Det var en forventningsfuld ung mand fra Sønderjylland, der den 1. september 1967 mødte op på Aarhus Universitet for at begynde som en af de allerførste studerende på det nyoprettede Institut for Idéhistorie.
Hans-Jørgen Schanz, der i dag selv er professor på stedet, havde valgt netop idéhistorie, fordi han vidste, at det var Johannes Sløk, der som professor skulle både undervise og lede stedet. Og Schanz havde glædet sig vildt meget til at møde manden, hvis bøger han allerede havde slugt.
Men det skete bare ikke. For Sløk dukkede først op efter flere måneder.
”Der var helt tomt i det undervisningslokale, vi skulle være i. Og da jeg spurgte nogle studerende i et af de andre lokaler, grinede de bare ad mig og sagde, at det kunne jeg da godt glemme: ’Idéhistorie bliver slet ikke til noget.’ Til sidst lykkedes det dog at finde nogle andre, der også havde meldt sig til det nye studie, blandt andre Kjeld Holm. Jeg fandt så Sløks nummer i telefonbogen og ringede til ham, men da jeg spurgte efter ham, blev røret knaldet på. Så dukkede lektor Mogens Wegener heldigvis op, og ham havde vi indtil efterårsferien, hvor Sløk så endelig mødte frem,” fortæller Hans-Jørgen Schanz.
Mødet med Sløk blev livsafgørende, ikke kun for Schanz, men for mange af de studerende. Herunder den senere biskop Kjeld Holm og Jørgen Carlsen, der indtil for nylig var forstander på Testrup Højskole.
Sløk stillede høje krav og formulerede selv, at han kun ville have ”elitestuderende”. Ud over at læse de filosofiske hovedværker på originalsprogene forlangte Sløk, at de studerende mestrede engelsk, tysk, fransk, græsk og latin. ”Sanskrit må De derimod selv tage stilling til.”
Og når han citerede Platon for de unge håbefulde, skete det selvfølgelig på græsk.
”Jo højere krav han stillede til os, jo mere holdt vi af ham. Det var elitært åndssnobberi – og jo mere, jo bedre.”
Det er selvfølgelig en sjov historie om en kaotisk studiestart, men den illustrerer også meget godt, hvordan netop usikkerheden på fremtiden, men også drømmene om storhed og genialitet, altid har præget stedets ånd og særlige selvforståelse. For Idéhistorie i Aarhus er noget særligt.
Der findes kun det ene sted i landet, hvor idéhistorie udbydes som særligt studie. De sidste 50 år har faget derfor også kæmpet med at finde sin egen identitet. En kamp, der blandt andet har rummet det håb om at blive optaget som fag i gymnasiet, der var tanken helt fra begyndelsen som det tværfaglige fag, der skaber sammenhæng, overblik og dybere forståelse – altid koblet med en modsvarende frygt for, at hvis det ikke skete, så var det slut med at overleve som selvstændigt studie.
Og en identitet, der altid har skullet etablere og definere sig i forhold til andre fag, primært filosofi og historie, men som også har været udfordret internt, hvor Sløks idéer om faget som et opbyggende dannelsesfag efter nogle år blev angrebet af den marxisme med fokus på kritisk teori, der optog studerende og nyansatte undervisere i 1970’erne.
I den periode blev tonen hård på instituttet og fronterne skarpe. Der var frontalangreb med Sløk på den ene side og de marxistiske studerende og undervisere på den anden side. Også i offentligheden, hvor debatindlæg fra de to lejre var udbredte.
I 1974 fik Sløk nok og søgte orlov. Han vendte tilbage for en kort bemærkning i 1976, men takkede herefter ja til professoratet i etik og religionsfilosofi på Det Teologiske Fakultet.
”Den marxistiske ånd lå over hele instituttet i den periode, og det kom til at præge synet på idéhistorie, længe efter at marxismen faktisk havde forladt stedet igen. I 1980’erne var vi nede i et absolut dyk, hvor vi næsten ingen studerende fik, måske tre om året, og der var højlydte røster i offentligheden om, at vi skulle nedlægges,” fortæller Hans-Jørgen Schanz, der i mange andre sammenhænge har beskrevet, hvordan han også selv var dybt optaget af den kapitallogiske tænkning i 70’erne – for siden at forsage alle former for ideologier og forsøg på at sætte tænkningen ind i bestemte systemer.
