Hvorfor gør indvandringspolitik debattører mere uforsonlige end andre emner? Det har filosof og etikprofessor Konrad Ott skrevet om i sin seneste bog, som giver et klart svar: Tilhængere og modstandere af Europas indvandring tænker i helt forskellige etiske sprog, som ikke kan tale sammen.
Den uforsonlige kamp står mellem sindelagsetik og ansvarsetik, som sociologen Max Weber i 1919 beskrev i den lille udgivelse ”Politik som profession”:
”Der er en afgrundsdyb modsætning mellem, om man handler inden for den sindelagsetiske logik – religiøst talt: Den kristne gør det rigtige og lægger resultatet i Guds hænder – eller om man handler inden for den ansvarsetiske: At man må stå til regnskab for følgerne af éns handlinger.”
Max Weber er klar over, at kristne blander de to former for moral i virkeligheden. Men hans sondring er stadig relevant, når det gælder flygtninge- og indvandrerdebat, for de fleste kirkeledere i Vesten har faktisk argumenteret, som Max Weber forventede af dem for hundrede år siden.
Ikke kun kristelig etik er sindelagsetik for Max Weber. Det gælder også filosoffen Immanuel Kants etik, der lægger vægt på holdningen, eller sindelaget, bag handlingen.
Over for sindelagsetikken står ansvarsetikken, der tænker i konsekvenser, pragmatik og ressourcer. Det er denne etik, Konrad Ott selv finder mest realistisk i sit essay med titlen ”Zuwanderung und Moral” (på dansk: Indvandring og moral).
Ansvarsetikere kaldes ”hjerteløse”, ”snæversynede” og ”kyniske” af sindelagsetikere, mens sindelags- etikeren med en programmatisk vending ser mennesket i den fremmede.
”Det hedder sig, at man må se det enkelte menneske, ikke paragrafferne,” forklarer Konrad Ott.
Som konsekvens afpolitiserer sindelagsetikere debatten om indvandring og gør den til et spørgsmål om at være menneskelig eller ej. For eksempel kunne journalisten Christoph Hickmann fra Süddeutsche Zeitung, mens flygtningestrømmene var på sit højeste i 2015, forklare den tyske offentlighed, at indvandring slet ikke er noget politisk emne:
”Det er i sidste ende ikke et politisk spørgsmål, om et land som Tyskland skal modtage så mange flygtninge, men et spørgsmål om humanitet. Men alle de spørgsmål, der kommer deraf, er til gengæld højpolitiske: Hvordan sikrer man sundhedstilbud for dem? Hvordan kommunikerer man med befolkningen?”.
Men den upolitiske humanisme kommer ikke desto mindre til at virke i et politisk felt. Og et ideologisk. Det har Konrad Ott et skarpt øje for.
Nogle tænkere håber på, at indvandring kan give ny vind i sejlene til en hendøende klassekamp, forklarer han:
”Sindelagsetikere, der søger fodfæste i den politiske filosofi, går ikke til teorier om demokratiets processer, men støtter sig fortrinsvis på skrifter af den italienske filosof Giorgio Agamben, den slovenske filosof Slavoj Zizek eller de franske Alain Badiou og Etienne Balibar.”
Takket være indvandring kan disse tænkere ifølge Konrad Ott fastholde, at ”alle hidtidige samfunds historie er historien om klassekamp”, som det hedder i Det Kommunistiske Manifest.
Kampen omdefineres bare.
”Masseindvandring som fænomen rykkes ind på den tomme plads, som den udeblevne revolution engang havde, og proletariatet erstattes med de fattige indvandrere.”
Slavoj Zizek fraråder migranter at søge lykken individualistisk, men tilråder dem i stedet at slutte sig til ”en fælles kamp med politiske kræfter i deres nye hjemlande”. Det vigtigste for venstrefløjens intellektuelle frontfigur er ikke integration, men kampen mod ”den globale kapitalisme”, som for Slavoj Zizek er den egentlige flugtårsag for flygtningene.
