. Sådan kan Luther også læses.”
I 1980 opstår så den periode, som stadig kendetegner vores tid ifølge teologiprofessoren, den eftersekulære periode. En periode, hvor religionen på trods af 1970’er-sociologernes spådom alligevel ikke forsvandt, men blomstrede op og trivedes side om side med sekulariseringen:
”Se bare på de senere år. I 2005 sagde Anders Fogh Rasmussen, at religion skulle ud af det offentlige rum, mens Lars Løkke Rasmussen derimod skriver kristendommen ind i selve regeringsgrundlaget og fremhæver Reformationen som afgørende for udviklingen af det danske samfund. Og i forbindelse med fejringen af 500-året for Luthers opgør med Rom er det netop også især den sociale side af Luthers tænkning, vi fremhæver. De træk, vi kan koble med udviklingen af et velfærdssamfund, som for eksempel både Jørn Henrik Petersen og Kaj Ove Petersen peger på i deres seneste bøger. Men også idéen om mennesket som synder kan vi måske igen tale om. Fordi Luther hele tiden læses ind i nye konstellationer, får vi for eksempel en kobling mellem ham og Freud, hvor en digter som Søren Ulrik Thomsen peger på, hvordan de begge er klar over, at vi mennesker ikke er så gode, som vi selv går og tror. Det er aldrig rart at omgås mennesker, der om sig selv mener, at de altid er uskyldige ofre og aldrig selv er syndere.”
Den rene Luther er der derimod ikke mange, der er optaget af i dag, siger Niels Henrik Gregersen:
”Der er kun få, der mener, at Luther havde fuldstændig ret, og at vi skal finde tilbage til hans oprindelige teologi. Men Luther skabte aldrig et teologisk system. Derudover er der en gruppe, som mener vi helt skal afskrive ham på grund af hans autoritære statstænkning. De overser dog, hvordan Luther selv var uhyre kritisk over for fyrsterne og ikke var bange for at sige dem imod. Men langt de fleste i dag mener, at vi ikke bare kan gå tilbage til Luther, fordi han netop var før-moderne. Vi skal tværtimod hele tiden gentænke ham på ny, og det synes jeg også værket viser, at man har gjort de sidste 500 år. Især efter 1700-tallets pietisme og oplysningstid.”