I 1990’erne lettede de mørke skyer igen, og studentertallet voksede markant. En popularitet, der stadig præger faget. Alene i år søgte 259 om optagelse på idéhistorie, og af dem blev de 48 tilbudt plads.
Instituttet har altid været præget af sine studerende. Helt som også Sløk ville det. Han indførte en høj grad af studenterinddragelse allerede inden studenteroprøret og lod blandt andet de studerende stå for en del af de administrative opgaver, som han selv hadede og var meget dårlig til.
På et af kontorerne på femte sal i Nobelbygningen på Nordre Ringgade, hvor idéhistorie holder til i dag, står et kartoteksskab fyldt med gamle mødereferater tilbage fra instituttets start, brevvekslinger og artikeludklip samt udkast til visioner om ”Idéhistorie som emancipationsvidenskab”.
Det er en gruppe studerende, der i løbet af de sidste par år har samlet alle de gamle dokumenter sammen. Inklusive kassettebånd med optagelser af gæsteforelæsninger med blandt andre den franske filosof Jacques Derrida og den danske digter Per Højholt.
De studerende kalder sig ”Rødderne – den arkivariske front”, og det er også dem, der har været med til at arrangere programmet for 50-årsjubilæet, der finder sted den 5. og 6. oktober.
”Vi har som studerende hørt mange af de verserende anekdoter omkring idéhistories historie. Både dem om Sløk, om opgøret mellem ham og marxisterne – eller faderopgøret, man måske også kan se det som. Men når vi samler de forskellige dokumenter fra instituttets historie, så ser det mere ud, som om der er tale om nogle tilbagevendende temaer. Nogle mærkelige genkomster. Som om jagten på identitet og de interne positioneringer altid har været her og stadigvæk er med til at præge hele stedets ånd,” fortæller den ene af ”Rødderne”, Asker Bryld Staunæs.
Genkomsten ser man blandt andet også i 2004, hvor Institut for Idéhistorie lægges sammen med Institut for Filosofi.
”Filosofi er ret sikker på deres egen identitet, da det sker, så de ændrer ikke deres faglige profil. Men på idéhistorie sker der et tydeligt skifte. Her bliver man mere historisk i sin profil og forsøger dermed at adskille sig fra det filosofiske. Så der har til alle tider været den her søgen efter identitet i en næsten apokalyptisk stemning. Og gymnasiefaget har igen og igen stået som det andet scenarie, som den gyldne fremtidsmulighed. Man har med andre ord aldrig stået stille eller været fastlåst, men på den måde faktisk bevaret den mere anarkistiske og frie ånd på stedet, som har præget det siden starten,” supplerer Benjamin Asger Krog Møller, der som studerende også er aktiv i den arkivariske front.
Og netop den ånd er de begge meget begejstrede for.
”Der er noget befriende i den der form for undtagelsestilstand, der præger stedet. En tilstand, der jo har været her lige siden begyndelsen, hvor hverken professoren, studieordningen eller sekretæren var til stede. Og selvfølgelig kan det kamme over i det patetiske, hvis der kommer alt for meget tale om, hvor særegne og åndfulde, vi er på idéhistorie. Men det skaber samtidig en frihed og en spændvidde, der gør det muligt som studerende at lægge sit eget skæve snit, og at det ligefrem forventes af en, at man tager faget nye steder hen,” siger Asker Bryld Staunæs.
Professor Hans-Jørgen Schanz betegner da også idéhistorie som et særligt ”åndehul” på universitetet, som ifølge Schanz ellers er præget af målstyring og et snævert fokus på tekniske kompetencer:
”Her på stedet handler det stadig om ånd, om dannelse. Den har det ellers trægt i dag. Hvor Sløk i 1960’erne kunne pege på, at idéhistorie skulle styrke den almene dannelse, så vidste folk, hvad han mente, og var bekymrede over at se tidens opløsningstendenser. I dag ved man derimod ikke, hvad der bliver talt om, og ser derfor ikke truslerne. For vi har ikke længere et ’dannelsesborgerskab’. Men på idéhistorie prøver vi at give ånden frie rammer og inspirere de studerende. Det er nemlig inspiration, det hele handler om. Man skal smitte med sin nysgerrighed – og det tror jeg stadig præger stedet. Helt i Sløks ånd.”