En anden aktør i kampen for indvandring er aktivistgruppen No borders (på dansk: Ingen grænser), der vil ophæve landegrænser og hviler ideologisk på Giorgio Agamben og Karl Marx. Overbelastning af myndighederne i modtagerlandene er et mål for flere tilhængere af denne politiske filosofi.
Men hvad bliver resultatet af åbne grænser? Ifølge den tyske forfatter Martin Walser vil nye grænser opstå, når man dropper de gamle. Det mener også Konrad Ott:
”Den, der åbner grænserne og sløjfer Fort Europa, skaber mange små borge inden i Europa. Der ville opstå indhegnede småsamfund og selvudnævnte borgerværn.”
Borgerværn mod indvandring ses i dag i for eksempel Bulgarien. Men der er også modsatrettede borgertiltag. Overalt i Europa demonstrerer aktivister mod hjemsendelse af indvandrere.
”Retstvang ses som strukturel vold. Tilbageholdelse i udrejsecentre er utilladelig, fordi asylsøgning ikke er nogen forbrydelse. Uanmeldt hjemsendelse ses som særligt perfid,” lyder Konrad Otts beskrivelse af situationen i Europa. Han svarer kort aktivisterne med en pointe fra Immanuel Kants retsfilosofi:
”Ret er forbundet med myndighed til at tvinge.”
Den gyldne middelvej bliver mod slutningen bogens retning. For den græske filosof Aristoteles er moderation at foretrække i ethvert spørgsmål og alle ekstremer af det onde. I forlængelse heraf siger Konrad Ott, at storsindethed i spørgsmålet om indvandring kan blive ekstrem og slå over i eftergivenhed.
Han prøver selv at holde tungen lige i munden og ser faldgruber i begge lejre.
”Ansvarsetikken må tage sig i agt for hårdhjertethed, ligesom sindelagsetikken må tage sig i agt for eftergivenheden.”
Og kirken?
Den er jo bærer af sindelagsetikken, mente Max Weber indledningsvist.
”Også kristne burde gennemtænke deres holdning til dette etiske forhold,” lyder det fra Konrad Ott, der er gift med en protestantisk præst, som er mor til hans fire børn. Men det får ham ikke til at lægge fingrene imellem:
”For ansvarsetikere ville det ikke være nogen politisk skandale at finde penge til indvandring på budgetter fra de kredse, hvor sindelagsetik er repræsenteret i flertal, som for eksempel kirkerne,” vurderer han uden at præcisere, hvordan det skal foregå. Men han skønner, at indvandring vil koste omkring 10 milliarder euro, hver gang der kommer en million indvandrere.
Filosoffen mener, at kirken er bundet til at tænke på en særlig måde om indvandring på grund af Jesu ord om, at ”jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig (...) Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!”.
”For kristne er det tilsyneladende ikke nok at tage imod en vis mængde flygtninge, fordi forløserens skikkelse viser sig i hver enkelt flygtning, man ikke tager imod. Det ser ud til, at dette kristelige perspektiv ikke tillader andre løsninger end at tage imod de mange, det vil sige (helst) alle flygtninge,” lyder ræsonnementet fra den kirkeligt engagerede tysker.
Sjældent er det i disse år , at nogen træder et skridt tilbage og prøver at tænke struktureret over et moralfelt, der mest diskuteres i følelsesladet sprog og grove generaliseringer.
Konrad Ott bestemmer den sindelagsmoral, der hviler på menneskerettigheder, som en ”normativ individualisme”. Det giver mening, for vor tids etiske tænkning giver gennem menneskerettigheder individets behov – og dermed migranten – forrang for gruppens, kulturens, samfundets. Mon ikke modreaktionen bliver en mere kollektivt forstået moral?
Men det vil næppe ændre på, at de to former for moral ikke kan tale sammen, men kun hvæse, skamme sig på andres vegne og fratale hinanden næstekærligheden. De to tankemønstre er, som Max Weber skrev for snart 100 år siden, ”uforsonligt modsatrettede”.